Abraham

Abrahams liv

Abrahams liv

Kort over stederne i Abrahams historie

Historien om Abraham og hans efterkommere findes i Første Mosebog. Vi møder ham første gang i 1. Mosebog kapitel 11, selv om hans navn på dette tidspunkt er Abram. Der er meget få biografiske detaljer om ham ud over, at han var hyrde og kom fra Ur i Mesopotamien – det moderne Irak – hvorefter han og hans familie flyttede sammen med sin far Terah til Haran.

Dette er en polyteistisk tidsalder, en tidsalder, hvor folk troede på og tilbad mange guder. Alligevel svarer Abram i denne atmosfære på Guds kald, og det er derfor, at han accepterer og indser, at der kun er én sand Gud.

I den jødiske tradition kaldet Midrash (et hebraisk ord, der betyder ‘fortolkning’ og vedrører den måde, hvorpå læsninger eller bibelvers forstås), er der en række historier om Abraham, der smadrer sin fars afguder, da han indser, at der kun kan være én Gud i himlen og på jorden. Det er ligegyldigt, om historierne er sande eller ej. De anerkender, at Abraham var det første menneske, der erkendte og tilbad den ene Gud. Og således blev monoteismen født.

I begyndelsen af 1. Mosebog kapitel 12 beder Gud Abram om at forlade sit hjem og sit land, og han giver Abram tre løfter: løftet om et forhold til Gud, talrige efterkommere og land.

Det eneste problem er, at både Abram og hans kone, Sarai (senere kaldet Sara), er gamle mennesker og barnløse. De bliver nødt til at forlade deres hjemland, og de ved ikke engang, hvem denne Gud er! De synes at være et næsten umuligt sæt løfter for Gud at holde. Men det utrolige ved Abram er, at han gør, hvad han bliver bedt om. Der er ingen tegn eller mirakler, han har ingen skrifter eller traditioner at trække på, så Abram er nødt til at sætte sin lid til denne navnløse Gud. Derfor er Abram gået over i historien som en mand med en kolossal tro. Som følge af hans lydighed ændrer Gud hans navn til Abraham, hvilket betyder “folkets fader”.

Den ultimative prøve på Abrahams lydighed kommer imidlertid i 1. Mosebog 22, da han bliver bedt om at ofre sin søn af Sara – Isak. Gud havde lovet, at Abrahams efterkommere ville komme gennem Isak, så den grad af tro, han udviser, er ganske forbløffende. Abraham stoler på Gud og tager sin søn med op på et bjerg, som han får besked på. I sidste øjeblik griber Gud ind og skåner Isaks liv ved at give ham et andet dyr (en vædder) til at blive ofret. Prøven er afsluttet, og Gud gentager endnu en gang sine løfter til Abraham om land, efterkommere og et personligt forhold.

I henhold til Bibelen er Abraham menneskehedens sidste chance for at etablere et forhold til Gud. I begyndelsen af Bibelen i skabelsesberetningerne sætter Adam og Eva et mønster af ulydighed over for Guds befalinger i gang, som slår rod. Selv efter den store syndflod, hvor kun Noa blev reddet, er menneskeheden endnu en gang faretruende tæt på at fjerne sig fra Gud, som er deres skaber. De bygger Babelstårnet (1. Mosebog 11), et tårn, der ser ud til næsten at bryde igennem til himlen, og Gud griber igen ind og spreder menneskene over hele jorden.

Mange forskere mener, at disse historier blev skrevet for at forklare menneskene, hvorfor verden er, som den er, og hvorfor menneskene er, som de er. Hvad er vores plads i verden? Hvorfor dør vi? De behandler spørgsmål om liv og død, snarere end blot at være forklaringer på, hvordan verden blev skabt.

I slutningen af 1. Mosebog 11 får vi en slægtsforskning, og Abraham bliver det nye håb, gennem hvilket Gud vil forsøge at skabe et folk, der skal leve efter et bestemt sæt værdier. Det vigtige at lære her er det unikke ved pagtsforholdet mellem Gud og Abraham. For første gang ser vi begyndelsen på et tovejsforhold: Gud gør noget for Abraham, og Abraham gør noget for Gud. Guds velsignelser går videre fra den ene generation til den anden.

Historien om Abraham handler om lydighed mod Guds vilje – ikke blind lydighed, for bibelhistorierne fortæller os, at Abraham ofte udfordrede Gud og stillede spørgsmål. Men til sidst stolede han på denne Gud, som havde givet så ekstraordinære løfter, og derved dannede han et meget specielt og personligt forhold til Gud, som, vil troende hævde, er fortsat helt frem til i dag.