Den globale sygdomsbyrde som følge af forhøjet blodtryk (BP) er svimlende og tegner sig for 14 % af dødsfaldene på verdensplan (7,6 millioner) og anslås at tegne sig for 10 % af de globale sundhedsudgifter. På trods af den brede tilgængelighed af klinisk effektive antihypertensive lægemidler er den globale kontrol med hypertension ringe, idet den varierer fra 50 % i USA til så lavt som 20 % i europæiske og asiatiske lande.
Den nøjagtige patofysiologi for hypertension er fortsat uklar, og i de fleste tilfælde kan der ikke identificeres en enkelt årsag. Ny forskning, der undersøger de almindelige genetiske varianters indvirkning på blodtrykket, har imidlertid gjort det muligt at opnå en mere detaljeret forståelse af de biologiske processer, der ligger til grund for blodtrykskontrollen. En af disse varianter er 677C→T-polymorfismen i det gen, der koder for det folat-metaboliserende enzym methylenetetrahydrofolatreduktase (MTHFR). Hyppigheden af denne enzymvariant er rapporteret til at være 10 % på verdensplan, men varierer mellem 2-32 %.
MTHFR fungerer som en methyldonor i reduktionen af 5,10-methylentetrahydrofolat til 5-methyltetrahydrofolat, et vigtigt trin i homocysteinmetabolismen. 677C→T-polymorfismen producerer en enzymvariant med nedsat aktivitet, hvilket resulterer i nedsat folatmetabolisme og højere homocystein in vivo en effekt, der har vist sig at være særlig udtalt hos personer med lav folatstatus. Meta-analyser har knyttet homozygotisme for polymorfismen (TT-genotype) sammen med en signifikant højere risiko for både hypertension og hjerte-kar-sygdomme (CVD).
B-vitaminet riboflavin, i sin co-enzymatiske form FAD (flavinadenindinukleotid), er nødvendigt som en cofaktor for MTHFR-enzymet. Den nedsatte enzymaktivitet, der er tydelig hos personer med TT-genotypen, skyldes enzymets øgede tilbøjelighed til at dissociere sig fra sin FAD-kofaktor. Supplering med riboflavin synes imidlertid at stabilisere varianten af enzymet in vivo; de største virkninger ses hos personer med den laveste baseline-riboflavinstatus. Endvidere rapporterede Horigan et al. (2010), at det forhøjede blodtryk, der blev observeret hos CVD-patienter med højrisiko CVD-patienter med TT-genotypen (sammenlignet med dem uden polymorfisme), var meget lydhør over for lavdosis riboflavin (1,6 mg/d i 16 uger). En cross-over, 4-årig opfølgningsundersøgelse bekræftede, hvordan stabilisering af det defekte MTHFR-enzym ved hjælp af riboflavintilskud resulterede i en betydelig BP-sænkning hos CVD-patienter med højrisiko med TT-genotypen.
Observationelle undersøgelser har vist en betydelig sammenhæng mellem homocysteinkoncentrationer og BP; talrige sekundærpræventive forsøg med henblik på at sænke risikoen for tilbagevendende CVD-hændelser viste imidlertid kun et lille eller intet BP-sænkende respons på B-vitaminintervention på trods af den markante sænkning af homocysteinkoncentrationer. Ingen af disse eller andre undersøgelser har imidlertid undersøgt BP-respons på folinsyre specifikt hos personer med TT-genotypen. Det er muligt, at tilskud med folinsyre kan give betydelige fordele for blodtrykket, og desuden kan kombinationen af folinsyre og riboflavin bidrage til yderligere blodtrykssænkende virkninger i denne genetisk prædisponerede gruppe af personer med forhøjet blodtryk. Hidtil har undersøgelser på dette center hovedsagelig været koncentreret om kontorblodtryk; i de seneste år er det centrale blodtryk og andre markører for vaskulær sundhed imidlertid blevet vigtige prognostiske indikatorer for fremtidig risiko for CVD. Effekten af denne interaktion mellem gener og næringsstoffer med hensyn til disse nye foranstaltninger er ukendt. Hvis det viser sig, kan sådanne resultater have store fordele for folkesundheden i forbindelse med primær og sekundær forebyggelse af CVD hos genetisk udsatte personer med forhøjet blodtryk både i Nordirland og på verdensplan.
