Den virkelige 'konge og jeg' – historien om den nye thailandske konge's berømte forfader

BANGKOK (Reuters) – Thailands kunstfærdige kroningsceremonier for kong Maha Vajiralongkorn i denne weekend er gennemsyret af historie og et udstillingsvindue for kongerigets rige buddhistiske kultur for verden.

Men for mange i Vesten forbindes det thailandske monarki stadig ofte med en anden konge – den figur, der blev spillet af Yul Brynner i Hollywood-musicalen “Kongen og jeg” fra 1956.

Denne film er forbudt i Thailand, fordi dens skildring af kong Mongkut – den nuværende konges tipoldefar – anses for respektløs og falsk.

I filmen blev kongen, spillet af Brynner, fremstillet som en humørsyg, forfængelig, uvidende og kvindefjendsk monark, der blev blødere takket være indflydelsen fra børnenes modige engelske guvernante.

I virkeligheden anses kong Mongkut, der regerede fra 1851 til sin død i 1868, af mange historikere for at være en reformist for sin tid.

Kongen, der også var kendt som Rama IV, var 47 år, da han overtog tronen efter sin halvbrors død.

Han havde tilbragt 27 år som buddhistisk munk og grundlagde en reformistisk buddhistisk sekt, der stadig praktiseres i Thailand.

Det var i denne periode, at han studerede fremmedsprog som engelsk og latin samt matematik og vestlig astronomi gennem samtaler med kristne missionærer og gennem bøger.

Som konge gennemførte Mongkut en række sociale og uddannelsesmæssige reformer, herunder foranstaltninger til forbedring af kvinders rettigheder og modernisering af militæret.

Hans passion for læring førte til, at han i 1860’erne hyrede en engelsk kvinde, Anna Leonowens, som tutor for nogle af sine 32 koner og konkubiner og 82 børn.

Leonowens’ samtidige beretning om sine oplevelser, “The English Governess at the Siamese Court”, blev næsten et århundrede senere grundlaget for den fiktionaliserede roman “Anna and the King of Siam” af Margaret Landon, som inspirerede både en Rodgers and Hammerstein-musical på Broadway og Hollywood-filmen.

KULTURCHOK

Leonowens’ bog er – i modsætning til dens fiktionaliserede afkom – ikke forbudt i Thailand og blev faktisk genoversat til thai i år.

Mens den officielle thailandske historie afviser Leonowens’ værker som unøjagtige og overdrevent sensationelle, ser mange historikere nu hendes værk som et værdifuldt indblik i sammenstødet mellem verdensopfattelserne i det nittende århundredes Siam og kolonimagterne.

“Hendes værker giver et indblik i kulturchokket mellem øst og vest”, sagde Somrit Luechai, en uafhængig forsker.

“Her er en victoriansk engelsk dame med stærke holdninger mod slaveri og nedkastninger, og hun stødte tydeligvis sammen med den thailandske elite, der havde et meget anderledes verdenssyn og en helt anden adfærd om menneskers rettigheder på det tidspunkt”, sagde han.

Den idé, at Leonowens introducerede kong Mongkut til vestlige ideer, er imidlertid overdrevet, mener historikere.

“Kong Mongkut og andre adelsmænd ansatte vestlige missionærer til at undervise deres husstand i engelsk, vestlige manerer og anden viden længe før Leonowens ankomst,” sagde Kanthika Sriudom, historiker ved Rangsit University, til Reuters.

“Allerede under Rama III’s regeringstid var mange siamesiske adelsmænd i stand til at læse europæiske bøger,” sagde hun.

Thai-historikere bestrider også Leonowens’ beretning om, hvordan kongen mishandlede sine koner, og siger, at Mongkut faktisk var den første monark, der sørgede for uddannelse til kvinderne ved sit hof.

Han tillod også de konkubiner, der ikke fødte ham børn, at forlade paladset og gifte sig igen, hvilket var et brud med den gamle tradition.

En ting er både thailandske og vestlige historikere enige om: Mongkut og Leonowens var yderst usandsynligt, at de havde haft noget, der lignede en romance. Og de dansede aldrig – som i den berømte filmscene – en polka sammen til melodien “Shall We Dance?”