“Dataene viser, at ægtefællers livstilfredshed var forbundet med dødelighed, uanset personernes socioøkonomiske og demografiske karakteristika eller deres fysiske sundhedstilstand,” siger forfatteren af undersøgelsen Olga Stavrova, forsker ved Tilburg University i Holland.
Mærkeligt nok var ægtefællernes livstilfredshed en endnu bedre forudsigelse af deltagernes dødelighed end deltagernes egen livstilfredshed. Deltagere, der havde en lykkelig partner i begyndelsen af undersøgelsen, var mindre tilbøjelige til at dø i løbet af de næste 8 år sammenlignet med deltagere, der havde mindre lykkelige partnere.
“Resultaterne understreger den rolle, som individers umiddelbare sociale miljø spiller for deres helbredsresultater. Vigtigst af alt har det potentiale til at udvide vores forståelse af, hvad der udgør individers “sociale miljø” ved at inkludere personligheden og trivslen hos individers nære personer,” siger Stavrova.
Livstilfredshed er kendt for at være forbundet med adfærd, der kan påvirke sundheden, herunder kost og motion, og folk, der har en glad, aktiv ægtefælle, er for eksempel tilbøjelige til selv at have en aktiv livsstil. Det modsatte er sandsynligvis også tilfældet, siger Stavrova:
“Hvis din partner er deprimeret og ønsker at tilbringe aftenen med at spise chips foran fjernsynet – så vil din aften sandsynligvis også ende med at se sådan ud.”
Stavrova undersøgte data fra en nationalt repræsentativ undersøgelse af omkring 4.400 par i USA, der var over 50 år, og som var over 50 år. Undersøgelsen, der blev finansieret af National Institute on Aging, indsamlede data om deltagere, der havde ægtefæller eller samboende partnere; 99 % af de udtagne par var heteroseksuelle.
I op til 8 år rapporterede deltagerne og deres ægtefæller om livstilfredshed og forskellige faktorer, der antoges at være relateret til dødelighed, herunder opfattet partnerstøtte og hyppighed af fysisk aktivitet. De udfyldte også en selvvurderet sundhedsmåling og gav oplysninger vedrørende deres morbiditet (målt ved antallet af læge-diagnosticerede kroniske tilstande), køn, alder ved undersøgelsens begyndelse, etnicitet, uddannelse, husstandsindkomst og partnerdødelighed. Deltagernes dødsfald i løbet af studiet blev fulgt ved hjælp af National Death Index fra Centers for Disease Control and Prevention eller ægtefællernes rapporter.
I slutningen af 8 år var ca. 16 % af deltagerne døde. De, der døde, havde en tendens til at være ældre, mandlige, mindre uddannede, mindre velhavende, mindre fysisk aktive og med dårligere helbred end de, der stadig var i live; de, der døde, havde også en tendens til at rapportere lavere parforholdstilfredshed, lavere livstilfredshed og til at have en partner, der også rapporterede lavere livstilfredshed. Ægtefæller til deltagere, der døde, var også mere tilbøjelige til at afgå ved døden inden for den 8-årige observationsperiode end ægtefæller til deltagere, der stadig var i live.
Fundene tyder på, at større livstilfredshed hos partneren i begyndelsen af undersøgelsen var forbundet med lavere risiko for dødelighed hos deltagerne. Specifikt steg risikoen for dødelighed for deltagere med en lykkelig ægtefælle langsommere end dødelighedsrisikoen for deltagere med en ulykkelig ægtefælle. Sammenhængen mellem partnerlivstilfredshed og dødelighedsrisiko holdt selv efter at der var taget højde for større sociodemografiske variabler, selvvurderet helbred og sygelighed og partnerdødelighed.
Udforskede plausible forklaringer på disse resultater, fandt Stavrova, at opfattet partnerstøtte ikke var relateret til lavere deltagerdødelighed. Højere partnerlivstilfredshed var imidlertid relateret til mere partner fysisk aktivitet, hvilket svarede til højere deltager fysisk aktivitet og lavere deltagerdødelighed.
Denne forskning viser, at partnerlivstilfredshed kan have vigtige konsekvenser for sundhed og lang levetid. Selv om deltagerne i denne undersøgelse var amerikanske, mener Stavrova, at resultaterne sandsynligvis også gælder for par uden for USA.
“Denne forskning kan have konsekvenser for spørgsmål som f.eks. hvilke egenskaber vi bør være opmærksomme på, når vi vælger vores ægtefælle eller partner, og om anbefalinger om sund livsstil bør være rettet mod par (eller husstande) snarere end mod enkeltpersoner,” siger Stavrova.
Fremtidig forskning kunne også undersøge større sociale netværk for at se, om det samme mønster af resultater viser sig i forbindelse med andre forhold.
