Det følgende er et resumé af mit foredrag fra IxDA’s Interaction Design Education Summit 18. Foredraget fremhæver til gengæld nogle af de vigtigste resultater fra min masterafhandling i interaktionsdesign fra Chalmers Universitet.
“All you Scandinavian schools are too focused on products and not enough on process!”
Jeg var vendt tilbage til skolen for at få en mastergrad i interaktionsdesign og var med til at præsentere et projekt ved en designkonference for studerende. Efter vores præsentation klagede en professor på en anden skole over vores præsentation. Hun sagde, at den var for poleret og ikke fokuserede nok på vores metodologi. Efter at have været “i branchen” i mange år havde jeg vænnet mig til, at det var resultaterne, der talte. Lærte jeg ikke det, jeg burde lære af min tid på skolen?
Ja, læring er noget andet end at gøre noget, og industrien er ikke akademisk verden. Men kunne det virkelig være rigtigt, at erhvervslivets behov aktivt var i konflikt med de højere uddannelsers mål? Eller havde mine egne erfaringer fået mig til at fjerne mig fra de procesfokuserede resultater, som min skole forsøgte at undervise i?
I min kandidatafhandling undersøgte jeg denne kløft mellem interaktionsdesignvirksomhed og uddannelse. Jeg undersøgte forskellige designuddannelser og sammenlignede dem med arbejdsmarkedet. Jeg ønskede at identificere et ideelt pensum, der ville passe bedst til det, som virksomhederne virkelig har brug for.
Jeg tog fejl. Der findes ikke noget, der hedder en interaktionsdesign-uddannelse.
Hvor vi beskriver, hvordan vi kan forbedre den nuværende situation, er det nyttigt at forklare, hvordan vi er kommet hertil. De vigtigste udfordringer i forbindelse med identifikation af en kerneuddannelse i interaktionsdesign er:
- Ingen fælles definitioner af kernebegreber. Folk kan ikke engang blive enige om, hvad “interaktionsdesign” betyder, eller hvilke studieområder det omfatter.
- Ingen fælles læseplan eller standarder. Undervisere har ikke formået at organisere et fælles sæt af centrale læringsområder eller klasser på trods af gentagne forsøg. Selv uformelle bestræbelser på at dele lektionsplaner og undervisningsmetoder lider under forsømmelse og misbrug.
- Forskellige kursusoprindelser & skoler. Som en disciplin er interaktionsdesign opstået fra ergonomi, psykologi, informationssystemer og andre. Disse kildeoprindelser har fortsat indflydelse på, hvordan eller hvad der undervises i deres interaktionsdesignuddannelser.
- Uenighed om uddannelsens rolle. Underviserne er også uenige om, hvorvidt skolerne bør fokusere mere på at udvikle specifikke færdigheder eller på at opdyrke kompetente tænkere og bidragydere.
- Institutionelle krav & begrænsninger. Underviserne skal undervise i centrale emner, indføre ny teknologi og udvikle og opdrage de studerende. De skal gøre dette på få korte uger pr. klasse. Og det er samtidig med, at de følger krav i læseplaner, der ofte er flere år forældede.
- Modstridende krav fra industrien. Virksomhederne er ikke bedre. De efterspørger kandidater, der kan bidrage fra første dag i en række forskellige værktøjer eller færdigheder. Alligevel bruger de ikke tid på at vurdere læseplaner, gennemgå de studerendes portfolioer eller yde anden hjælp til den akademiske verden.
Hvordan er designuddannelserne forskellige?
Disse faktorer resulterer i en forvirrende variation af skoler, programmer og læseplaner for interaktionsdesign. Hvor stor er variationen?
For det første havde hele 130 af de 176 forskellige masteruddannelser, jeg undersøgte, unikke titler. Hvis man fjernede uddannelsestypen (dvs. MS, MA, MFA osv.), blev antallet kun reduceret til 108 unikke titler. (Min favorit? nok Masters of Science in Information Architecture & Knowledge Management, User Experience Design fra Kent State University.)
For at kunne foretage en meningsfuld sammenligning var jeg nødt til at forfine uddannelserne yderligere. Uddannelser med lignende titler, som “Human-Centered Computing”, “Human Centered Design & Engineering” og “Human-Centered Systems”, kunne slås sammen under en fælles titel, som “Human-Centered Design”. Og det var i denne sidste forfinelse, at der opstod 18 titelarketyper, der hver især var grupperet omkring en entydigt identificerbar betegnelse.
Med denne opdeling kunne jeg sammenligne disse uddannelsestyper med de lande, de fandtes i, de skoler, der underviste i dem, og meget mere. Jeg var ved at komme et sted hen! Bortset fra… at jeg ikke gjorde det. Det viste sig, at der ikke er nogen stor sammenhæng mellem navnet på uddannelsen og dens placering. “Interaction design” er lidt mere populært i Europa, mens “human-computer interaction” vinder i Nordamerika. Heller ikke titlen på uddannelsen ændrede sig alt efter hvilken skole, der underviste i programmet. Selv en sammenligning af afdelinger viste heller ikke nogen større sammenhæng. Selvfølgelig var det mere sandsynligt, at datalogi- og informationsvidenskabsafdelinger husede en Human-Computer Interaction-grad, mens en designafdeling husede en Interaction Design-grad optaget, men ud over det var der ikke rigtig meget at lære.
Jeg vidste, at der måtte være noget mere.
Hvordan er Interaction Design-uddannelser forskellige?
Så jeg tog 24 tilfældigt udvalgte, geografisk fordelte grader med navnet “interaktionsdesign” og kiggede dybere. Jeg undersøgte forudsætninger, længde, kursusforløb, og om de krævede et speciale for at blive færdiguddannet.
Og igen fandt jeg flere forskelle end ligheder. Kun et lille flertal var to år lange, mens resten var mellem et år og tre år lange. Næsten alle krævede en bachelorgrad og udskrifter, mens mindre end halvdelen krævede et cv eller en samtale. Hvad angår de afsluttende projekter, var det ret ligeligt fordelt mellem dem, der brugte et speciale, og dem, der brugte et capstone-projekt. Det er interessant, at fire programmer ikke krævede nogen af delene.
