Talen om Montgomery Bus Boycott, der er gengivet nedenfor, er en af de første større taler af Dr. Martin Luther King. King talte til næsten 5.000 mennesker i Holt Street Baptist Church i Montgomery den 5. december 1955, kun fire dage efter at fru Rosa Parks var blevet arresteret for at have nægtet at opgive sin plads i en bus i Montgomery by. Denne anholdelse førte til den første store borgerrettighedskampagne i det dybe sydlige område i et halvt århundrede. I denne tale opfordrer King det publikum, som netop har stemt for at boykotte busserne, til at fortsætte denne kampagne, indtil de når deres mål om at gøre en ende på ydmygelsen og intimideringen af sorte borgere der og andre steder i Montgomery eller for at bruge hans ord “… at opnå retfærdighed i busserne i byen.”
Mine VENNER, vi er bestemt meget glade for at se hver enkelt af jer ude i aften. Vi er her i aften for at tage en alvorlig sag op. Vi er her i en generel forstand, fordi vi først og fremmest er amerikanske borgere, og vi er fast besluttet på at anvende vores statsborgerskab fuldt ud i dets fulde betydning. Vi er her også på grund af vores kærlighed til demokratiet, på grund af vores dybt rodfæstede tro på, at demokratiet forvandlet fra tyndt papir til tyk handling er den bedste regeringsform på jorden.
Men vi er her i en specifik forstand, nemlig på grund af bussituationen i Montgomery. Vi er her, fordi vi er fast besluttet på at få rettet op på situationen. Denne situation er slet ikke ny. Problemet har eksisteret i uendeligt mange år. I mange år nu har negre i Montgomery og i så mange andre områder været ramt af lammelse på grund af lammende frygt for busserne i vores samfund. Ved så mange lejligheder er negere blevet intimideret og ydmyget og imponeret – undertrykt – alene på grund af det faktum, at de var negere. Jeg har ikke tid i aften til at gå ind i historien om disse mange tilfælde. Mange af dem er nu forsvundet i glemslens tykke tåge, men mindst én står foran os nu med grelle dimensioner.
Smidst forleden dag, helt præcist i torsdags, blev en af de fineste borgere i Montgomery – ikke en af de fineste negerborgere, men en af de fineste borgere i Montgomery – taget ud af en bus og båret til fængsel, og fordi hun nægtede at rejse sig for at overlade sin plads til en hvid person. Pressen vil have os til at tro, at hun nægtede at forlade en reserveret sektion for negre, men jeg vil gerne have Dem til at vide i aften, at der ikke er nogen reserveret sektion. Loven er aldrig blevet afklaret på dette punkt. Jeg tror, at jeg taler med juridisk autoritet – ikke at jeg har nogen juridisk autoritet, men jeg tror, at jeg taler med juridisk autoritet bag mig – at loven, forordningen, byens forordning aldrig er blevet helt afklaret.
Mrs. Rosa Parks er et fint menneske. Og eftersom det måtte ske, er jeg glad for, at det skete for en person som fru Parks, for ingen kan tvivle på hendes grænseløse udstrækning af integritet. Ingen kan tvivle på højden af hendes karakter ingen kan tvivle på dybden af hendes kristne engagement og hengivenhed over for Jesu lærdom. Og jeg er glad, eftersom det skulle ske, at det skete for en person, som ingen kan kalde en forstyrrende faktor i samfundet. Fru Parks er et fint kristent menneske, ubeskriveligt, og alligevel er der integritet og karakter i hende. Og bare fordi hun nægtede at rejse sig, blev hun arresteret.
Og I ved, mine venner, der kommer et tidspunkt, hvor folk bliver trætte af at blive trampet ned af undertrykkelsens jernfødder. Der kommer en tid, mine venner, hvor folk bliver trætte af at blive kastet ud over ydmygelsens afgrund, hvor de oplever den dystre og nagende fortvivlelse. Der kommer en tid, hvor folk bliver trætte af at blive skubbet ud af livets glitrende sollys i juli og efterladt midt i den gennemborende kulde fra en november i alperne. Der kommer en tid.
Vi er her, vi er her i aften, fordi vi er trætte nu. Og jeg vil gerne sige, at vi er her ikke fortalere for vold. Det har vi aldrig gjort. Jeg ønsker, at det skal være kendt i hele Montgomery og i hele landet, at vi er kristne mennesker. Vi tror på den kristne religion. Vi tror på Jesu lære. Det eneste våben, vi har i vores hænder her i aften, er protestvåbnet. Det er det hele.
Og bestemt, bestemt, dette er Amerikas herlighed, med alle dets fejl. Dette er herligheden af vores demokrati. Hvis vi var indespærret bag jerngardinerne i en kommunistisk nation, kunne vi ikke gøre dette. Hvis vi blev smidt i et totalitært regimes fangehul, kunne vi ikke gøre dette. Men det amerikanske demokratis store herlighed er retten til at protestere for retten. Mine venner, lad ikke nogen få os til at føle, at vi i vores handlinger skal sammenlignes med Ku Klux Klan eller White Citizens Council. Der vil ikke blive brændt kors ved nogen busstoppesteder i Montgomery. Der vil ikke blive trukket hvide personer ud af deres hjem og ført ud på en fjern vej og lynchet, fordi de ikke samarbejder. Der vil ikke være nogen blandt os, som vil stå op og trodse denne nations forfatning. Vi samles kun her på grund af vores ønske om at se retten eksistere. Mine venner, jeg vil have, at det skal være kendt, at vi vil arbejde med grum og dristig beslutsomhed for at opnå retfærdighed på busserne i denne by.
Og vi tager ikke fejl, vi tager ikke fejl i det, vi gør. Hvis vi tager fejl, tager Højesteret i denne nation fejl. Hvis vi tager fejl, tager USA’s forfatning fejl. Hvis vi tager fejl, tager Gud den Almægtige fejl. Hvis vi tager fejl, var Jesus fra Nazareth blot en utopisk drømmer, som aldrig kom ned på jorden. Hvis vi tager fejl, er retfærdighed en løgn. Kærlighed har ingen mening. Og vi er fast besluttet her i Montgomery på at arbejde og kæmpe, indtil retfærdigheden løber ned som vand og retfærdigheden som en mægtig strøm.
Jeg vil gerne sige, at vi i alle vores handlinger skal holde sammen. Enhed er det store behov i denne tid, og hvis vi står sammen, kan vi få mange af de ting, som vi ikke blot ønsker, men som vi med rette fortjener. Og lad jer ikke skræmme af nogen. Vi er ikke bange for det, vi gør, for vi gør det inden for lovens rammer. Der er aldrig et tidspunkt i vores amerikanske demokrati, hvor vi nogensinde skal tro, at vi tager fejl, når vi protesterer. Vi forbeholder os den ret. Da arbejderne over hele denne nation kom til at se, at de ville blive trampet ned af den kapitalistiske magt, var der ikke noget galt i at arbejderne gik sammen og organiserede sig og
protesterede for deres rettigheder.
Vi, de arveløse i dette land, vi, der har været undertrykt så længe, er trætte af at gå gennem fangenskabets lange nat. Og nu rækker vi ud efter frihedens og retfærdighedens og lighedens daggry. Må jeg sige til jer, mine venner, mens jeg slutter, og blot for at give en idé om, hvorfor vi er forsamlet her, at vi skal holde – og jeg vil gerne understrege dette – i alle vores handlinger, i alle vores overvejelser her i aften og hele ugen, og mens – hvad vi end gør, skal vi holde Gud i forgrunden. Lad os være kristne i alle vores handlinger. Men jeg vil gerne sige til Dem i aften, at det ikke er nok for os at tale om kærlighed, kærlighed er et af de centrale punkter i det kristne ansigt, troen. Der er en anden side, der hedder retfærdighed. Og retfærdighed er i virkeligheden kærlighed i beregning. Retfærdighed er kærlighed, der retter op på det, der gør oprør mod kærligheden.
Den almægtige Gud selv er ikke den eneste, ikke den, ikke den Gud, der bare står frem og siger gennem Hosea: “Jeg elsker dig, Israel”. Han er også den Gud, der står op foran folkene og siger: “Vær stille og vid, at jeg er Gud, at hvis I ikke adlyder mig, vil jeg knække rygsøjlen på jeres magt og slå jer ud af kredsløbene i jeres internationale og nationale relationer”. Ved siden af kærligheden står altid retfærdigheden, og vi bruger kun retfærdighedens redskaber. Vi bruger ikke kun overtalelsesredskaberne, men vi er kommet til at indse, at vi er nødt til at bruge tvangsmidlerne. Det er ikke kun en opdragelsesproces, men det er også en lovgivningsproces.
Da vi står og sidder her i aften, og da vi forbereder os på det, der ligger forude, lad os gå ud med en dyster og dristig beslutsomhed om, at vi vil holde sammen. Vi vil arbejde sammen. Lige her i Montgomery vil nogen, når historiebøgerne skrives i fremtiden, være nødt til at sige: “Der levede en race af mennesker et sort folk, et sort folk, ‘fleecy locks and black complexion’, et folk, der havde moralsk mod til at stå op for deres rettigheder. Og dermed gav de en ny mening til historiens og civilisationens årer.” Og det vil vi gøre. Gud give, at vi vil gøre det, før det er for sent. Mens vi fortsætter med vores program, lad os tænke på disse ting.
Men lige før vi går, vil jeg gerne sige dette. Jeg vil opfordre jer indtrængende. I har stemt , og I har gjort det med stor entusiasme, og jeg vil gerne udtrykke min påskønnelse til jer på vegne af alle her. Lad os nu gå ud og holde sammen og holde fast i denne sag til det sidste. Det betyder, at vi må ofre os, ja, det betyder, at vi må ofre os på visse punkter. Men der er nogle ting, som vi er nødt til at lære at ofre os for. Og vi må komme til det punkt, hvor vi er fast besluttet på ikke at acceptere en masse ting, som vi tidligere har accepteret.
Så jeg opfordrer jer nu indtrængende. Vi har faciliteterne til, at I kan komme til jeres arbejde, og vi stiller, vi har taxaerne der til jeres tjeneste. Biler vil stå til jeres tjeneste, og I skal ikke være bange for at bruge noget af benzinen. Hvis I har det, hvis I er heldige nok til at have lidt penge, så brug dem til et godt formål. Nu vil mit automobil være i det, det har været i det, og jeg er ikke bekymret for, hvor meget benzin jeg vil bruge. Jeg vil gerne se denne tingest fungere. Og vi vil ikke være tilfredse, før undertrykkelsen er udryddet fra Montgomery, og virkelig fra Amerika. Vi vil ikke være tilfredse, før det er sket. Vi insisterer blot på værdigheden og værdien af enhver menneskelig personlighed. Og jeg står ikke her, jeg argumenterer ikke for nogen egoistisk person. Jeg har aldrig siddet i en bus i Montgomery. Men jeg ville være mindre end en kristen, hvis jeg stod tilbage og sagde, at fordi jeg ikke kører i bus, behøver jeg ikke at køre i bus, at det ikke vedrører mig. Jeg vil ikke være tilfreds. Jeg kan høre en stemme sige: “Hvis du gør det mod den mindste af disse, min broder, så gør du det mod mig.”
Og jeg vil ikke hvile; jeg vil møde intimidering og alt muligt andet sammen med disse andre trofaste forkæmpere for demokrati og for medborgerskab. Vi har ikke noget imod det, så længe der kommer retfærdighed ud af det. Og jeg er nu kommet til at indse, at mens vi kæmper for vores rettigheder, vil nogle af dem måske være nødt til at dø. Men nogen har sagt, at hvis en mand ikke har noget, som han vil dø for, er han ikke egnet til at leve.
