Begrebsmodel

I takt med at systemer er blevet stadig mere komplekse, er den konceptuelle modellerings rolle blevet dramatisk udvidet. Med denne udvidede tilstedeværelse er man ved at indse, hvor effektiv konceptuel modellering er i forhold til at indfange systemets grundlæggende elementer. På baggrund af denne erkendelse er der blevet udviklet en lang række teknikker til konceptuel modellering. Disse teknikker kan anvendes på tværs af flere discipliner for at øge brugerens forståelse af det system, der skal modelleres. Nogle få teknikker er kort beskrevet i den følgende tekst, men der findes eller er mange flere under udvikling. Nogle af de almindeligt anvendte konceptuelle modelleringsteknikker og -metoder omfatter: workflowmodellering, arbejdskraftmodellering, hurtig applikationsudvikling, objekt-rolle-modellering og UML (Unified Modeling Language).

DatastrømsmodelleringRediger

Datastrømsmodellering (DFM) er en grundlæggende konceptuel modelleringsteknik, der grafisk repræsenterer elementer i et system. DFM er en ret enkel teknik, men som mange andre konceptuelle modelleringsteknikker er det muligt at konstruere repræsentative diagrammer på højere og lavere niveau. Datastrømsdiagrammet formidler normalt ikke komplekse systemdetaljer som f.eks. overvejelser om parallel udvikling eller timingoplysninger, men arbejder snarere på at bringe de vigtigste systemfunktioner ind i en sammenhæng. Datastrømsmodellering er en central teknik, der anvendes i systemudvikling, som benytter den strukturerede systemanalyse- og designmetode (SSADM).

Entity relationship modelingRediger

Entity-relationsmodellering (ERM) er en konceptuel modelleringsteknik, der primært anvendes til repræsentation af softwaresystemer. Entity-relationsdiagrammer, som er et produkt af udførelsen af ERM-teknikken, anvendes normalt til at repræsentere databasemodeller og informationssystemer. De vigtigste komponenter i diagrammet er enheder og relationer. Enhederne kan repræsentere uafhængige funktioner, objekter eller begivenheder. Relationerne er ansvarlige for at relatere enhederne til hinanden. For at danne en systemproces kombineres relationerne med enhederne og eventuelle attributter, der er nødvendige for at beskrive processen yderligere. Der findes flere diagramkonventioner for denne teknik: IDEF1X, Bachman og EXPRESS, for blot at nævne nogle få. Disse konventioner er blot forskellige måder at se og organisere data på for at repræsentere forskellige systemaspekter.

Hændelsesdrevet proceskædeRediger

Den hændelsesdrevne proceskæde (EPC) er en konceptuel modelleringsteknik, som hovedsageligt bruges til systematisk at forbedre forretningsprocessernes flow. Som de fleste konceptuelle modelleringsteknikker består den begivenhedsdrevne proceskæde af enheder/elementer og funktioner, som gør det muligt at udvikle og behandle relationer. Mere specifikt består EPC af begivenheder, der definerer, hvilken tilstand en proces befinder sig i, eller de regler, som den fungerer efter. For at komme videre gennem begivenhederne skal der udføres en funktion/aktiv begivenhed. Afhængigt af procesflowet har funktionen mulighed for at omdanne hændelsestilstande eller knytte sig til andre hændelsesdrevne proceskæder. Der findes andre elementer i en EPC, som alle arbejder sammen for at definere, hvordan og efter hvilke regler systemet fungerer. EPC-teknikken kan anvendes på forretningspraksis såsom ressourceplanlægning, procesforbedring og logistik.

Fælles applikationsudviklingRediger

Den dynamiske systemudviklingsmetode anvender en specifik proces kaldet JEFFF til konceptuelt at modellere en systemlivscyklus. JEFFF er beregnet til at fokusere mere på den udviklingsplanlægning på højere niveau, der går forud for et projekts igangsættelse. JAD-processen kræver en række workshops, hvor deltagerne arbejder på at identificere, definere og generelt kortlægge et vellykket projekt fra idé til færdiggørelse. Denne metode har vist sig ikke at fungere godt til store applikationer, men mindre applikationer rapporterer normalt en vis nettogevinst i effektivitet.

Place/transition netEdit

Også kendt som Petri-net, gør denne konceptuelle modelleringsteknik det muligt at konstruere et system med elementer, der kan beskrives med direkte matematiske midler. Petri-nettet er på grund af dets ikke-deterministiske udførelsesegenskaber og veldefinerede matematiske teori en nyttig teknik til modellering af samtidig systemadfærd, dvs. samtidige procesudførelser.

Modellering af tilstandsovergangeRediger

Modellering af tilstandsovergange gør brug af tilstandsovergangsdiagrammer til at beskrive systemadfærd. Disse tilstandsovergangsdiagrammer anvender forskellige tilstande til at definere systemets adfærd og ændringer. De fleste nuværende modelleringsværktøjer indeholder en eller anden form for evne til at repræsentere tilstandsovergangsmodellering. Brugen af tilstandsovergangsmodeller kan lettest genkendes som logiske tilstandsdiagrammer og dirigerede grafer for finite state machines.

Teknikvurdering og -valgRediger

Da den konceptuelle modelleringsmetode nogle gange kan være bevidst vag for at tage højde for et bredt anvendelsesområde, kan den faktiske anvendelse af konceptmodellering blive vanskelig. For at afhjælpe dette problem og kaste noget lys over, hvad man skal overveje, når man vælger en passende teknik til konceptuel modellering, vil den ramme, som Gemino og Wand har foreslået, blive diskuteret i den følgende tekst. Inden man vurderer effektiviteten af en teknik til konceptuel modellering i forbindelse med en bestemt anvendelse, skal man imidlertid forstå et vigtigt begreb: Det er kortsigtet at sammenligne konceptuelle modeller ved specifikt at fokusere på deres grafiske repræsentationer eller topniveaurepræsentationer. Gemino og Wand har en god pointe, når de argumenterer for, at der bør lægges vægt på et konceptuelt modelleringssprog, når de vælger en passende teknik. Generelt udvikles en konceptuel model ved hjælp af en eller anden form for konceptuel modelleringsteknik. Denne teknik vil anvende et konceptuelt modelleringssprog, der fastlægger reglerne for, hvordan modellen udarbejdes. For at kunne vurdere en teknik til konceptuel modellering korrekt er det vigtigt at forstå det specifikke sprog, der anvendes, da sproget afspejler teknikkenes beskrivende evne. Desuden vil det konceptuelle modelleringssprog direkte påvirke den dybde, som systemet er i stand til at blive repræsenteret, uanset om det er komplekst eller simpelt.

Overvejelse af påvirkende faktorerRediger

Med udgangspunkt i noget af deres tidligere arbejde anerkender Gemino og Wand nogle hovedpunkter, der skal tages i betragtning, når man studerer de påvirkende faktorer: det indhold, som den konceptuelle model skal repræsentere, den metode, som modellen vil blive præsenteret på, karakteristika for modellens brugere og det konceptuelle modelsprogs specifikke opgave. Den konceptuelle models indhold bør tages i betragtning for at kunne vælge en teknik, der gør det muligt at præsentere relevante oplysninger. Ved udvælgelsen af præsentationsmetoden bør man fokusere på, om teknikken er i stand til at repræsentere modellen med den ønskede dybde og detaljeringsgrad. Det er vigtigt at tage hensyn til modelbrugernes eller -deltagernes karakteristika. Deltagernes baggrund og erfaring bør falde sammen med den konceptuelle models kompleksitet, da en forkert repræsentation af systemet eller en misforståelse af centrale systemkoncepter ellers kan føre til problemer i forbindelse med systemets realisering. Opgaven med det konceptuelle modelsprog vil desuden gøre det muligt at vælge en passende teknik. Forskellen mellem at skabe en konceptuel systemmodel til at formidle systemets funktionalitet og at skabe en konceptuel systemmodel til at fortolke denne funktionalitet kan involvere to helt forskellige typer af konceptuelle modelleringssprog.

Overvejelse af berørte variablerRediger

Gemino og Wand fortsætter med at udvide indholdet af berørte variabler i deres foreslåede ramme ved at overveje observationens fokus og kriteriet for sammenligning. Iagttagelsens fokus overvejer, om den konceptuelle modelleringsteknik vil skabe et “nyt produkt”, eller om teknikken blot vil medføre en mere intim forståelse af det system, der modelleres. Sammenligningskriteriet vil tage hensyn til den konceptuelle modelleringstekniks evne til at være effektiv eller virkningsfuld. En konceptuel modelleringsteknik, der gør det muligt at udvikle en systemmodel, som tager hensyn til alle systemets variabler på et højt niveau, kan gøre processen med at forstå systemets funktionalitet mere effektiv, men teknikken mangler de nødvendige oplysninger til at forklare de interne processer, hvilket gør modellen mindre effektiv.

Når man beslutter, hvilken konceptuel teknik der skal anvendes, kan Gemino og Wand’s anbefalinger anvendes for at vurdere omfanget af den pågældende konceptuelle model korrekt. Forståelse af den konceptuelle models rækkevidde vil føre til et mere velinformeret valg af en teknik, der er korrekt rettet mod den pågældende model. Sammenfattende kan man sige, at når man skal vælge mellem modelleringsteknikker, kan man ved at besvare følgende spørgsmål tage stilling til nogle vigtige overvejelser om konceptuel modellering.

1. Hvilket indhold vil den konceptuelle model repræsentere?
2. Hvordan vil den konceptuelle model blive præsenteret?
3. Hvem vil bruge eller deltage i den konceptuelle model?
4. Hvordan vil den konceptuelle model beskrive systemet?
5. Hvad er den konceptuelle models fokus for observation?
6. Vil den konceptuelle model være effektiv eller virkningsfuld til at beskrive systemet?

En anden funktion af den konceptuelle simuleringsmodel er at tilvejebringe et rationelt og sagligt grundlag for vurdering af, om det er hensigtsmæssigt at anvende simulation.