I sit arbejde relaterer Mayr forskellige tilgange til artsbegrebet til den filosofiske skelnen mellem essentialisme og nominalisme. Han forbinder essentialisme med det synspunkt, at artsbegrebet henviser til en universel eller type. Denne opfattelse af begrebets referent fører til det typologiske artsbegreb, som han sporer fra Linné tilbage til Platon og Aristoteles, og som han hævder “er nu universelt forladt” (1976 516). Det er værd at bemærke, at der er blevet rejst alvorlig tvivl om både den historiske og filosofiske legitimitet af Mayrs “typologiske artsbegreb” (se f.eks. Lennox, 1987; repr. i Lennox 2001b; Winsor 2001, 2006; Walsh 2006; Wilkins 2009). Den modsatte yderlighed erominalisme, som kombinerer det synspunkt, at der kun findes individer i naturen, og at arter er begreber, der er opfundet med det formål at gruppere disse individer kollektivt.
Mayr hævder, at hans Biological Species Concept (BSC) er et fremskridt i forhold til begge dele; de enkelte artsmedlemmer er objektivt relateret til hinanden, ikke på grund af et fælles forhold til en type, men på grund af kausale og historiske relationer til hinanden. Han kan således forstås som en argumentation for en ny, objektiv måde at forstå de epistemologiske grunde til at gruppere individer i arter på, idet denne nye gruppering lægger vægt på historiske, genetiske og forskellige økologiske relationer mellem individerne som grundlaget for at bestemme artstilhørsforholdet. Hans påstand er, at dette er mere pålideligt og objektivt end ligheder mellem fænotypiske karakteristika. Det giver mening med den betydning, han til sidst tillægger det faktum, at BSC definerer arter relationelt:
… arter er relationelt definerede. Ordet art svarer meget nøje til andre relationelle udtryk som f.eks. ordet bror. … At være en anden art er ikke et spørgsmål om graden af forskel, men om relationel forskellighed.(Mayr 1976, 518)
Mayr har i tankerne, at brødre kan ligne hinanden eller ej; spørgsmålet om, hvorvidt to mennesker er brødre, afgøres af deres historiske og genetiske bånd til en fælles forfader. Bemærk dog, at dette er en påstand om, hvilke karakteristika blandt de mange, som de har, der skal tages mest alvorligt, når det gælder om at bestemme, om begrebet “bror” kan anvendes på dem. Det vil sige, at det er et forsvar for en slags essentialisme.
En række kritikere har påpeget, at essentialisme ikke behøver at være bundet til “typer” forstået som universalia inre; og i henhold til visse essensberetninger gør enhver artstaxon, der opfylder BSC’s standarder, det i kraft af visse essentielle (omend relationelle og historiske) egenskaber. I den ene yderlighed har Michael Ghiselin og David Hull hævdet, at denne kausale/historiske struktur af arter giver grundlag for, i det mindste inden for evolutionsbiologien, at betragte arter som individer. Organismer er ikke medlemmer af en klasse eller et sæt, men “dele” af en afhylogenetisk enhed. Denis Walsh har for nylig på en helt anden måde argumenteret for, at en form for “evolutionær essentialisme”, der har en slående lighed med essentialismen i Aristoteles’ zoologiske arbejde, er implicit i arbejdet hos en række evolutionære udviklingsteoretikere (Walsh, 2006).
Et kritisk spørgsmål i denne debat om, hvilken redegørelse for artsbegrebet der er mest hensigtsmæssig for darwinismen, er, i hvilket omfang den biologiske klassifikationsproces – taksonomien – bør være informeret af fremskridt i den biologiske teori. Ud over dem, der allerede er blevet diskuteret, hævder den moderate pluralisme, der er forbundet med Robert Brandon og Brent Mischler, eller den mere radikale pluralisme, der forsvares af Philip Kitcher, at forskellige forklaringsmål inden for de biologiske videnskaber vil kræve forskellige kriterier for at afgøre, om en gruppe udgør en art. Kladisterne anvender på den anden side nøje definerede fylogenetiske tests til at bestemme artsrang (se Rheins 2011).
I modsætning til mange af de andre emner, der definerer darwinismens historie, er der ikke nogen entydig holdning til dette spørgsmål, der kan identificeres som “darwinistisk” eller “neodarwinistisk”. I en nyere samling af artikler, der forsvarer de fleste af de alternativer, der i øjeblikket fremføres (Ereshefsky1992), er min mistanke, at stort set alle forfattere i denne samling ville identificere sig selv som darwinister. Det kan skyldes, at selv om de er meget forskellige, har en række af de holdninger, der i øjeblikket forsvares, deres rødder i Darwin’s egen teori og praksis (se Beatty 1985; genoptrykt i Ereshefsky 1992).
