Det hellige i Mexico udfolder sig i flere dimensioner. Det åndelige, det religiøse og det guddommelige gennemsyrer hverdagens handlinger på en helt særlig måde. Desuden er forskellige traditioner vævet sammen for at artikulere det meget brede panorama af vores verdenssyn.

Næsten alle vores skikke, især de mest rodfæstede, reagerer på erkendelsen af en symbolik, der ikke afslører sig selv ved første øjekast. Og selv de, der ikke praktiserer nogen religion, tilbeder de dyrebare mexicanske skikke uden at stille spørgsmålstegn ved dem, fordi deres udøvelse er en balsam, der trøster den personlige identitet gennem forbindelsen med fællesskabet og dets forestillingsverden.

Fra det tætte og sympatiske forhold, som vi mexicanere har til døden, til de mærkelige ritualer, der skal bringe lykke i det nye år, er der i Mexico skikke, der overrasker selv nogle mexicanere. Og selv om mange af dem måske har deres oprindelse i en enkelt religion, har vores mangfoldige land ikke kunnet undgå at omfortolke og omformulere dem med visioner fra før-hispanske trosretninger eller ånden fra nutidige ideologier.

Dette er nogle af vores mest vidunderlige skikke:

Mad til de døde, fordi de stadig er her

Den offergave til de døde, der hvert år bliver bragt i de mexicanske hjem, kombinerer mexicansk og præhispanisk symbolik. Hvert af dens elementer svarer til en særlig betydning. Madretterne er de vigtigste elementer. Det er en af vores stærkeste skikke, at fodre de døde. Man mener, at de modtager essensen af maden, og at stoffet bliver spist af de levende. Mens nogle vælger at placere deres elskede afdødes yndlingsretter og slik i ofrendaen, er den traditionelle pan de muerto eller moles med kylling og ris aldrig en mangelvare.

For enhver lidelse findes der hjemmemidler

Mexicanerne har et dårligt ry for selvmedicinering. Og dette omdømme er ikke uberettiget. Det er muligt, at vi stoler for frit på vores medicinske viden. Og det har en interessant baggrund: Vi foretrækker hjemmemidler frem for besøg hos lægen. Urte- og blomsterteer kan kurere alt fra simple forkølelser til alvorlige infektioner. Og der er ingen tvivl om, at bouillon, varme bade, alkoholindsmøringer, “udrensninger”, massage og andre husråd har holdt os sunde i århundreder.

Tamales med et raserianfald, får et spark

Få skikke er så mærkelige som ritualet omkring tilberedningen af tamales. Der findes lige så mange forskellige slags tamales, som der findes forskellige slags tacos. De er en af de vigtigste fødevarer i vores gastronomi, og i hver enkelt region i landet bliver de tilgodeset på en særlig måde. Og på trods af at tamales er så almindelige og så almindeligt forekommende, er de ikke lette at tilberede. Den fyldte og indpakkede totomoxtle-dej (tørrede majsskaller) lægges i en dampkoger, som lukkes, og som i en troshandling efterlades uberørt i ca. 1 time og 20 minutter.

Du kan ikke kontrollere tamalerne undervejs, så det kan gå galt, og du opdager det ikke før til sidst. Tamale-dejen kan skære sig og blive klumpet. Så når du lægger dem i gryden, giver tamaleroen eller tamaleraen dem en velsignelse. Når dampkogeren er dækket, bindes et par strimler totomoxtle om ørerne (agarraderas), så dampkogeren ikke hører den sladder, der bliver fortalt i køkkenet. Det anbefales aldrig at tilberede tamales i vrede, da det påvirker tamalesene, og de “får et raserianfald” og bliver ikke færdige med at tilberede dem. Når tingene går galt, skal tamalero eller tamalera skælde tamales ud. Nogle råber skældsord efter dem, andre sparker eller slår til gryden. Det er derfor, at nogle dampere er slået eller “pachacateadas”.

Du må ikke miste dit temperament, for hvis du mister det, mister du din vej

Piñatas er en af vores smukkeste skikke. De er oprindeligt brudt ved posadas og er formet som en stjerne med syv toppe. Hver spids repræsenterer en kardinalsynd, og den ene har bind for øjnene, fordi den kæmper med blind tro. Når du bryder den, får du den belønning, du fortjener. I dag er piñatas synonymt med fest, og vi bryder dem også på fødselsdage og andre højtider. Nogle repræsenterer elskede figurer, og andre, der følger traditionen om at bryde det negative, repræsenterer foragtede figurer.

Godt held er ikke rent held

Nogle kalder disse ritualer for overtro, men for mange mexicanere er skæbnen i deres håndflade. Det handler om at overholde skikke for at sikre, at det nye år bliver fyldt med godhed. Nogle af disse skikke har deres oprindelse i andre lande, men mere end én mexicaner følger dem til punkt og prikke.

For at sikre overflod skal man sprede linser på husets dør for at sikre overskud. At bære en mønt gemt i skoen i forbindelse med nytårsfesten lover, at man ikke vil mangle penge. Andre fejer ud af huset og ud på gaden for at jage negative ting væk. En variant er at kaste med vand, som repræsenterer sorg.

Det eneste obligatoriske er at nyde taksigelsen

Tequio var tidligere det tvangsarbejde, som spanierne pålagde indianerne som tribut, men nu i Mexico er det det det, vi kalder kollektive opgaver. Tequio er nu den dyrebare skik at støtte et medlem af lokalsamfundet i fysisk arbejde, f.eks. ved at rydde et stykke jord, samle affald op fra en byggeplads eller samle majs op i en majsmark. På den måde genvinder den sin funktion fra før den spanske tid, hvor den blev kaldt “tequiutl” for det kollaborative arbejde, der havde at gøre med en handling, der kunne betragtes som en borgerdeltagelse, og som absolut styrkede fællesskabet. Tequio er opfyldt på betingelse af, at alle de andre medlemmer af et fællesskab støtter deres eget arbejde, når man har brug for det. Til sidst serveres der mad og drikkevarer til alle, måske gryderet tacos og sodavand, som tak til dem, der deltager i tequio.

Mexikanske sætninger, der siger det hele

Der er sætninger, som man ikke forstår, uanset hvor godt man taler spansk, hvis man ikke har styr på den mexicanske kommunikation.

Den klassiske “Pos sí” (med dens varianter, “pues sí” og “pus sí”) gør det klart, at man er enig, selv om man ikke nødvendigvis er enig, hverken med sin samtalepartner eller med de aktuelle omstændigheder.

Sådan er det også med “ni modo” eller “ni pedo”, der løser problemet ved at tvinge en til at gå i gang med arbejdet i en kontekst, der er langt fra ideel.

Og lad os selvfølgelig ikke glemme “por ahí”, der, når det bruges som svar på “hvor var du?” eller “hvor er den og den?”, betyder: no sé, eller, i sin egen betydning “qué te importa”. Giv mig deste eller desta, udtrykker meget klart, at du har brug for den ting, som tydeligvis er nyttig til at løse et aktuelt problem. Hvis du ikke ved, hvad “el deste o la desta” er, pus ni modo.

*Billeder: 1) Joshua Bousel; 2) David Leonardo Méndez/Flickr; 3) Siete Coyote/Flickr; 4) Joshua Bousel; 5) Tomás Roggero/Flickr; 6) Eneas de Troya/Flickr; 7) Carlos Suárez/Flickr; 8) El Chingonario

admin

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

lg