Det er ikke så svært at undgå skærsilden Interstate 95 i en ferieweekend, hvis du er på vej fra Baltimore mod nordøst. Pennsylvania byder på et bredt udvalg af ruter, hvor man kan scootere vest for Philadelphia og invadere New Jersey.
Det er vanskeligere at gå sydpå.
Der er ikke så mange gode muligheder, når man er på vej til Richmond eller længere væk i myldretiden.
Den oplagte rute er at tage Capital Beltway til Woodrow Wilson Bridge og følge I-95 sydpå. Men I-95 i det nordlige Virginia får ofte New Jersey Turnpike til at ligne en stille landevej. Strækningen mellem Capital Beltway og Fredericksburg, Va., får ofte de højeste trafikpropper syd for hovedstadsområdet New York på det nyttige websted traffic.com.
Der er et alternativ, der undgår kernen af Washington-området og bringer bilisten tilbage til I-95 på den anden side af den mest overbelastede strækning. Det er U.S. 301 gennem det sydlige Maryland – en rute, som jeg afprøvede dagen før Thanksgiving for at teste, om den udgør et brugbart alternativ for ferierejsende.
U.S. 301 er en vej, som tidligere generationer af amerikanske rejsende har kendt. Fra åbningen af en bro over Potomac-floden i 1940 til færdiggørelsen af Interstate 95 mellem Washington og Richmond i midten af 1960’erne var 301 den bedste måde at komme fra den nordøstlige del af landet til Florida og andre sydlige destinationer på. (Den var også kendt som Sin Strip, fordi den førte gennem en del af Maryland, der var kendt som Little Vegas på grund af det lovlige spil og den dertil hørende last.)
Så tilbyder denne rute noget for nutidens rejsende? Jeg var ikke sikker – ikke kun på grund af forstadsudbredelsen, men også på grund af bekymringer om, at den tosporede Gov. Harry W. Nice Memorial Bridge ville blive en betydelig flaskehals.
Da jeg tog af sted onsdag, var klokken 14.27 ved St. Paul og Monument streets, og mit Garmin GPS-system forudsagde ankomst til Dahlgren, Va., lige på den anden side af Potomac fra Maryland, klokken 15.56.
Nu er GPS en vidunderlig opfindelse, men de stakkels apparater er fuldstændig uvidende om trafikken. På en måde gør det dem nyttige, fordi man kan få et mål for, hvor meget tid man mister på grund af trafikpropper.
Og som helst satte GPS-systemet en kurs mod Baltimore-Washington Parkway til Beltway til Interstate 97. Så langt, så godt. Men der, hvor Route 3 (Crain Highway) deler sig, gav den mig en tvivlsom besked – den angav, at jeg skulle forlade I-97 for at benytte mig af den lige vej til 301. Dennis Starkey fra Highlandtown fortalte mig senere, at jeg skulle være blevet på 97 til U.S. 50. Han sagde, at man kan mere end indhente de ekstra syv miles ved at undgå den konstante række af lyskryds på 3 gennem Crofton. Han har ret.
Det var ikke desto mindre kun lidt over 15.00, da Crain Highway blev til 301 ved Bowie. Derfra bevægede trafikken sig livligt, selv om mængden var stor. Så kom Upper Marlboro, og trafikken på 301 sneg sig af sted. GPS-systemet var hurtigt ved at revidere sine rosenrøde scenarier for min ankomsttid. Ved Brandywine Road fortalte den mig, at jeg skulle forvente at tilbagelægge de resterende 33 miles inden kl. 16.32. Jeg var skeptisk.
Det var da, at jeg mødte det, der måske er en af de værste sammenfletninger i Maryland – hvor 301 indsnævres til en vognbane for at flette sammen med Branch Avenue, den vigtigste pendlerrute mellem Washington og det sydlige Maryland. På en strækning på flere kilometer delte de to overfyldte motorveje den samme vejbredde, hvilket bremsede trafikken til en krum hals.
Endeligt forgrenede Branch Avenue sig, og 301 styrtede ned i det hul, der kaldes Waldorf.
Hvis du aldrig har været i dette hjørne af Maryland, så prøv at forestille dig alle kædebutikker, restauranter, moteller og andre forretninger i USA – fra Aamco til Zales – klemt sammen på den strækning på få kilometer. Trafikken kører centimetervis gennem denne strækning, der er en lille pause, og så kommer mini-Waldorf i La Plata med mange af de samme kæder.
Så var prøvelserne pludselig overstået, og min bil susede gennem åbent land på vej mod den sidste vej til betalingsbroen. Overraskelse af overraskelser var der kun fire tiendedele af en mil i baghjul, da jeg ankom til betalingsanlægget omkring kl. 17.03. Efter ca. tre minutters ventetid for at komme til EZ-Pass-læseren var jeg på broen og i Virginia kl. 5:12.
Den flotte bro var dejlig.
Derfra er der ikke andet end åben motorvej gennem letbefolkede områder hele vejen til I-95 syd for Fredericksburg på U.S. 301 og Virginia Route 207. Jeg tog ikke den tur, men ifølge Starkey er der fri bane mellem Potomac og Richmond – ca. en time og et kvarter væk.
Reguleret for tid til pitstop tog turen fra Mount Vernon i Baltimore til Dahlgren 2 timer og 33 minutter, hvoraf ca. en time kunne tilskrives trafikophobning. Regn med tre timer og 50 minutter for at køre hele vejen til Richmond.
Så gør dette 301 til en levedygtig I-95-bypass? Det er svært at sige. Mine spioner, der overvågede traffic.com, fortalte mig, at Jam Factor på de veje, jeg undgik – Capital Beltway fra Wilson Bridge til Springfield Interchange og I-95 derfra til Fredericksburg – var tæt på 8 på en 10-punktsskala i den tid, jeg var på 301.
Lad os høre fra nogle læsere, der tog turen sydpå på I-95 sidste onsdag eftermiddag og aften. Hvor slemt var det med trafikken? Hvor lang tid tog det dig at komme til Richmond? Leder I efter en anden rute?
