Ancient Roman Shields: Scutum var det latinske ord for “skjold”, på trods af at det specifikt er forbundet med det rektangulære, halvcylindriske kropsskjold, bæres det stadig af romerske legionærer i moderne tid.
Ancient Roman Shields
I det antikke Roms dage bar romerske soldater ofte runde skjolde, der blev kaldt til side af grækerne, på samme måde som græske hoplitter. Det ovale scutum blev afbildet på Domitius Ahenobarbus’ alter i Rom, på Aemilius Paullus-monumentet i Delfi, og der er også et aktuelt eksempel fundet i Kasr el-Harit i Egypten.
Graduelt udviklede scutum sig til den rektangulære eller sub-rektangulære type under det tidlige Romerrige, kendt som det kejserlige scutum, der omtales nedenfor.
Det kejserlige scutum
Dette rektangulære scutum erstattede gradvist det ovale scutum. De buede, rektangulære scuta blev i vid udstrækning konstrueret af strimler af overlappende bøjet træ, der sandsynligvis blev sat på plads ved at dampe over en buet form på meget lig den måde, som en moderne krydsfinerstol fremstilles på, selv om der ikke er bevaret direkte beviser for dette.
Dette betød, at skjoldet var stærkt, men samtidig let nok til at blive båret over lange afstande. Det bedste bevarede eksempel, fra Dura-Europos i Syrien, var 1,06 m højt, med en kordel på 0,66 m eller 26 tommer, med en afstand omkring kurven på 0,86 m eller 34 tommer og en tykkelse på 5 mm til 6 mm.
Skjoldets buede form gjorde det muligt for det at absorbere tunge slag, mens siderne skrånede væk fra forsvareren, så pile og fjendtlige slag kunne glide af uden at overføre den fulde kraft af slaget til den legionær, der søgte ly bag skjoldet.
Bossen i midten af skjoldet, som er umbo, der er konstrueret enten af en kobberlegering af enten messing eller bronze eller jern, blev selv brugt offensivt, idet den var tung og tæt nok til at bedøve eller forpresse en modstander og derved lette legionærens efterfølgende slag med sin gladius.
Romerske skjolde fakta
I slutningen af det 3. århundrede menes det rektangulære scutum imidlertid at være forsvundet. De arkæologiske fund fra det 4. århundrede, især fra fæstningen Dura-Europos, indikerede den efterfølgende brug af ovale eller runde skjolde, som ikke var halvcylindriske,
men som enten var skålformede, der lignede en skål meget, eller flade. Romerske kunstværker fra slutningen af det 3. århundrede til slutningen af antikken afbildede soldater, der svingede ovale eller runde skjolde.
Romersk scutum
Ordet “scutum” overlevede det gamle romerske imperium og kom ind i det byzantinske riges militære vokabularium. Selv i det 11. århundrede kaldte byzantinerne deres pansrede soldater for “Skutatoi.”
Den romerske panoply bestod først og fremmest af et skjold eller scutum, hvis konvekse overflade målte to og en halv fod i bredden og fire fod i længden, og hvis tykkelse ved kanten var en håndflades bredde. Det blev fremstillet af to planker, der blev limet sammen, hvorefter den ydre overflade blev dækket først med lærred og derefter med kalveskind.
Den øverste og nederste kant blev forstærket af en jernkant, der beskyttede det mod nedadgående slag og mod skader, når det hvilede på jorden. Den havde også en jernboss eller umbo fastgjort til den, som afviste de mest formidable slag fra sten, spyd og sådanne andre tunge missiler i almindelighed.
Legionærer gik typisk frem skiftevis med scutum delvist hævet, hvor de trængte og blokerede modstanderen, og derefter med gladiusen. Skjoldets kanter blev også bundet i messing eller råhud for at forstærke og beskytte dem, og kan også have været brugt offensivt.
Hvorfor er romerske skjolde røde
Scuta i det tidlige kejserrige blev populært afbildet som værende røde i farven, selvom der ikke er meget bevis for, at alle scuta blev malet røde. Et pragtfuldt velbevaret rektangulært scutum fundet i Dura-Europos var dog farvet rødt og prydet med geometriske mønstre, vingefigurer og dyremotiver.
Sådan er der også kun få beviser for de mønstre, der blev malet på scuta, selv om afbildninger fra Trajans søjle tyder på, at der blev brugt ørnevinge- og tordenskjoldmotiver.
