Den tyske forfatning, Grundloven (Grundgesetz), garanterer retten til at eje ejendom, fri bevægelighed, frit erhvervsvalg, foreningsfrihed og lighed for loven. Forfatningen modificerede imidlertid det uhæmmede frie markeds funktion ved hjælp af den “sociale markedsøkonomi” (Soziale Marktwirtschaft). Med et “sikkerhedsnet” af ydelser – herunder sundhedsbeskyttelse, arbejdsløsheds- og invaliditetserstatning, barsels- og børnepasningsordninger, omskoling, pensioner og mange andre – som betales af bidrag fra enkeltpersoner, arbejdsgivere og offentlige midler, har Tyskland en økonomisk orden, der støttes af de fleste arbejdstagere og virksomheder.
I den sociale markedsøkonomi forsøger regeringen at fremme fair play mellem ledelse og arbejdskraft og at regulere forholdet mellem de kapitalistiske deltagere på markedet, især med hensyn til konkurrence og monopoler. Der er blevet oprettet samarbejdsudvalg, og arbejdstagerne er repræsenteret i virksomhedernes bestyrelser. Den sociale markedsøkonomi blev skabt af politiske beslutningstagere med en levende erindring om markedsforvridninger og sociale spændinger forårsaget af de gigantiske industriselskaber før 1939. Lovgivningen mod monopoler blev indført i 1958 og er blevet kritiseret for at være ineffektiv. Det har f.eks. vist sig umuligt at begrænse den indirekte koordinering, hvorigennem enkeltpersoner, banker og andre finansielle institutioner opbygger “diagonale” aktieposter, der forbinder en række virksomheder, som nominelt er uafhængige. Desuden har selv forbundsregeringen tilskyndet til koncentration i tilfælde, hvor en hel industribranche har haft vanskeligheder (f.eks. kulindustrien i Ruhrområdet). Fremkomsten af meget store monopolistiske virksomheder har været uundgåelig, fordi store virksomheder, der har stordriftsfordele, i en stadig mere international økonomi er bedre i stand til at overleve. Med globaliseringen er regeringerne mindre i stand til at regulere virksomhederne på nationalt plan eller endog på det tværnationale plan i EU.
Den sociale markedsøkonomi reguleres ikke udelukkende af den føderale regering, men af en flerhed af organer. Der er f.eks. mange forsikringsinstitutioner, der leverer sociale ydelser. Den vigtigste institution i Tyskland efter Anden Verdenskrig er den Frankfurt-baserede Deutsche Bundesbank (den tyske forbundsbank). Med erindringer om den galopperende inflation i 1922-23 besluttede den vesttyske regering, at den aldrig mere skulle have tilladelse til at trykke penge, og at centralbanken skulle være uafhængig af politisk kontrol. Tysklands indførelse af euroen, EU’s fælles valuta, i 1999 gav derfor anledning til en vis bekymring i landet for, at Den Europæiske Centralbank ville blive udsat for politisk indflydelse og manipulation. Handelskamrene på alle niveauer i det administrative hierarki er også indflydelsesrige, og delstatsregeringerne spiller en betydelig økonomisk rolle (f.eks. er regeringen i Nordrhein-Westfalen meget optaget af Ruhr-kulindustriens overlevelse). Forbunds- og delstatsregeringer deltager også i ejerskabet af visse virksomheder, især offentlige forsyningsvirksomheder. Grundloven forhindrer imidlertid centralregeringens vilkårlige indgriben.
Da Tyskland har mange økonomiske aktører, har det været nødvendigt med en høj grad af koordinering for at opnå en tilstrækkelig vækst, en afbalanceret udenrigshandel, stabile priser og lav arbejdsløshed. En række forskellige rådgivende organer forener forbunds- og delstatsregeringer, Deutsche Bundesbank, repræsentanter for erhvervslivet og kommunerne samt fagforeninger. Ekspertrådet for vurdering af den overordnede økonomiske udvikling, der blev oprettet i 1963 og er kendt som de “fem vise mænd”, udarbejder hvert år en vurdering af den overordnede økonomiske udvikling til støtte for den nationale økonomiske beslutningstagning. Desuden forelægger forbundsregeringen en årlig økonomisk rapport for den lovgivende forsamling, der indeholder et svar på den årlige evaluering fra ekspertrådet og en oversigt over den økonomiske og finansielle politik, som den fører.
Og selv om det frie marked fungerer i Tyskland, spiller forbundsregeringen en vigtig rolle i økonomien. Det accepteres som en selvfølge, at den skal stå for kapital- og driftsomkostningerne til den økonomiske og sociale infrastruktur som f.eks. autobahnnet, vandveje, postvæsenet og telekommunikation samt jernbanesystemet. Den føderale regering, delstaterne og byerne bidrager også til de regionale og lokale hurtige transportsystemer. Regeringen samarbejder med industrien om at afholde udgifterne til forskning og udvikling, f.eks. inden for kernekraftindustrien. Den føderale indgriben er særlig stærk inden for forsvarsindustrien. Kulindustrien er måske det mest bemærkelsesværdige eksempel på subsidiering, og landbruget har traditionelt været massivt beskyttet af staten, selv om sektoren nu styres af EU’s institutioner. Regionalplanlægning er et andet vigtigt område for statslig indgriben; den føderale regering fremmer den økonomiske udvikling i landdistrikter og industrielle “problemområder”. Delstater og byer griber også ind med ordninger for at fremme regional eller lokal udvikling.
Tyskland har et varieret skattesystem med skatter på nationalt, delstats- og lokalt niveau. På grund af det generøse system af sociale ydelser er skattesatserne på virksomheder, enkeltpersoner samt varer og tjenesteydelser alle relativt høje i sammenligning med andre lande. Tyskland anvender et system med skatteudligning, hvor skatteindtægter fordeles fra de rigere regioner til de mindre velstående regioner. Efter genforeningen blev disse overførsler forarget blandt mange vesttyskere.
