Bioakkumulering
– en generel betegnelse for ophobning af stoffer som f.eks. pesticider (f.eks. ddt), methylkviksølv eller andre organiske kemikalier i en organisme eller en del af en organisme. Akkumuleringsprocessen indebærer biologisk ophobning af stoffer, der kommer ind i organismen gennem åndedræt, fødeindtagelse, epidermal (hud) kontakt med stoffet og/eller på anden vis. Sekventeringen resulterer i, at organismen har en højere koncentration af stoffet end koncentrationen i organismens omgivende miljø. Det niveau, hvor et givet stof bioakkumuleres, afhænger af optagelseshastigheden, optagelsesmåden (gennem en fisks gæller, indtagelse sammen med føde, kontakt med epidermis (huden), …), hvor hurtigt stoffet elimineres fra organismen, omdannelse af stoffet ved metaboliske processer, organismens lipidindhold (fedtindhold), stoffets hydrofobicitet, miljøfaktorer og andre biologiske og fysiske faktorer. Som en generel regel gælder, at jo mere hydrofobt et stof er, jo mere sandsynligt er det, at det bioakkumuleres i organismer som f.eks. fisk. En anden måde at sige dette på er, at bioakkumulering af et stof er korreleret med stoffets oktanol-vand-fordelingskoefficient (KOW). Stigende hydrofobicitet (lipofilicitet) fører til en stigende tilbøjelighed til at bioakkumulere. Nogle stoffer er ikke i overensstemmelse med denne sammenhæng, f.eks. methlymercury. Methlymercury akkumuleres i fisk i langt højere grad, end methlymercury’s KOW ville indikere.
Et beslægtet begreb er biokoncentration. Biokoncentration adskiller sig fra bIOACKUMULERING, fordi den kun henviser til optagelsen af stoffer i organismen fra vand alene. Bioakkumulering er det mere generelle begreb, fordi det omfatter alle måder at optage stoffet i organismen på.
Kilde: http://toxics.usgs.gov
