Mere end fire århundreder er gået, siden William Shakespeare forlod dette dødelige liv, men hans genialitet har fortsat indflydelse på verden og inspirerer den. Hans geniale pen og skarpe indsigt i menneskets tilstand har gjort det muligt for hans legendariske værk at bestå tidens prøve og forblive relevant og tilgængeligt over hele verden.
The Bard of Avon’s mest mindeværdige karakterer var dog ikke alle ædle prinser og elskende på kryds og tværs af stjerner. De onde karakterer, der befolkede Shakespeares side og scene, er lige så overbevisende som heltene, ud over at være uhyggelige, magtfulde, tragiske, intelligente og brutale figurer.
Måske er det tid til at stifte bekendtskab med nogle af Shakespeares største skurke.
Nyd det bedste af Shakespeare-streams online med TodayTix.
Claudius – “Hamlet”
Når det kommer til virkeligt afskyelige karakterer i Bardens værk, rangerer Claudius, Hamlets onkel, tæt på toppen. Efter at have forgiftet sin bror og lagt beslag på kronen gifter han sig med Hamlets mor, men bliver forfulgt af sine handlinger. Han er en selverklæret skurk, der indrømmer sine forbrydelser over for publikum og den Almægtige, men da han tror, at Hamlet mistænker ham for mordet på den gamle konge, planlægger Claudius at forgifte Hamlet. Planen giver bagslag og fører til den blodige afslutning på dette episke drama.
Iago – “Othello”
En af de reneste manifestationer af ondskab i Shakespeares værk er Iago, den snedige og bedrageriske andenløjtnant til Othello, den tragiske titelfigur. Iago udviser ondskab og jalousi uden klar grund og er en kraft af løgn og kaos, der snyder adskillige personer og i sidste ende manipulerer Othello til at myrde sin kone Desdemona.
Don John – “Much Ado About Nothing”
Den onde kan tage mange former, og Don John i “Much Ado About Nothing” er en af de mest langsomt brændende skurke i Barderens værk. Don John er Don Pedros uægte bror og gør ikke meget for at skjule sin negative holdning og heller ikke sin misundelse på Claudio, sin brors mest betroede følgesvend. Han opdigter en løgn om Claudios forlovede og hendes troskab i et forsøg på at sprede sin egen tristhed og elendighed til andre, men hans planer går i sidste ende i vasken.
Lady Macbeth – “Macbeth”
En af teatrets mest legendariske skurke er Lady Macbeth, den manipulerende og uhyggelige matriark i “Macbeth”. Selv om mange ser Macbeth som stykkets hovedskurk, er Lady Macbeth den, der udløser mange af stykkets mest destruktive og dødbringende begivenheder. Hun driver på subtil vis Macbeth til at myrde kong Duncan, sin mand, ved at udfordre hans mandighed, mens hun opretholder en facade af uskyld og uvidenhed, i stedet for at afsløre sin sande rolle som den onde dukkefører i Det skotske skuespil.
Caliban – “The Tempest”
I den surrealistiske ramme i Shakespeares “The Tempest” er Caliban et uægte barn af djævelen og heksen Sycorax. Da Prospero, den landsforviste hertug af Milano, lander på Calibans ø, ser det magiske væsen hertugen som en erobrende invaderer. Caliban er ligeledes dømt til at leve på øen og planlægger at myrde Prospero på ondskabsfuld vis. Han er dog en kompleks skurk, da hans viden og opførsel i høj grad er spejlet fra Prospero, hvilket gør ham til en stærk symbolsk figur i Shakespeares mytos.
Macbeth – “Macbeth”
Dame Macbeth trækker måske nok i trådene, der skaber tragedien i “Macbeth”, men det er titelfiguren, der udfører de morderiske gerninger. Macbeth, der betragtes som en af de mest kontroversielle karakterer i Shakespeares kanon, er faretruende balanceret mellem skurk og offer, en ung mand, der hungrer efter magt, men som også er uretfærdigt manipuleret af hekse og sin dominerende mor.
Aaron the Moor / Tamora – “Titus Andronicus”
En anden bærer af ukontrolleret (og muligvis uberettiget) kaos er Aaron the Moor, skurken i “Titus Andronicus”. Aaron er dronning Tamoras hemmelige elsker og hendes allierede i komplottet om at ødelægge huset Andronicus, og han er “hovedarkitekten” af den tragedie, der udfolder sig i dette stykke. Fra at sætte uskyldige personer i bås for mord til at overtale titelpersonen til at skære sin egen hånd over, er Aaron the Moor en vred, voldelig og foruroligende figur i shakespearske overleveringer.
Edmund – King Lear
Jalousi er en rød tråd blandt Shakespeares store antagonister, og Edmund, den uægte søn af jarlen af Gloucester i King Lear, er ingen undtagelse. Edmund er misundelig på sin brors legitimitet og planlægger at myrde sin bror og far for at tilrane sig sin fars titel. Han manipulerer også kong Lears døtre, Goneril og Regan, og til sidst beordrer han kong Lears og Cordelias død, men undlader at trække ordren tilbage, før Cordelia bliver dræbt.
Richard III – “Richard III”
Mens nogle forskere placerer Richard III i kategorien tragisk helt, er denne titelkarakter fejlbehæftet til inderst inde – han bliver rasende ved ethvert tegn på fornærmelse og nærer dyb vrede mod enhver, der nogensinde har afvist, hånet eller talt dårligt om ham. Selv om hans fysiske deformitet – en forvredet rygsøjle og en visnet arm – gør ham til en sympatisk person, er han også en faretruende ambitiøs og brutal figur, der beordrer næsten et dusin navngivne personers død i dette historiske skuespil.
Shylock – “Købmanden i Venedig”
Som Shakespeares skurke er Shylock mere mangesidet end de fleste andre. Shylock er en jødisk pengeudlåner, der har mistet sin kone og er ved at miste sin datter til kristendommen, og han er en bitter og hævngerrig person, der kræver et ægte pund kød af Antonio, som har misligholdt et stort lån. Stykket, der foregår i slutningen af 1600-tallet, viser, hvordan uligheden mellem kristendom og jødedom er med til at drive Shylocks onde hensigter og ønske om hævn, men som ikke formår at forløse ham i de fleste publikums øjne.
Cassius – “Julius Caesar”
I “Julius Caesar” er Gaius Cassius Longinus svoger til Brutus, den berømte forræder af den romerske kejser. I Shakespeares fortolkning er Cassius udformet som den klare skurk, den primære medsammensvorne til det endelige mord på Cæsar. Han er manipulerende, drevet af jalousi og uhindret af moral, hvilket gør ham til en figur, der minder om “Othellos” Jago. Men på trods af Cassius’ onde natur mislykkes hans endelige plan om at påvirke holdningen i Senatet efter Cæsars død, og hans forræderi bliver afsløret.
Tybalt – “Romeo og Julie”
I modsætning til de mere uhyggelige skurke, der befolker Shakespeares skuespil, er Tybalt blot en stridsmand, der har noget at bevise, sammen med et dybt had til Capulets. Som karakter er Tybalt ikke blot Juliets fætter, men også drivkraften bag volden mellem familierne Capulet og Montague. Han udfordrer Romeo til adskillige slagsmål og dræber til sidst Mercutio, Romeos bedste ven. Romeo gengælder tjenesten og dræber Tybalt, for hvilket han bliver dømt til eksil på Verona. Dette fører direkte til det tragiske klimaks i denne legendariske kærlighedshistorie, hvilket betyder, at Tybalts lyst til vold og tragedie selv i døden påvirker de levendes land.
