Jesus blev født, han døde og genopstod, inden han steg op til himlen. Disse sandheder er fundamentale for vores kristne tro. Vi kender de velkendte historier om triumfindgangen, den sidste nadver og korsfæstelsen, men hvad skete der mellem opstandelsen og himmelfart?
Passionsberetningen er velkendt og ofte gengivet både i kunsten og i kirken, men detaljerne om de 40 dage mellem Jesu opstandelse og himmelfart er langt mindre velkendte.
Mens Matthæus’ og Markus’ beretninger efter opstandelsen er forholdsvis kortere end Lukas’ og Johannes’, deler alle fire evangelier detaljer, der oplyser os om Jesu liv efter døden.
Evangelierne taler om 10 fremtoninger af den opstandne Jesus, hvoraf fem forekommer på dagen for hans opstandelse, og yderligere fem gange før han steg op til himlen. Vi ved fra Apostlenes Gerninger 1, at han var på jorden i 40 dage, og at han tilbragte disse dage sammen med sine disciple:
“Efter sine lidelser præsenterede han (Jesus) sig for dem og gav dem mange overbevisende beviser for, at han var i live. Han viste sig for dem i løbet af en periode på fyrre dage og talte om Guds rige.” (Apostlenes Gerninger 1:3)
OK, så hvad gjorde han egentlig?
Fåede frem for kvinderne
Jesus åbenbarede sig for Maria Magdalene før nogen anden person. Hun havde netop set Jesu tomme grav og blev tilbage i haven og græd, da Jesus viste sig for hende. Hun troede, at han var gartneren, men da han kaldte hende ved navn, genkendte Maria hans stemme.
Den tanke, at en kvinde kunne være et gyldigt vidne, kan virke plausibel i det 21. århundredes vestlige samfund, men det var uhørt i det første århundredes Palæstina. Kvinders vidneudsagn blev ikke tillagt samme vægt som en mands, hverken personligt eller i en retssal. At Jesus valgte at åbenbare sig for Maria først var revolutionerende. Derefter sendte han hende til at “gå hen og fortælle” det til de andre disciple. Han stolede på, at hun skulle fortælle sine tilhængere om hans genkomst.
Hans anden fremtræden var for den gruppe af kvinder, der havde været sammen med Maria på kirkegården. På vej fra at have set apostlene viste Jesus sig for dem, og “de kom op og tog fat i hans fødder og tilbad ham”. (Matthæus 28:9)
Så viste han sig for sine disciple
Sidst på dagen, på vejen til Emmaus, viste Jesus sig for to disciple – den ene kaldt Kleopas – men de var længe om at indse, at manden ved siden af dem var den opstandne Messias. Først da han brød brødet med dem, efter at de havde beskrevet ham passionens begivenheder, “blev deres øjne åbnet, og de genkendte ham” (Lukas 24.31).
Det var først, da de genkendte ham, at Jesus gik. Han forlod ikke sine disciple, da de ikke kunne se, at det var ham, men blev hos dem, indtil de indså, at deres hjerter havde “brændt i os, mens han talte med os”.
Sådan var Jesus heller ikke ved sin næste fremtræden kort tid efter forstyrret af, at hans disciple forvekslede ham med et spøgelse. I stedet beroligede han dem: “Se på mine hænder og mine fødder. Det er mig selv! Rør ved mig og se; et spøgelse har ikke kød og knogler, som I ser, at jeg har.” (Lukas 24:39)
Hans liv efter opstandelsen var ikke resultatet af uhyggelig åndelighed, men af en bibelsk profeti. Han trak sine disciple væk fra overnaturlige spekulationer og hen til det bibelske grundlag for hans opstandne legeme:
“Dette er, hvad jeg sagde til jer, mens jeg endnu var hos jer: Alt det, der er skrevet om mig i Moseloven, i profeterne og i salmerne, skal opfyldes” (Lukas 24,44).
Der viste sig for Thomas
Vi kender alle fortællingen om “den tvivlende Thomas”. Han havde ikke været sammen med disciplene, da Jesus åbenbarede sig, og han troede ikke på disciplenes vidnesbyrd og sagde: “Medmindre jeg ser neglemærkerne i hans hænder og stikker min finger der, hvor neglene var, og stikker min hånd ind i hans side, vil jeg ikke tro.” (Johannes 20:25)
I dette møde ser vi både den medfølelse og den udfordring, som Jesus bringer. I stedet for at efterlade Thomas uden tro, “kom Jesus og stod midt iblandt dem” – og tilbød ham fred, for at han kunne tro, og sagde: “Hold op med at tvivle og tro.” (Johannes 20:27)
Freden og genindsat Peter
Johannesevangeliet fortæller derefter historien om Jesu sidste nedskrevne mirakel, da han overvældede sine disciplenes fiskenet med en enorm fangst af fisk. Derefter taler han privat med Peter. Ligesom Peter havde fornægtet Jesus tre gange, spørger Jesus ham tre gange: “Elsker du mig?” Det er her, at Peter bliver genoprettet efter at have fornægtet sin herre i hans nødens stund, og han bliver opfordret til at “vogte mine får” og “følge mig”. (Johannes 21: 17, 19)
Jesus’ trofasthed er større end vores. Jesus så Peters svaghed, men han så også hans kærlighed til ham og valgte at stå ved hans side. Selv om han så Peters begrænsninger, definerede han ham ikke ud fra dem.
Den store befaling
Matthæus og Markus slutter begge med “den store befaling” – Jesu instruks til sine disciple om at gå ud i verden og udbrede det gode budskab om frelse.
“Al myndighed i himlen og på jorden er givet mig. Gå derfor ud og gør alle folkeslag til disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn og lærer dem at adlyde alt, hvad jeg har befalet jer. Og sandelig, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende.” (Matthæus 28:18-20)
Det er efter denne befaling, som en stor del af den kristne vægt på at dele evangeliet er baseret på, at Jesus “tages op til himlen”.
Jesus’ tjeneste sluttede ikke med hans død, men fortsatte gennem hans opstandelse og ind i dagene før hans opstigning til himmels. I denne tid åbenbarede og bekræftede han afgørende elementer både i sin karakter og i sin opgave.
