Vi kan se på BUN/kreatinin-forholdet for at hjælpe med at fastslå årsagen til nyresvigt. Forholdet mellem BUN og kreatinin er normalt mellem 10:1 og 20:1. Et forhøjet forhold kan skyldes en tilstand, der forårsager et fald i blodgennemstrømningen til nyrerne, som f.eks. hjerteinsufficiens eller dehydrering. Det kan også ses ved øget protein, fra BI-blødning, eller øget protein i kosten. Forholdet kan være nedsat ved leversygdom (på grund af et fald i dannelsen af urinstof) og underernæring.
*Bemærk, at BUN=Blood urea nitrogen, som i bund og grund er en måling af urinstof. Urea dannes i leveren som et biprodukt af proteinmetabolismen.
| BUN: Cr | Location | Mekanisme |
|---|---|---|
| >20:1 | Prerenal (før nyren) | BUN-reabsorptionen er øget. BUN er uforholdsmæssigt forhøjet i forhold til kreatinin i serum. Der er mistanke om dehydrering eller hypoperfusion. |
| 10-20:1 | Normal eller intrarenal (ATN) | Normalt interval. Kan også være ATN. Nogle kilder siger, at det normale område er 10-15:1. Nyreskader medfører nedsat reabsorption af BUN og sænker derfor BUN:Cr-forholdet. Under normale omstændigheder filtreres både BUN og Cr. Når de passerer gennem nyretubulus, reabsorberes BUN fra PCT (proximal convoluted tubulus), mens kreatinin ikke reabsorberes, men i stedet udskilles mere i tubulus i DCT. Ved ATN er reabsorptionen af BUN eller sekretionen af Cr nedsat, hvilket gør, at forholdet er normalt. |
| <10:1 | Postrenal? |
*** Et BUN/Cr-forhold, der er højt, når BUN og kreatinin enten er lavt eller ligger i det nedre normalområde, vil ikke være klinisk signifikant.
BUN/Cr-forholdet er normalt på 10 til 15:1 ved ATN (intrarenal), men er ofte større end 20:1 ved prærenal sygdom på grund af stigningen i den passive reabsorption af urinstof, der følger den øgede proximale reabsorption af natrium og vand . Et højt forhold tyder således på prærenal sygdom, så længe der ikke er en anden årsag til et højt forhold.
Som eksempler:
BUN vil stige uforholdsmæssigt meget i forhold til serumkreatinin, når urinstofproduktionen er øget på grund af GI-blødning (øvre noget mere end nedre), vævsnedbrydning eller glukokortikoidbehandling.
BUN/serumkreatinin-forholdet kan overstige 20:1, når tab af muskelmasse hos en kronisk syg eller ældre patient sænker kreatininproduktionen og dermed serumkreatininkoncentrationen, uafhængigt af GFR. Dette problem er imidlertid kronisk og kan ikke forklare en akut stigning i BUN, der ikke står i forhold til nogen ændring i serumkreatininkoncentrationen.
I modsætning til den potentielle nytteværdi af et højt BUN/serumkreatinin-forhold er et normalt forhold af begrænset diagnostisk nytteværdi. Især bør prærenal sygdom ikke udelukkes på grund af et normalt forhold, da nedsat urinstofproduktion (som følge af nedsat proteinindtag eller underliggende leversygdom) kan forhindre den forventede stigning i BUN som følge af øget tubulær reabsorption.
