Bonnie Raitt var længe kritikerens yndling, men sangerinden/guitaristen Bonnie Raitt begyndte først at få den tilsvarende kommercielle succes, som hun fortjente, da hun i 1989 udgav den rammende titel Nick of Time, hendes tiende album, som bragte hende ind i mainstreambevidstheden næsten to årtier efter, at hun første gang lagde sin unikke blanding af blues, rock og R&B på vinyl. Hun blev født i Burbank, Californien, den 8. november 1949 og var datter af Broadway-stjernen John Raitt, der er bedst kendt for sine hovedroller i succeser som Carousel og The Pajama Game. Efter at have taget guitaren op i en alder af 12 år følte Raitt straks en forkærlighed for blues, og selv om hun begyndte at gå på Radcliffe i 1967, havde hun i løbet af to år droppet ud for at begynde at spille på folk- og bluesklubberne i Boston. Hun skrev kontrakt med den kendte bluesmanager Dick Waterman og optrådte snart sammen med idoler som Howlin’ Wolf, Sippie Wallace og Mississippi Fred McDowell, og med tiden fik hun et så godt ry, at hun blev signet hos Warner Bros.
Raitt debuterede i 1971 med et album med samme titel og blev straks kritikerens favorit, og hun blev ikke kun hyldet for sin sjælfulde vokal og sit gennemtænkte sangvalg, men også for sine evner på guitaren, hvor hun var en af de få kvinder, der kunne spille bottleneck. Hendes opfølger fra 1972, Give It Up, gjorde bedre brug af hendes eklektiske smag og indeholdt materiale af samtidige som Jackson Browne og Eric Kaz, foruden en række R&B-kærester og endda tre Raitt-originaler. Takin’ My Time fra 1973 blev meget rost, og i midten af årtiet udgav hun en LP hvert år, og hun vendte tilbage med Streetlights i 1974 og Home Plate et år senere. Med 1977’s Sweet Forgiveness scorede Raitt sin første betydelige popsending med sit hitcover af Del Shannon-klassikeren “Runaway”. Opfølgeren The Glow fra 1979 udkom omkring samme tid som en massiv anti-nuklearkoncert med alle stjernerne i Madison Square Garden arrangeret af MUSE (Musicians United for Safe Energy), en organisation, som hun tidligere havde været med til at stifte.
Gennem hele sin karriere forblev Raitt en engageret aktivist, spillede hundredvis af velgørenhedskoncerter og arbejdede utrætteligt på vegne af Rhythm and Blues Foundation. I begyndelsen af 80’erne var hendes egen karriere imidlertid i vanskeligheder – Green Light fra 1982 blev ganske vist modtaget med de sædvanlige gode anmeldelser, men det lykkedes hende igen ikke at slå igennem hos et bredt publikum, og mens hun begyndte at arbejde på opfølgeren, droppede Warner hende uden videre. På dette tidspunkt kæmpede Raitt også med narkotika- og alkoholproblemer; hun arbejdede på et par numre med Prince, men deres tidsplaner passede aldrig sammen, og materialet blev ikke udgivet. I stedet udgav hun endelig det brogede Nine Lives i 1986, hendes dårligst sælgende album siden debuten.
Mange havde afskrevet Raitt, da hun slog sig sammen med produceren Don Was og indspillede Nick of Time; tilsyneladende ud af det blå vandt LP’en en håndfuld Grammys, herunder årets album, og fra den ene dag til den anden var hun en superstjerne. Luck of the Draw, der blev udgivet i 1991, blev også et hit og gav hits som “Something to Talk About” og “I Can’t Make You Love Me”. Efter 1994’s Longing in Their Hearts dukkede Raitt op igen i 1998 med Fundamental. Silver Lining udkom i 2002 og blev efterfulgt af Souls Alike i 2005, begge på Capitol Records. Et år senere blev der udgivet et live-sæt med bootleg-følelse, Bonnie Raitt and Friends, med gæsteoptrædener fra bl.a. Norah Jones og Ben Harper. Raitt trak sig tilbage fra livet som professionel musiker i løbet af de næste par år, da hun håndterede sine forældres, sin brors og sin bedste venindes død. Pausen fra at indspille og turnere var på mange måder forløsende for Raitt, og hun vendte tilbage fokuseret og fornyet i 2012 med sit første studiealbum i syv år, Slipstream, der blev udgivet på hendes eget nye Redwing-label. Albummet debuterede på en sjetteplads på Billboard 200 og vandt i sidste ende en Grammy Award i 2013 for bedste americana-album. I februar 2016 udgav Raitt sin 20. studioalbum, Dig in Deep, igen via Redwing. Albummet indeholdt et usædvanligt cover af INXS’ “Need You Tonight” samt en Raitt-original, “The Ones We Couldn’t Be”, der handler om tabet af hendes forældre og bror.
