Blandt de mange egenskaber, som en normal og velplejet kat har, er den imponerende skarpe høresans. Ejere bør dog være opmærksomme på, at en række forskellige tilstande – enten arvelige eller erhvervede – kan forringe en kats hørelse og muligvis gøre dyret helt eller delvist døv.
Kattens ører består ligesom andre pattedyrs ører af tre strukturelle områder: det ydre øre, mellemøret og det indre øre. Det ydre øre består af den ydre øreklap (pinna) og øregangen – en smal rørformet passage, hvorigennem lydvibrationer trænger ind i øret fra det ydre miljø. Mellemøret indeholder trommehinden, en stram membran, der vibrerer i takt med de indkommende lydbølger, og øreknoglerne, små knogler, der overfører trommehindevibrationerne til det indre øre. Og det indre øre, der ligger dybere inde i kraniet, indeholder sneglen, en snegleformet struktur med nerveender, der modtager vibrationerne og sender nervesystemets signaler videre til hjernen og dermed muliggør kattens hørelse.
Nogle katte er født døve, og dette handicap kan ikke korrigeres. På grund af en anomali i deres genetiske opbygning er f.eks. hvide katte med blå øjne i størst risiko for medfødt døvhed. Faktisk siger James Flanders, DVM, lektor i kirurgi ved Cornell University’s College of Veterinary Medicine, “Omkring 80 procent af hvide katte med to blå øjne vil begynde at vise tegn på døvhed, når de er omkring fire dage gamle som følge af cochlear degeneration.” En anden primært arvelig abnormitet, der kan forårsage døvhed, siger Dr. Flanders, er atresi – en defekt i udviklingen af øregangen, der kan resultere i delvis eller total blokering af kanalen.
Den store majoritet af de øresygdomme hos katte, der kan forårsage døvhed, er imidlertid erhvervede. Disse lidelser omfatter: tumorer, polypper og kræftsvulster i øregangen; hypothyreose; visse antibiotika og vanddrivende lægemidler; og en lang række husholdningskemikalier, som enten kan indtages eller sive ned i øregangen gennem en perforeret trommehinde. Blandt alle erhvervede øresygdomme hos katte, bemærker Dr. Flanders, er langt den mest almindelige otitis externa, en infektion i den ydre øregang, der, hvis den ikke behandles, kan udvikle sig til mellemøret og det indre øre. Denne lidelse skyldes normalt, at øregangen er angrebet af infektiøse agenser, f.eks. gær, bakterier eller øremider, og fører til betændelse. Ejere bør også huske på, at kattens trommehinde bliver tykkere med alderen. Derfor findes der ofte høreproblemer og potentiel døvhed hos ældre katte.
De fleste erhvervede øresygdomme hos katte, herunder otitis externa, kan behandles med medicin, siger Dr. Flanders, selv om kirurgi nogle gange kan være den eneste mulighed. Desværre er døvhed i det ene eller begge ører oftest en permanent tilstand.
Et par enkle foranstaltninger, påpeger han, vil i væsentlig grad reducere chancerne for, at en kat vil opleve en alvorlig øreforstyrrelse, der kan føre til døvhed. Han anbefaler følgende: oprethold et rent miljø, der modvirker spredning af øremider og andre infektiøse agenser, og undersøg rutinemæssigt din kats ører for tegn på infektion som hævelse, udflåd og ophobning af snavs og affald.
Hvis du observerer nogen af disse tegn eller bemærker, at din kat vedvarende klør sig på ørerne, anbefaler Dr. Flanders, at du ikke undersøger ørerne for at finde årsagen til dette. I stedet skal du kontakte din dyrlæge så hurtigt som muligt. Selv om medfødt døvhed ikke kan vendes, kan en række forskellige lægemidler og kirurgiske foranstaltninger være effektive til at modvirke udviklingen af en erhvervet tilstand, der, hvis den ikke behandles, kan føre til et totalt tab af hørelse.
For at imødekomme en døv kats behov kan dr. Flanders rådgiver, er det første, du vil gøre, at begrænse dyret strengt til indendørs, så det er ude af fare, når det kommer til udendørs lyde, som det ikke længere kan opfatte og reagere på – f.eks. brølet fra en modkørende bil.
Indendørs, påpeger han, skal du altid være opmærksom på din kats høretab og tilpasse din adfærd i overensstemmelse hermed. Han foreslår følgende: “Undgå at forskrække dyret. Nærmer dig det aldrig bagfra uden at signalere din tilstedeværelse. Klap kraftigt i hænderne eller tramp på gulvet. Vibrationerne vil lade katten vide, at du er i nærheden. Hvis katten er blevet trænet til at reagere på verbale signaler, skal du erstatte disse signaler med visuelle kommandoer – f.eks. håndsignaler eller ved at tænde og slukke en lyskontakt.”
