Hej mødre. Nye mødre, erfarne mødre, arbejdende mødre, hjemmeboende mødre, hej til alle mødre. Jeg vil bare lade jer vide, at I gør et fantastisk stykke arbejde. Som vi alle ved, når det drejer sig om moderskab, er de gode tider de bedste og de svære tider de værste. Der er intet som gode morvenner og vin til at hjælpe dig igennem de hårde tider. Jeg er så heldig at have Katelyn og en håndfuld andre fantastiske, klippefaste morvenner, som har hjulpet mig med at tale mig ned fra kanten fra tid til anden. Husk at tjekke Katelyns indlæg om, hvorfor du har brug for morvenner, og hvor du kan finde dem, det er et must at læse. Hun har sådan et fantastisk + positivt perspektiv på moderskab, og jeg elsker når det smitter af på mig! Men udover at drikke og brokke mig til andre mennesker, finder jeg også trøst i at trolle Pinterest efter inspirerende citater (se mit board om moderskab her!). Nogle gange kan enkle visdomsord have magt til hurtigt at sætte tingene tilbage i perspektiv. Så jeg ville gerne dele nogle af mine yndlings-mor-citater med jer.
De sidste par uger…
De sidste par uger har været hårde for mig. James har besluttet sig for, at han ikke længere vil tage en middagslur, men han vil dog ikke sove længere end ca. 1-1,5 time om morgenen. Derefter er det så det hele. Han er færdig for dagen. Det betyder, at han bogstaveligt talt ikke får nogen hvile, hvilket stresser mig, og det betyder også, at jeg får ca. 1 time om dagen for mig selv. Fedt. I tre dage i sidste uge forsøgte jeg at skubbe hans første lur til lige efter frokost, men han sov kun 45 minutter hver gang. Så, nej. Ud over lur-situationen synes der at være så meget andet, der sker med ham! Jeg tror, at han simpelthen er ved at blive et lille barn. Vi har haft en del natlige opvågninger, uforklarlige/nonstop gråd i løbet af dagen, han nægter at spise mad, som han normalt elsker, og flere korte eller helt overståede lure. På det seneste har det været en kamp, der minder om de tidlige dage. *Cringe*. PS: Jeg var ikke en stor fan af de tidlige dage.
De svære dage.
På virkelig svære dage har jeg en forfærdelig vane med at gøre alting 10x sværere for mig selv. Jeg glemmer så hurtigt, at alle de ting, jeg tidligere har nævnt, er normale, nødvendige og almindelige hændelser, som er uundgåelige, når man opdrager et barn. De vokser, de græder, de får tænder, de vågner, de springer lure over. Men mens jeg gemmer mig på badeværelset med ventilatoren tændt for at undgå lyden af endnu en søvnkamp, eller mens jeg hører James græde, mens jeg kigger rundt på et rodet/beskidt køkken, som jeg sværger, at jeg lige har gjort rent, kæmper jeg for at huske, at disse ting er normale, og at de også skal gå over.
Mine følelser begynder at blive en snebold, og før jeg ved af det, giver jeg mig selv skylden for hver eneste ting, der går galt. Jeg har en tendens til at tilføje mere drama til situationen og bliver min egen værste fjende. Når jeg i virkeligheden har brug for at træde et skridt tilbage, tage en dyb indånding og give mig selv en pause. Hvorfor er det så svært for mødre at give sig selv lidt nåde?
Nogle af mine daglige problemer som mor…
Fuldstændig åbenhed: At være hjemmegående mor er så meget sværere, end jeg troede, det ville være. Min type A-personlighed hjælper ikke. Nogle gange føler jeg, at jeg går i en cirkel og forsøger at udføre små daglige opgaver, som jeg enten skal gøre igen i det øjeblik, jeg er færdig, eller jeg bliver aldrig færdig med dem overhovedet. Når dagen så er omme, kigger jeg på mit rodet hus og en masse fugtigt vasketøj i vaskemaskinen, og så tænker jeg: “
Men nogle dage føles det som en konstant serie af små fiaskoer. Og hvad angår den ene-ish time om dagen, som James tager en lur? Jeg er konstant splittet mellem forskellige måder at bruge den tid på. Skal jeg skynde mig at få et blogindlæg op? Skal jeg vaske vasketøj? Gå i bad? Gøre køkkenet rent? Jeg plejer at begynde på alle opgaverne, men James vågner, før jeg når at afslutte nogen af dem. Alting virker så tungt i øjeblikket, når det i virkeligheden ikke er det. Jeg arbejder hårdt på at forsøge at ændre mit perspektiv, når jeg føler mig overvældet, og det begynder langsomt at virke for mig.
Ændring af mit perspektiv…
Når James sov mere “normalt”, så det ud til, at jeg havde et bedre system ned. Men som vi ved, når man først tror, man har styr på det, så ændrer ens barn alting! De er på vej til den næste fase. De efterlader os i støvet, mens vi febrilsk forsøger at følge med og finde ud af deres nye behov. Men det er helt i orden. Faktisk er det bedre end “okay”, det er tegn på et sundt + voksende barn.
Det jeg skal gøre er at omfavne det faktum, at disse små banale opgaver, der aldrig synes at blive udført, er det, som mit liv handler om lige nu. Og ved du hvad, der er intet galt med det. Jeg må holde op med at se på det forgangne år som en samling mislykkede daglige opgaver og se på det som et år med succesfuld opdragelse af et lille menneske. Jeg skal holde op med at fokusere på de ting, jeg ikke opnår på en dag, og fokusere på det faktum, at James grinte, spiste og lærte i dag.
Når vi har en særlig svær dag, sender jeg typisk flere “vent-sms’er” til en af mine mor-veninder eller til min egen mor, og hun gør altid et godt stykke arbejde med at tale mig ned. Hun har som regel en eller anden simpel perle af visdom, der hjælper med at sætte tingene i perspektiv, og jeg får det hurtigt lidt bedre. Så nedenfor er der lidt stof til eftertanke, som kan hjælpe dig igennem de svære dage.
