Chandra Gupta I, konge af Indien (regerede fra 320 til ca. 330 e.Kr.) og grundlægger af Gupta-imperiet. Han var barnebarn af Sri Gupta, den første kendte hersker i Gupta-linjen. Chandra Gupta I, hvis tidlige liv er ukendt, blev en lokal høvding i kongeriget Magadha (dele af den nuværende delstat Bihar). Han øgede sin magt og sit territorium ved omkring 308 at gifte sig med prinsesse Kumaradevi fra Licchavi-stammen, som dengang kontrollerede det nordlige Bihar og måske Nepal. Mod slutningen af det 3. århundrede e.Kr. bestod Indien af en række uafhængige stater, både monarkiske og ikke-monarkiske; det er meget sandsynligt, at Guppa’erne og Licchavis herskede over tilstødende fyrstendømmer. Deres forening ved ægteskab øgede det nye kongeriges magt og prestige. Særlige guldmønter afbildede kongen og dronningen på den ene side og Licchavis på den anden side. Gupta-æraens kronologi, der stammer fra 320 og blev brugt i Indien i flere århundreder, menes at være baseret på datoen for enten hans kroning eller hans ægteskab.
I slutningen af hans regeringstid strakte hans kongerige sig sandsynligvis vestpå til den nuværende by Allahabad og omfattede Ayodhya og det sydlige Bihar. Disse regioner blev tildelt ham af puranerne (gamle krøniker i den tidlige sanskritlitteratur). Hans herredømme må have været tilstrækkeligt stort til at retfærdiggøre, at han påtog sig den kejserlige titel maharajadhiraja (“kongernes konge”), og til at hans søn Samudra Gupta kunne påbegynde de erobringer, der førte til grundlæggelsen af Gupta-imperiet.
Ansigelsen om, at Chandra Gupta I erobrede skyterne, er sandsynligvis uden grundlag. Det er heller ikke sandsynligt, at han overvandt Licchaviserne ved at dræbe deres konge, eller at han blev myrdet af sin arving. Den tradition, der generelt accepteres, er, at kongen holdt en forsamling af rådgivere og medlemmer af den kongelige familie, hvor prins Samudra Gupta formelt blev udnævnt til at efterfølge sin abdicerende far.
