I terapeutiske fællesskabsmodeller for stofmisbrugsbehandling er den individuelle genopretning hovedsageligt struktureret omkring gruppemøder og positiv påvirkning fra jævnaldrende. Forskning viser, at asociale gruppemedlemmer med resistent adfærd og holdninger er i risiko for dårlige behandlingsresultater og har potentiale til at have en negativ indvirkning på den terapeutiske gruppe. For at få en bedre forståelse af den asociale klients rolle i den større behandlingsproces blev der anvendt data om behandling i fængsler: (1) til at modellere og bekræfte en to-faktor-løsning af asocialitet, der er i overensstemmelse med litteraturen, og (2) til at undersøge forholdet mellem asociale klienter og behandlingsengagement med henblik på validering af to-faktor-modellen. Eksplorativ analyse resulterede i en tre-faktor-løsning, der repræsenterer adfærdsreaktivitet, kognitiv forvrængning og sociale dissocieringsdimensioner. Nested ANOVA (dvs. klienter, der er indlejret i fængselsprogrammer) viste, at asociale niveauer (lav, middel og høj risiko) forudsagde behandlingsengagement. Endvidere viste sammenligninger mellem asociale risikoniveauer, at høje asociale klienter rapporterede signifikant lavere engagementniveauer sammenlignet med lave og mellemstore asociale klienter.
