I. Hvad er aporia?
I litteraturen er aporia (udtales a-PORE-ree-uh) et udtryk for uoprigtig tvivl. Det er når forfatteren eller taleren kortvarigt lader som om, at han/hun ikke kender en vigtig oplysning eller ikke forstår en vigtig sammenhæng. Efter at have rejst denne tvivl vil forfatteren enten svare på tvivlen eller lade den stå åben på en suggestiv eller “antydningsvis” måde.
Når en aporia er formuleret i form af et spørgsmål, kaldes det et retorisk spørgsmål, dvs. et spørgsmål, som taleren ikke bogstaveligt talt ønsker besvaret. Et retorisk spørgsmål vil, som enhver aporia, enten hurtigt blive besvaret af taleren, eller det vil blive ladt åbent på en måde, der antyder sit eget svar (eller antyder, at spørgsmålet ikke kan besvares).
II. Eksempler på aporia
Eksempel 1
Vi mener nemlig, at “Vi er alle sammen med i det her” er en langt bedre filosofi end “Du er alene”. Så hvem har ret? (Bill Clinton, 2012 DNC-tale)
I denne tale fra 2012 sammenligner Clinton, hvad han ser som de konkurrerende filosofier i det demokratiske og det republikanske parti. I begyndelsen af talen udtrykker han tvivl om, hvilken filosofi der er den rigtige, men vi ved alle, at han mener, at den demokratiske filosofi er bedre, og han fortsætter med at argumentere for denne holdning. Aporien er en måde at opstille argumentet på.
Eksempel 2
Hvad er der i et navn? Det, som vi kalder en rose ved ethvert andet navn, ville dufte lige så sødt. (William Shakespeare, Romeo & Juliet)
I Shakespeares berømte tragedie kan de to unge elskende ikke være sammen, fordi deres familier skændes – med andre ord bliver de holdt adskilt af deres efternavne. Dette virker tåbeligt for Juliet, som rejser det retoriske spørgsmål: “Hvad er der i et navn?” Det indlysende svar, som antydes af hendes udtalelse om rosen, er, at der ikke er noget af betydning i et navn.
III. Typer af aporier
Der findes to typer af aporier, som vi vil kalde argumentative og tonale. De er begge træk ved argumenter, men den ene handler om at fremme argumentet, mens den anden handler om at forvalte dets tone.
a. Argumentativ apori
Argumenter fungerer ved at reagere på tvivl. Et argument fremskrider ved at fremsætte udsagn, der besvarer læserens tvivl, og derefter besvare yderligere tvivl, som disse udsagn på deres side måtte rejse. Det ideelle argument ville være struktureret på en sådan måde, at læseren til sidst ikke har nogen tvivl tilbage og må acceptere, at skribentens hovedpointe er korrekt.
Aporier identificerer og markerer, hvilken tvivl skribenten eller taleren reagerer på. Det viser læseren, at man er klar over, hvilke spørgsmål de måtte have, og at man har til hensigt at besvare dem til sin tid. Det viser læserne, at dit argument er grundigt og gennemtænkt, og det gør dem mere tilbøjelige til at læse videre i stedet for at afvise dit argument uden videre.
b. Tonale aporier
I andre tilfælde kan du måske ønske at “blødgøre slaget” i dit hovedpunkt. Dette gælder især inden for områder som religion, filosofi, politik og etik, som kan fremkalde stærke følelser hos læserne. Ved at formulere din pointe som en tvivl eller et spørgsmål kan du mildne dens virkning på læserne.
Generelt er det bedst at undgå fristelsen til at bruge tonale aporier. De fleste mennesker er, når de skriver argumenter, alt for tøvende og foreløbige, og de har brug for at øve sig i at skrive med en stærkere og mere sikker tone. Men hvis du er en af de få, der har det modsatte problem – f.eks. hvis folk har beskrevet din skrivning som “skinger” eller “påtrængende” – så kan det være værd at øve sig i at inddrage nogle tonale aporier i dine argumenter.
IV. Eksempler på aporier i litteraturen
Eksempel 1
Var dette i Cæsar ambitiøst? Når at de fattige har grædt, har Cæsar grædt. Ambition burde være af hårdere stof. Alligevel siger Brutus, at han var ambitiøs. (William Shakespeare, Julius Cæsar)
I sin begravelsesoration for Cæsar forsvarer karakteren Marc Antonius Cæsars handlinger mod beskyldningerne fra snigmorderen Brutus. I første del af replikken rejser Marc Antonius det retoriske spørgsmål om, hvorvidt Cæsar var ambitiøs eller ej, og besvarer det hurtigt negativt – Cæsar var medfølende og blødhjertet og slet ikke ambitiøs. Dette er et eksempel på det, vi har kaldt den “argumentative” brug af aporia.
Eksempel 2
Vi må spørge os selv, om vi ikke ofte har bedraget os selv med vores syndsbekendelse over for Gud; om vi ikke snarere har bekendt vores synder over for os selv og også givet os selv syndsforladelse. (Dietriech Bonhoeffer, Life Together)
Bonhoeffer var en meget indflydelsesrig kristen teolog, der mente, at mange menneskers opfattelse af Gud blot er en projektion af deres egne psykologiske behov. I dette citat antyder han (gennem tonale aporier), at kristne måske burde lære at søge Gud uden for sig selv og søge en guddommelighed, der er mere transcendent. Bemærk, hvor meget blidere dette citat er, end det ville være, hvis Bonhoeffer havde sagt det på en mere direkte, deklarativ måde.
Eksempel 3
Hvad er lykke? Følelsen af, at magten vokser, og at modstanden er overvundet. (Friedrich Nietzsche)
Nietzsche stiller spørgsmålet om, hvad lykke betyder, og besvarer det straks derefter på en selvsikker måde. Ud over aporien, der stiller spørgsmålet op, så Nietzsche kan besvare det, er der her også en juxtaposition – mellem den første sætnings usikkerhed og den yderst sikre anden sætning.
V. Eksempler på aporier i populærkulturen
Eksempel 1
Hvor mange veje skal en mand gå, før man kalder ham en mand? (Bob Dylan, Blowing in the Wind)
Dylan’s sang handler om de evige sociale spørgsmål om fred og retfærdighed. Denne linje er et svar på den praksis med at kalde afroamerikanske mænd for “drenge” uanset deres alder eller erfaring, hvilket var almindeligt i dele af Nordamerika i 1960’erne. Spørgsmålet er naturligvis retorisk – det er meningen, at det ikke skal have noget svar.
Eksempel 2
Ah, ja – Zorro! Og hvor er han nu, padre? Din maskerede ven? Han har ikke vist sig i 20 år! (Don Rafael, The Mask of Zorro)
I denne scene forsøger Don Rafael at overbevise byens indbyggere om, at Zorro ikke længere vil beskytte dem, og at de bør underkaste sig Don’s magt. Rafaels spørgsmål er retorisk – det tilsyneladende indlysende svar er, at Zorro er væk.
VI. Relaterede begreber
Aphorismus
En særlig form for retorisk spørgsmål er en Aphorismus, som er et spørgsmål om et bestemt begreb.
Eksempler:
Hvordan kan du kalde dig selv for en mand efter en sådan handling?
Tigre jager for at få mad, mænd jager for sporten: hvem er det sande dyr?
Er det en forbrydelse at brødføde sin familie?
I hvert af disse eksempler bruger taleren aporia til at rejse et spørgsmål om et specifikt begreb, og den måde, spørgsmålet er formuleret på, antyder dets svar:
Nej, du kan ikke kalde dig selv for en mand efter at have opført dig på den måde.
Mennesket er det sande dyr.
Nej, det er ikke en forbrydelse at brødføde sin familie.
Og selv om ordene ligner hinanden meget, har aforismus intet med aforisme at gøre.
Paradoks
På den ældre definition betyder “aporia” det samme som “paradoks”. Selv om denne definition er usædvanlig i dagens verden, diskuteres de to begreber nogle gange stadig sammen.
Et paradoks er et udsagn eller et argument, der modsiger sig selv, men som på overfladen stadig ser ud til at give mening. Det klassiske eksempel er:
Dette udsagn er en løgn.
Ret umiddelbart kan det se ud som om, at der ikke er noget galt med denne sætning. Men hvis man regner dens logiske implikationer ud, er der en klar modsigelse: Hvis udsagnet er sandt, så er det en løgn, hvilket ville gøre det sandt, og derfor er det en løgn.
