Adfærdsproblemer hos katte – tvangsforstyrrelser hos katte

Hvad er de mest almindelige tvangsforstyrrelser hos katte?

Hos katte kan overdreven sutning og tygning, jagt og springe på usynlige byttedyr, løb og jagt, rysten på poterne, frysning, overdreven vokalisering, selvrettet aggression som f.eks. halejagt eller fodtygning, overgrooming eller barbering af hår og muligvis kattehyperesthesi alle være udtryk for konflikter og kan med tiden blive til tvangsmæssige lidelser. Der kan være en genetisk disposition til tvangsadfærd. F.eks. er uldsugning mere almindelig hos orientalske katteracer.
Diagnosen begynder med at udelukke eller behandle mulige underliggende medicinske årsager. Da en række medicinske problemer, herunder smertetilstande, neurologiske sygdomme og dermatologiske lidelser, kan forårsage mange af disse tegn; en omfattende diagnostisk udredning kan være nødvendig for at udelukke underliggende medicinske problemer. I tilfælde, hvor katten udviser selvstyret eller selvskadende adfærd som f.eks. halelemlæstelse eller psykogen alopeci (se nedenfor), kan en dermatologisk udredning omfatte diagnostiske test af blod og hud samt måske medicin- eller diætforsøg for at udelukke fødevareallergi, parasitter, kløe eller smerter. Hvis problemet diagnosticeres som en tvangsforstyrrelse, kan lægemidler, der hæmmer genoptagelsen af serotonin, være effektive til at reducere eller kontrollere nogle af tegnene; samtidig vil der sandsynligvis også være behov for adfærdsterapi og miljøændringer. Disse omfatter a) tilvejebringelse af en forudsigelig daglig rutine, b) tilvejebringelse af en belønningsbaseret træningstilgang, der former ønskværdige reaktioner og ikke anvender straf, c) undgå brug af belønninger, undtagen når ønskværdig adfærd udvises, så kæledyret lærer, hvilken adfærd der giver belønning, d) tilvejebringelse af nogle få regelmæssigt planlagte sociale interaktionssessioner (herunder social leg, motion og træning) og e) mellem de sociale interaktionssessioner tilvejebringelse af et område til ro og afslapning og stimulerende objektlegetøj, der bruger mad og teksturer til at opretholde interessen.

Hvad er psykogen alopeci hos katte?

Alopeci eller hårtab kan opstå, når katte overgroomer og fjerner pels. Overgrooming kan tage form af overdreven slikkeri eller udrivning af hårbunke. Diagnosen psykogen alopeci som en tvangsmæssig lidelse er forbeholdt de tilfælde, hvor der ikke er noget underliggende medicinsk problem. De fleste katte med alopeci har en underliggende hudlidelse som f.eks. lopper eller andre ydre parasitter, overfølsomhed over for loppebid, allergi over for inhalationsmidler, fødevareallergi, infektioner eller dysfunktion af indre organer eller det endokrine system. Et steroidforsøg og et 8 ugers eller længerevarende foderforsøg (med et nyt antigen eller hydrolyseret proteinfoder) kan ofte anbefales, før diagnosen anses for at være rent adfærdsmæssigt betinget.

Katte er normalt kræmmere, og så meget som 30 til 50 % af den tid, de er vågne, bruges på at udføre en eller anden form for plejebearbejdningsadfærd. Som med andre tvangsforstyrrelser kan kattepsykogen alopecia begynde som en fortrængningsadfærd, der opstår i situationer med konflikt, frustration eller angst, men kan med tiden blive tvangsmæssig.
Og øget interaktiv leg med ejeren (jagtlegetøj, træning) og øget miljøstimulering (legecentre, tyggelegetøj, legetøj med mad eller kattegræs, kattevideoer) bør begge tilføjes for at hjælpe med at berolige, berolige og beskæftige katten. For at holde legetøjet nyt og tiltrækkende bør det varieres fra dag til dag og fjernes, når katten er færdig med at lege. Legetøj fyldt med mad og godbidder og legetøj, som man kan slå med eller jagte, synes at være det mest lokkende. Desuden kan papkasser, papirsposer og nye klatre- og siddepladser være med til at øge stimuleringen, når ejeren ikke er til stede for at interagere. Når ejeren er hjemme, kan det at tilbyde social leg med legetøj, der kan slås eller jagtes, samt nogle grundlæggende øvelser til træning med madbelønning være med til at holde katten beskæftiget og fokuseret.”

Gennem at tilføje mere regelmæssige sessioner med social leg og leg med genstande skulle katten være mere afslappet og mindre tilbøjelig til at tygge eller overgumle mellem sessionerne. Der bør aldrig gives opmærksomhed til katten, når den kompulsive adfærd udvises. Faktisk kan uopmærksomhed eller en form for fjernafskrækningsanordning være den bedste måde at sikre, at der ikke gives belønninger. Fjernbetjeningsanordninger som f.eks. et vandgevær, en dåse med komprimeret luft eller en ultralyds- eller lydalarm kan tjene til at afbryde eller afskrække den uønskede adfærd uden at skabe frygt hos ejeren. Så snart den uønskede adfærd er ophørt, bør ejeren straks engagere katten i en alternativ acceptabel adfærd (f.eks. leg, tygge legetøj). Ejeren bør også forsøge at identificere miljømæssige eller sociale ændringer, der kan være medvirkende til angsten og adfærden. Hvis der kan identificeres en kilde til stress eller konflikt (f.eks. i forholdet til ejeren eller andre katte), kan det være nødvendigt at iværksætte et specifikt program til løsning af disse problemer. Hvis den overdrevne grooming skyldes konflikter eller angst, kan behandling med antihistaminer, anxiolytiske lægemidler eller Feliway® være nyttig, men ved kompulsive lidelser vil det sandsynligvis være nødvendigt med serotonin-genoptagelseshæmmere som f.eks. clomipramin eller fluoxetin. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt at give katten noget rolig tid væk fra andre husdyr, hvis konflikter mellem katte ikke kan håndteres og er medvirkende årsag hertil. Det er også nyttigt at forsøge indledningsvis at måle størrelsen af læsionerne eller hårtab og den tid, der bruges på overgrooming; efterhånden som behandlingen skrider frem, kan man sammenligne de seneste skøn med tidligere skøn for at vurdere behandlingens succes.

Hvad er hyperesthesi hos katten?

Hyperesthesi hos katten er en dårligt forstået tilstand, som også er blevet omtalt som rippling skin syndrome, rolling skin syndrome eller twitchy skin syndrome. Det kan være en tvangsforstyrrelse, men det er også muligt, at der er en underliggende medicinsk eller neurologisk årsag, en adfærdsmæssig årsag, eller at problemet opstår i situationer med høj ophidselse eller angst. Den normale reaktion hos mange katte på at blive kradset på ryggen kan omfatte krusning af huden,en bøjet ryg og varierende grader af vokalisering. Ved hyperesthesi kan den berørte kat have en mere overdreven reaktion på berøring, gnidning eller kradsning af ryggen. Denne adfærd kan derefter blive en tvangsmæssig lidelse, efterhånden som hyppigheden øges, reaktionen bliver mere intens, og tegnene begynder at dukke op med få eller ingen synlige stimuli. Ud over rulning af huden, muskelspasmer og vokalisering kan katten have udvidede pupiller og synes at skræmme, hallucinere og løbe væk. Nogle katte vil lave afføring, mens de løber væk. Der kan også vises en vis strigling eller bid på flanke, hale eller ryg sammen med ovennævnte adfærd.

Adfærdsmæssig håndtering kræver identifikation og kontrol af de typer håndtering, der fører til adfærden. Det kan lykkes at undgå eller minimere disse typer håndtering eller desensibiliserings- og modkonditioneringsteknikker, så katten lærer at “tolerere” disse stimuli, for at reducere kattens niveau af ophidselse. Medicin kan omfatte medicin mod anfaldsforstyrrelser, antidepressiva mod tvangslidelser, medicin mod smerter eller angstdæmpende medicin for at reducere konflikter og angst.

Hvad er halejagt og halelemlæstelse?

Nogle katte vil jage og endda ondskabsfuldt angribe deres haler. Dette kan opstå som en form for leg, især hvis der mangler tilstrækkelig rutine og stimulering, og det kan eskalere til et mere alvorligt problem på grund af konsekvenserne.
Situationer med konflikt og angst, hvor katten bliver meget ophidset, kan føre til fortrængningsadfærd som halejagt eller overgrooming. Ejerens forsøg på at stoppe adfærden kan øge angsten og konflikten og forværre problemet yderligere. Uanset årsagen kan problemet, hvis det lykkes katten at fange og bide sin egen hale, udvikle sig til mere alvorlige skader og lemlæstelse. Den smertefulde og inficerede hale skal muligvis amputeres, men det løser på ingen måde den underliggende motivation for adfærden.

Der bør derfor ud over medicinsk behandling for at kontrollere infektionen og smerten og anordninger til at forhindre yderligere skader (f.eks, E-krave, bandage) er der sandsynligvis behov for adfærdsterapi og adfærdsmedicin mod tvangsforstyrrelser. Især bør specifikke stimuli, der går forud for eller tilskynder til halejagten, identificeres, således at disse konfliktsituationer kan identificeres og enten forhindres eller løses. Normalisering af rutiner og tilvejebringelse af daglige interaktioner og opmærksomhed er nyttige i behandlingen af halejagt.