Denne artikel er en sammenfatning af de geologiske og geofysiske oplysninger, der er tilgængelige i dag om tektonikken i de arktiske kontinentalstrukturer i det sene prækambriske og palæozoiske område. Vi foreslår et nyt perspektiv på Arctida’s historie – en kontinentalmasse, der kombinerede sialiske blokke af den nuværende eurasiske sokkel i det Arktiske Ocean. Baseret på nye materialer, herunder palæomagnetiske data, præsenterer vi en række palæotektoniske rekonstruktioner, der afspejler de vigtigste udviklingsstadier og mekanismer i Arctida-strukturen fra det tidlige neoproterozoikum til mesozoikum. Vi påviser den rolle, som de arktiske kontinentalblokke spiller i den globale drift af lithosfæriske plader fra opløsningen af Rodinia til sammensætningen af Pangea. Ud fra den præsenterede model foreslår vi, at der eksisterede to (!) arktiske subkontinenter i Jordens neoproterozoisk-palæozoiske historie. Arctida-I var en collage af gamle blokke af arktisk sialisk skorpe inden for Rodinia i krydsningszonen mellem Laurentia, Siberia og Baltica-kratonerne. Under Rodiniens opløsning blev dette subkontinent ødelagt med dannelsen af en række små kontinentale plader som Kara, Svalbard og sandsynligvis de Nye Sibiriske Øer (NSI), som normalt betragtes som en del af den sammensatte terran Chukchi-Alaska-terran. På tidspunktet for dens opbrud befandt Arctida-I sig i en subequatorial position. De nyligt dannede små pladers tektonik efter afsmeltningen var tæt forbundet med strike-slips, der spillede en afgørende rolle både i de palæozoiske oceaners åbnings- og lukningsfaser. Arctida’s genfødsel skyldtes samlingen af Pangea på grænsen mellem palæozoisk og mesozoisk. Vi betragter Arctida-II som et nyligt dannet subkontinent, der udgjorde Pangeas hyldekant på de tempererede breddegrader på den nordlige halvkugle, og som igen forbandt Laurentia, Baltica og Sibirien.
