De 10 bedste Missy Elliott-sange

Midten af slutningen af 90’erne føltes som et krisepunkt for hiphop: Den dybere kløft mellem mainstream- og undergrunds-rap, sammen med det lyriske fokus på platin-sælgende kunstneres højbudgetforbrug, føltes som brudpunkter, der angiveligt kompromitterede det, som hiphop skulle forblive tro mod. Uanset om hiphop havde brug for at vende tilbage til sine festmusikalske rødder eller for at gå videre mod en anden fremtid end den hyperkommercialiserede, der så uundgåelig ud, føltes det for mange traditionalister og skeptikere som om, at noget måtte give sig. Set i bakspejlet virker det som et midlertidigt tilbageslag – den såkaldte “shiny suit-æra” var overdimensioneret, højbudgetteret og ofte grotesk, men klager over overskuddet tilslørede ofte en stor del af den helt igennem fantastiske musik, der gjorde et bredere indtryk på popverdenen. Og få kunstnere satte et så spektakulært og svært kopierbart præg på æraen som Missy “Misdemeanor” Elliott.

Det er nemt nok at påpege, hvad Missy Elliotts massive succes som kvinde inden for hiphop betød for popkulturen. Seks platinplader og tredive millioner solgte albums alene på hendes soloværker er et helvede af et tal i sig selv, og det er før man medregner hendes bidrag som sangskriver for kunstnere som Jodeci, SWV og Aaliyah. Men selv da hun var knyttet til Timbaland – i hans storhedstid den mest visionære Top 40-venlige producer, der nogensinde har været – var der altid en følelse af autonomi i Missys musik, at hun gjorde, hvad hun gjorde, fordi hun havde lyst til at gå sin egen vej, og det viste sig bare at være den slags vej, som en masse mennesker ønskede at rejse på. Hun rappede om sex med godmodig raunch midtvejs mellem Moms Mabley og Redman, legede med sit udseende for at fremhæve det stilfulde uvirkelige frem for det formodede ideal og udvidede generelt bare spektret af, hvad en kvinde var i stand til at udrette som kunstner i en tid, hvor mainstreamkulturen druknede i vred ung-mand-machismo. Hun kunne synge om at være forelsket eller rappe om eksotiske superbiler og hele tiden lyde som ingen andre end sig selv.

Men fra udgivelsen af debuten Supa Dupa Fly i 1997 til hendes (indtil videre) sidste album The Cookbook i 2005 var Missy ikke bare en “kvinde i hiphop” – hun var en kreativ kraft at regne med, den slags kunstner, som Spin kunne sætte på sin forside fra maj ’98 sammen med Thom Yorke og Ani DiFranco uden at tænke nærmere over det. Selv efter et årti eller to lyder hendes soloarbejde som en afrofuturisme, der besluttede sig for, at fremtiden endelig var ankommet, med hendes forfatterskab, der svinger mellem frit-associative åbne vers og stram, gammeldags partyrock, der tog Afrika Bambaataas fakkel op og skød dens flammer endnu højere op. Hun overbrød de publikums- og stilistiske kløfter, der måtte have været mellem Brandy og Bjork, og hun var lige så hjemme som en traditionel R6880>B-ballademager, der sigter mod hjertet, eller som en uforudsigelig absurdistisk virtuos, der vil skræmme dig fra vid og sans. Og disse sange er skabt til at holde, og de er båret af den rene energi, som har holdt dem i live i mere end et årti. Ikke underligt, at det føltes, som om hun stjal Super Bowl-halvtimeshowet.

Hun lavede også en duet med Pootie Tang. Jeg smider det bare lige ind, hvis du ikke vidste det, eller hvis du har glemt det eller noget.

Hendes output i løbet af de næsten ti år siden The Cookbook har glimret ved hendes fravær som en front-and-center-akt. Hun har haft et par sporadiske singler spredt ud over en længere pause, som ligeledes skyldes kreativ rastløshed (“din hjerne har brug for at blive frisket op… så hvis du hele tiden udgiver musik på den måde, begynder tingene at lyde overflødige”), refokusering på arbejdet bag kulisserne som sangskriver/producer og en nyligt vundet kamp mod Graves’ sygdom efter at have været sat ud af spillet i årevis med smerter. Men den fornyede interesse for hendes arbejde efter den førnævnte Super Bowl-optræden har kun bevist, at det føles mindre som en forsvinden og mere som en pause, hun holder pause for at vente på, at alle andre indhenter hende. Her er ti grunde til hvorfor.

“She’s A Bitch” (Fra 1999’s Da Real World)

Da Real World er en ret underlig plade – en god underlig, og den slags skridt fremad stilistisk og indholdsmæssigt, der ville føre til Miss E… So Addictive, men underlig ikke desto mindre. Den er proppet med gæstespots, herunder nogle kapringer, der gør hovednavnet til en eftertanke; fordi det er 1999, var der f.eks. ingen, der virkelig tænkte sig om ved at give Eminem tre hele vers på “Busa Rhyme”. Men det er sådan man vinder de forsigtige: man lokker dem ind med Slim Shady, Redman, Big Boi og Juvenile og rammer dem så med afsløringen af, at Missy har en excentrisk, snedig lyrisk dybde, som Supa Dupa Fly kun har antydet. Temaet på “She’s a Bitch” er klart, velkendt og noget af et spark i røven til de sene 90’ernes hiphopfølelser, hvor fornærmelser genfindes, og hvor styrken kommer af, hvor stor en trussel man kan udgøre mod en mands velbefindende på alle mulige måder. Hvis Missy ikke slår dig i øjet og/eller munden, vil hun outtearn dig, out-rhyme dig og kommandere klubben, indtil du kun kan give efter. Produktionen er minimalistisk på alle de rigtige steder: bortset fra kicks, der fungerer som de facto baslinje, er de egentlige trommer lavere i mixet end stort set alt andet. Ikke som om det betyder noget, når alt her rammer det der 1-2-3/shicka-shicka-shicka-beat lige i øjet. Bonuspoint for den latterligt dyre, latterligt ikoniske Hype Williams-video, som uden tvivl er det mest 2015-agtige stykke visuelt medie, der er udkommet i slutningen af det 20. århundrede.

“Lose Control” (Fra 2005’s The Cookbook)

Missy har brugt det meste af sin karriere på at blive sidestillet med Timbalands produktionsstil, så når hun rammer plet med en anden producer, er det værd at fejre. Det gælder dobbelt, hvis det er en af hendes egne produktioner: “Lose Control”, den første single fra The Cookbook, er Elliott, der går all in på en electro throwback. Den er klogere end de electroclash-rester, der stadig flød rundt i midten af årtiet, mest ved at hente både en stærk forgænger i Cybotrons legendariske “Clear” og ved at trække på Hot Streaks undervurderede electro-funk-jam “Body Work” til det titulære hook. Den åndelige ’83-lyd er en publikumsmagnet, men den trækker også en smart linje fra disse rødder gennem den sydstatsbas, der med tiden skulle forvandle sig til den futuristiske kontekst, der i første omgang gav anledning til Missy. Så på mikrofonen anerkender hun sin status som både fan og skaber: hun gør sig selv til både feststarter og festdeltager, idet hun giver det beat, der får damerne til at ryste det, og selv er med. “Flow proper, head knocker, beat scholar, tail dropper” – ingen gensidig udelukkelse her.

“Slide” (Fra 2002’s Under Construction)

Her har vi et dybt skåret albumnummer, der ikke fik single-status, fordi hvilken klub eller radiostation ville ikke få det til at lyde forvirrende fremmedartet? “Slide” er en overset perle, der beviste, at Timbaland kunne få selv de mest fjollede mutationer af sine østlige beats til at bumpe, som var der ikke noget i går. Missy’s træk svarer til den med sin “vent, hvad” appel, til dels fordi hendes flow er på sit højdepunkt, hvor det kræver at spole tilbage. Hendes første vers er som en mesterlære i at dekeing forventninger, som de tidlige barer sætter op; tjek den måde, hun machete-slashes gennem “Now fake a take and make ’em holler atcha later/Shake ’em wake ’em and tell ’em what to get my ass from Jacob’s.” Og hendes shit-talk er både morsom og individualistisk; det er svært at komme på navne på nogen af de tidlige 00’er-kolleger, der enten kunne finde på eller udføre dobbeltdutch chant jokes som “You no-tooth granny with a hole in her panties” på vej til den førsteklasses hater-shakeoff “they used to call me fatty ’till I got with Puff Daddy.”

“Scream a.k.a. Itchin'” (Fra 2001’s Miss E… So Addictive)

Hvis man ikke passer på sig selv, kunne man nemt fylde mere end halvdelen af pladserne på en liste som denne med numre fra Elliotts vandskelklassiker Miss E… So Addictive. Missys bedste album og en af de mest fremsynede udgivelser fra et bemærkelsesværdigt godt år for musikken, er det en plade, der gjorde mere end nogen før den til at forene verdenerne hiphop, R&B og adskillige stammer af dansemusik fra house til jungle. Den lød sgu godt i den samme cd-skifter fra omkring ’01 som Basement Jaxx’ Rooty (der udkom en måned senere) og det selvbetitlede mesterværk af hendes nære veninde Aaliyah. “Scream a.k.a. Itchin'” er en af en håndfuld af Miss E’s numre, der leger hurtigt og løst med drum’n’bass, en genre, der syntes i fare for at blive stadig mere over-teknisk og sjovløs ved årtusindeskiftet. Den er lidt mere skævt skævt og minimalistisk produktionsmæssigt end den typiske joint af f.eks. Photek; de melodiske accenter er i bund og grund bare superafkortede splinter af syntetiseret støj med nogle lavmælte space-prog-bølger under omkvædet. Og hvis denne less-is-more-tilgang lyder voldsom i kontrast til d’n’b death-by-snares kompleksitet, så fordobler Missys beat-locked chop flow rytmen med en distanceret coolness, der får hendes freaky fortællinger til at lyde nonchalant rabiate.

“Pass That Dutch” (Fra 2003’s This Is Not A Test!)

Missy fortjener sin fortjeneste som en straight-up hiphop-lyriker, men hun gør også underværker, når hun bare går amok på et feberagtigt dansesnit. “Pass That Dutch” er klubdrugsstimuleret, gennemsyret af ADD-adlibs og gennemsyret af ufortrødent absurditet i en sådan grad, at en pludselig afstikker til en hyldest til De La Souls “Potholes in My Lawn” måske er det femte dummeste, der sker i løbet af de 3½ minut (andre kandidater: hendes karakteristiske “bump bump bump bump”-onomatopoie; det andet vers, der slutter med et taknemmeligt accepteret bifald; “five seconds to catch your breath”-intermezzoet). Det mest vanvittige ved hele denne maniske festhymne er måske bare, hvor let det er at blive viklet ind i beatet igen, uanset hvor mange gange det bliver afbrudt af indskud – det er bogstaveligt talt bare jump-rope handclaps, verdens svageste snare hit og en whomm whomm whomm whomm bassline. Og nogle gange er det alt, hvad man virkelig har brug for.

“Hit ‘Em Wit Da Hee (Remix)” (1998 Single)

I nogle af Missys bedste numre befinder hun sig i en underlig gråzone mellem rapper og sangerinde, en præcedens, der gjorde sig gældende så tidligt som på debuten Supa Dupa Fly. Hun er i begge tilstande på “Hit ‘Em Wit Da Hee”, om end ikke helt samtidig; at hun synger på omkvædet og broen, mens hun rimer på versene, er en tilstrækkelig almindelig foreteelse i hendes diskografi, at det næsten er let at tage for givet. Men på remix-versionen – som i øvrigt har et overlegent beat, alle hurtige guitarstrygninger og en bas, som man skal bruge en brødkniv til at skære igennem – får hun det til at lyde som den alsidige balancegang, det virkelig er. Hendes sangstemme er nuanceret og smidig, med udholdende toner, der vendes til skarpe betoninger, der får de voldsomt uafhængige tekster (“You’re not good enough to satisfy me/Even with your cars and all the fly whips, I won’t trip”) til at skære endnu dybere. At der både er en iskold snerren og et legende smil i hendes stemme, når hun begynder at rappe mod slutningen, gør det til en forvandlende præstation.

“One Minute Man” (Fra 2001’s Miss E… So Addictive)

Missy er altid god til at vende op og ned på seksualpolitikken og vende op og ned på objektivering i popmusikken: At komme ned til hende er en demokratisk stræben, men at komme ned med hende er et mål, som mange mindre gode mænd vil se tåbelige ud i forsøget på at opfylde. Enhver, der ønsker at komme sammen med Misdemeanor, skal være det værd for hende fra stort set alle tænkelige vinkler, og gennem alle de tegneserieagtige vokale tics og den deliriske lyrik kan hun virkelig gøre det krystalklart i utvetydige vendinger, hvor uopnåelig hun er, hvis man blot betragter hende som et subjekt, der skal besejres. Sådan en mand skal hun nok få – “Boy I’m’a make you love me, make you want me/And I’m’a give you some attention tonight” – men han har bare at kunne følge med. Det er denne blanding af forførelse og intimidering, sidstnævnte næsten en udfordring, som det leveres i hooket (“Break me off, show me what’cha got/’Cause I don’t want no one minute man”), der giver “One Minute Man” sin karakter. Det, og Tim’s beat, der er så knirkende, at det lyder som en hån, men med nok low-end til at lyde som et løfte. Gå efter originalen, hvor Ludacris bringer den overdrevne bravado; Jay-Z’s plads på remixet passer mærkeligt nok, da han forsøger at få det at være for hurtig til kærlighed til at lyde som en pralende pointe.

“The Rain (Supa Dupa Fly)” (Fra 1997’s Supa Dupa Fly)

Og: Ann Peebles Goes to Saturn. Missys inside-out twist på Hi Records’ største øjeblik (ikke-Al Green-divisionen) er legendarisk, selv om noget af denne legende i første omgang gik tabt for de ængstelige, oddity-allergiske hardheads. Der er ingen vej uden om den stenede absurditet i en linje som “Beep beep, who got the keys to the Jeep, vroooooooom” – en linje, som nogle gange på en eller anden måde forveksles med en dårlig tekst i stedet for en letfærdig tekst, og alligevel er det ikke bare en skæv non-sequitur. Det er midt i en optræden, der er en forbløffet bevidsthedsstrøm, som giver perfekt mening midt i nonsens – tænk på det som 90’ernes rap-ækvivalent til en af de gamle Lee “Scratch” Perry dubplate-omkvæd, bare med “I Can’t Stand The Rain” kørt gennem den mest chunkiy synth-bass siden Herbie Hancocks “Chameleon”.”

“Work It” (Fra 2002’s Under Construction)

Joke efter joke efter beskidte, deliriske joke – i sin rene, uredigerede form er “Work It” et af 00’ernes mest citatværdige rapnumre, forudsat at du har et tolerant, svært chokerende publikum at citere det for. Med en “Heart Of Glass”-trommemaskine, bedragerisk primitive synthesizerspringninger og en håndfuld old-school-præget lir (især Run-DMC’s “Peter Piper”-break), ruller Missy punchlines, hentydninger, come-ons og tegneserie-smut ud med mesterlig komisk timing. “Go downtown and eat it like a vulture”, “Don’t I look like a Halle Berry poster”, “Picture Lil’ Kim dating a pastor” – hvis du har hørt “Work It” mindst et par gange, har du utvivlsomt registreret disse citater i det forskudte sing-song flow, hun angriber fra hver eneste synsvinkel, herunder den mindeværdigt forvirrende bit med rygmaske (der drev forvirrede karaoke-gængere på en vild gåsejagt for at finde ud af, hvad “fremme neppa venette” betød) og et par linjer, der tager hendes forkærlighed for onomatopoeia til absurde niveauer. Og historiske – hvor mange mennesker brugte udtrykket “badonkadonk”, før dette faldt?

“Get Ur Freak On” (Fra 2001’s Miss E… So Addictive)

Ragga-bhangra-jungle i svimlende fart fremad, en hyldest til fucked-up-dans på tre sprog (japansk, hindi, hyper-udviklet engelsk), “Get Ur Freak On” er en topkandidat til, hvad en spekulant i 1970 eller 1982 eller 1995 kunne forestille sig som The Sound of 2001. At vi er 14 år efter denne dato, og at det stadig lyder som et mirakel fra morgendagens verden, er et levende bevis på, at futurisme og tidløshed kører på samme spor. Missy som MC er næsten post-lyrikal her, hvor Rakims definition af disse initialer, der står for “Move the Crowd”, er mere end opfyldt selv med en mangel på hot-on-paper-citater; som ren performance er det nok til at gøre selv den mest videnskabeligt-lyrikal-lyriker til skamme. Hun fordobler det østlige twang rytmisk og med beat-flippende kontrapunkter (“I know you dig dig the way I sw-sw-sw-switch my style”), hun slår igennem alting med nakke-snap interjektioner (“Holla!”; “Who’s that biiiiiiiitch?!”; “hock-ptoo”) og rammer hver eneste søde og sure tone i sit repertoire. Crazy that knows it’s crazy har ikke brug for et kompliceret sprog, i hvert fald ikke i ord – den bedste kommunikation her går ud fra, hvad det får dine fødder til at gøre.

Lyt til playlisten i sin helhed på Spotify.