Føderal-stats-system
Den føderale regerings offentlige beskæftigelsesarbejde begyndte i 1907, da Bureau of Immigration and Naturalization begyndte at fordele indvandrerarbejdskraft mellem staterne. I 1914 udviklede Immigration Service begyndelsen til et landsdækkende informationssystem om beskæftigelsesmuligheder. USA’s indtræden i Første Verdenskrig intensiverede behovet for et organiseret offentligt beskæftigelsessystem.
En nyoprettet enhed i det føderale arbejdsministerium, United States Employment Service (USES), etablerede et nationalt netværk af kommunale rådgivende råd om rekruttering af arbejdskraft, men denne enheds aktiviteter blev kraftigt indskrænket på grund af reducerede bevillinger ved krigens afslutning. Statslige og kommunale kontorer blev overladt opgaven med at organisere arbejdsmarkedet. Blandt de mislykkede forsøg på at oprette et føderalt statsligt arbejdsformidlingskontor var Kenyon-Nolan-loven (1919) og Wagner-loven (1931), der blev nedlagt veto af præsident Herbert Hoover, som mente, at et føderalt administreret kontor var nødvendigt for at løse de overvældende problemer i forbindelse med den store depression. Endelig blev USES i 1933 genetableret ved Wagner-Peyser-loven som et kontor under arbejdsministeriet. Det fik til opgave at tilskynde til oprettelse af statsadministrerede arbejdsformidlinger og at yde føderale tilskud til dækning af driftsomkostningerne. Loven pålagde USES at “fremme og udvikle et nationalt system af arbejdsformidlinger for mænd, kvinder og unge”. Den føderale tjeneste skulle foreskrive minimumsstandarder, udvikle en ensartet administration og statistiske procedurer, offentliggøre oplysninger om beskæftigelse og fremme et system for clearing af arbejdskraft mellem staterne.
Skabelsen af en føderal statslig arbejdsformidling midt i en alvorlig økonomisk depression involverede uundgåeligt det nye bureau i udviklingen af nødprogrammer for offentlige arbejder og projekter til arbejdsløshedsbekæmpelse. Den nationale genansættelsesservice blev oprettet under ledelse af USES for at henvise arbejdstagere til offentlige bygge- og anlægsarbejder og hjælpeprojekter. USES og den nationale genbeskæftigelsestjeneste blev straks involveret i masse-registrering og henvisning af flere millioner arbejdsløse arbejdere.
Efter vedtagelsen af loven om social sikring i 1935 blev arbejdsformidlingens funktioner udvidet, fordi alle stater, der ønskede at deltage i det statslige arbejdsløshedsforsikringsprogram, skulle sørge for, at sådanne forsikringsydelser kun ville blive udbetalt til registrerede ansøgere gennem en offentlig arbejdsformidling i staten. Dette nye ansvar krævede en test af arbejdsevne for ansøgere om arbejdsløshedsforsikring og tvang til en større udvidelse af både forbundsstatens og delstaternes tjenester. Som følge heraf var der i løbet af få år efter vedtagelsen af bemyndigelseslovgivningen i 1936 blevet oprettet en statslig arbejdsformidling i samarbejde med USES i alle stater.
Under Anden Verdenskrig og Korea-krigen var nationen stærkt afhængig af de offentlige arbejdsformidlinger med hensyn til tildeling af menneskelige ressourcer. Hundredtusindvis af arbejdere blev rekrutteret til krigsuddannelsesprogrammer; millioner blev placeret i kritiske industrier; arbejdsformidlingens omfattende aktiviteter gav arbejdsgivere og fagforeninger mulighed for at se de offentlige arbejdsformidlingskontorers rolle med hensyn til at bidrage til stabilitet og bedre funktion på de lokale arbejdsmarkeder.Den offentlige interesse for udnyttelsen af arbejdskraften og organiseringen af arbejdsmarkedet fortsatte med at stige efter 2. verdenskrig.
Som regelmæssige recessioner, vedvarende arbejdsløshed, teknologiske fremskridt, ændringer i sammensætningen af arbejdsstyrken, stigende uddannelseskrav til job, nedgang i beskæftigelsen i visse dele af økonomien (f.eks, jernbaner, kulminer og landbrug), ændrede mønstre i forbrugernes efterspørgsel og de trængte områder, hvor naturressourcerne er opbrugt, eller hvor industrien flytter ud, tvang til at genoverveje USES’ rolle og tjenester og den rolle, som regeringen bør spille i løsningen af arbejdsløsheden. Blandt de foranstaltninger, der blev vedtaget, kan nævnes loven om områdesanering (1961, revideret 1965), loven om udvikling og uddannelse af arbejdskraft (1962), loven om erhvervsuddannelse (1963) og loven om økonomiske muligheder (1964). I 1998 blev Wagner-Peyser-loven ændret, og USES blev indlemmet i Department of Labor Employment and Training Administration (DOLETA) som en del af One-Stop-programmet (senere CareerOneStop) for arbejdsstyrken. Workforce Innovation and Opportunity Act (2014) omlagde det føderale system for beskæftigelse, uddannelse og karriereudvikling til det 21. århundrede, men en stor del af dets kerneopgave forblev uændret. Programmet fortsætter med at foretage arbejdsstyrkeundersøgelser, attestere uddannelsesbehov, yde test og rådgivning, udvide jobformidlingen for personer, der er uddannet, og give oplysninger og vejledning om erhvervsbehov.
