Anne Brontë, pseudonym Acton Bell, (født 17. januar 1820 i Thornton, Yorkshire, England – død 28. maj 1849 i Scarborough, Yorkshire), engelsk digter og romanforfatter, søster til Charlotte og Emily Brontë og forfatterinde til Agnes Grey (1847) og The Tenant of Wildfell Hall (1848).
Den yngste af seks børn af Patrick og Marie Brontë, Anne, blev undervist i familiens hjem i Haworth og på Roe Head School. Sammen med sin søster Emily opfandt hun det imaginære kongerige Gondal, som de skrev vers og prosa om (sidstnævnte er nu forsvundet) fra begyndelsen af 1830’erne og frem til 1845. Hun tog en stilling som guvernante kortvarigt i 1839 og derefter igen i fire år, 1841-45, hos familien Robinson, en præstes familie, i Thorpe Green nær York. Der sluttede hendes uansvarlige bror, Branwell, sig til hende i 1843, med den hensigt at fungere som huslærer. Anne vendte hjem i 1845 og blev kort efter fulgt af sin bror, som var blevet afskediget, anklaget for at have elsket med sin arbejdsgivers kone.
I 1846 bidrog Anne med 21 digte til Poems by Currer, Ellis and Acton Bell, et fælles værk med sine søstre Charlotte og Emily. Hendes første roman, Agnes Grey, blev udgivet sammen med Emilys Wuthering Heights i tre bind (hvoraf Agnes Grey var det tredje) i december 1847. Modtagelsen af disse bind, der i offentligheden blev forbundet med den enorme popularitet af Charlottes Jane Eyre (oktober 1847), førte til en hurtig udgivelse af Annes anden roman (igen som Acton Bell), The Tenant of Wildfell Hall, der blev udgivet i tre bind i juni 1848; den solgte godt. Hun blev syg af tuberkulose mod slutningen af året og døde i maj året efter.
Hendes roman Agnes Grey, der sandsynligvis blev påbegyndt på Thorpe Green, beskriver med lemfældighed og en vis humor livet som guvernante. George Moore kaldte den “enkel og smuk som en musselkjole”. The Tenant of Wildfell Hall giver et ufortrødent billede af udskejelser og fornedrelse hos heltindens første mand og sætter den arminianske tro, der står i modsætning til den calvinistiske prædestination, at ingen sjæl skal gå tabt i sidste ende, over for dette billede. Hendes åbenmundethed vakte en vis skandale, og Charlotte beklagede emnet som morbidt og ude af trit med sin søsters natur, men den energiske skrift tyder på, at Anne i det ikke blot fandt en moralsk forpligtelse, men også en mulighed for kunstnerisk udvikling.
