Det menneskelige immunsystem

• Indledning til det menneskelige immunsystem
• Differente typer af immunitet
• Immunsystemets opbygning og organer
  • Lymfesystemet
  • Lymfevæv
  • Lymfeknuder
  • Thymus
  • Spleen

Introduktion til det menneskelige immunsystem

Det menneskelige legeme beskrives ofte som værende “i krig”. Hermed menes, at kroppen konstant er under angreb fra ting, der forsøger at gøre den skade. Det drejer sig bl.a. om giftstoffer, bakterier, svampe, parasitter og vira. Alle disse kan under de rette betingelser forårsage skade og ødelæggelse af dele af kroppen, og hvis de ikke blev kontrolleret, ville kroppen ikke være i stand til at fungere. Det er immunsystemets formål at fungere som kroppens egen hær til forsvar mod denne konstante strøm af mulige infektioner og toksiner.
Det menneskelige immunsystem er opdelt i to store grupper kaldet det erhvervede immunsystem og det medfødte immunsystem. Detaljerne om disse to systemer, og hvordan de fungerer, er behandlet mere under deres specifikke sider. Denne side vil beskæftige sig mere med immunsystemets strukturer og detaljeret beskrive de dele af kroppen, der spiller en rolle i immuniteten. Disse omfatter:

1. Lymfeknuder
2. Lymfeknuder
3. Thymus
4. Spleen

Forskellige typer af immunitet

Immunsystemet er opdelt i to dele, kaldet det erhvervede immunsystem og det medfødte immunsystem. Selv om de hver især spiller en rolle i forsvaret af kroppen, er der store forskelle mellem de to.
Det medfødte immunsystem arbejder altid på at beskytte kroppen og kræver ikke nogen særlig forberedelse for at stoppe en infektion.
Det erhvervede immunsystem skal dog “forberedes”, før det kan arbejde med sin fulde effektivitet, og er først rigtig effektivt, når det har set et muligt smitstof før.
En oversigt over disse forskellige systemer er givet i skemaet nedenfor, og for flere detaljer om den anvendte terminologi henvises til de specifikke sider, der er linket til ovenfor.

Immunforsvarets opbygning og organer

Lymfesystemet
Lymfesystemet svarer næsten til blodkarrene, men i stedet for at transportere blod gennem kroppen, transporterer lymfesystemet et stof kaldet “lymfe”. Lymfe er overskydende vævsvæske, der er blevet drænet fra kroppens rum. Lymfevæske er normalt klar, vandig og har samme sammensætning som blodet, men uden celler. Lymfesystemet er et komplekst netværk af lymfekar (som transporterer lymfen), langs hvilket der lejlighedsvis findes lymfeknuder. Når lymfesystemet har opsamlet al lymfen, passerer denne gennem lymfeknuderne, inden den sendes tilbage til blodet via en stor blodåre lige under halsen. I lymfesystemet er der masser af celler kaldet lymfocytter (T- og B-cellerne), som cirkulerer rundt og er en del af det erhvervede immunsystem.
Lymfevæv
Lymfevæv er spredt ud over hele kroppen og er hjemsted for lymfocytterne. Lymfocytterne er pakket sammen i klynger i væggene i dele af kroppen, som ofte udsættes for fremmede stoffer. Disse steder omfatter mave-tarmsystemet samt mandlerne, som spiller en rolle i beskyttelsen af kroppen mod eventuelle luftbårne infektioner.
Lymfeknuder
Lymfeknuder er små, ovale strukturer, der kan være alt fra 1 mm til 25 mm store. Blodkar og nerver er knyttet til lymfeknuderne, ligesom der er to sæt lymfekar – dem, der kommer ind i lymfeknuden, og dem, der forlader den.
Lymfen kommer ind fra den ene side og bevæger sig langsomt forbi alle lymfeknudens celler, inden den forlader den gennem det andet lymfekar. Dette giver lymfen tid til at få adgang til så mange af lymfeknuderne som muligt. I lymfeknuden er der en tæt pakning af immunceller som f.eks. makrofager. Disse er de “store ædere” og vil opsluge og ødelægge alt farligt, som de kan. De spiller også en rolle ved at vise disse stoffer til T- og B-cellerne (hvilket er beskrevet mere detaljeret under det erhvervede immunsystem). Der er også områder i lymfeknuderne, der kaldes “germinale centre”, hvor alle b-cellerne formerer sig for at bekæmpe infektioner. I en anden del af lymfeknuden er der mest T-celler. Når de har brug for det, forlader lymfocytterne lymfeknuden og går ud i kredsløbet for at bekæmpe infektioner.
Lymfeknuderne er der som et filter for lymfen, inden den kommer tilbage i venesystemet. 99 % af alle fremmede stoffer, der ankommer til lymfeknuderne, bliver fjernet. Lymfeknuder findes i områder som f.eks. i nakkefoden, armhulen og lysken. Hævelse eller betændelse i disse knuder er normalt en reaktion på en infektion i et af de områder, der drænes af lymfeknuderne. Det er ofte det, der menes, når nogen siger, at de har “hævede kirtler”.
Thymus
Thymus er et lymfoidt organ, der er placeret i den nederste del af halsen og foran på brystet. Med alderen bliver thymus mindre og mister de fleste af sine aktive immunceller. Ydersiden af thymus indeholder lymfoide stamceller (som er umodne celler, der stadig er i stand til at vokse), der deler sig hurtigt og producerer celler, der modnes til T-celler. Disse T-celler vandrer derefter til midten af thymus. Der redegøres nærmere for deres vækst under det erhvervede immunsystem. Der er også celler i thymus, der frigiver hormoner (signalstoffer), som får T-cellerne til at vokse.
Mælten
Mælten er det største af de lymfoide organer. Den er normalt lilla i farven og ligger i den øverste venstre del af maven (maven). Milten er placeret bag maven, foran diafragmaet (den muskel, der bruges til at trække vejret) og ved siden af venstre nyre. Milten kan variere meget i størrelse og form; den er dog normalt ca. 12 cm lang og 7 cm bred (ca. på størrelse med en knyttede næve). Milten indeholder store mængder blod, som med jævne mellemrum presses ud i kredsløbet ved sammentrækning af nogle små muskler, der omgiver den.
Der er to forskellige “dele” af milten, som hver har en forskellig funktion. Den ‘røde pulpa’ har fået sit navn på grund af sin farve, og dens funktion er at filtrere blodet. Det gør den ved at have små huller i sine blodkar, som kun lader nogle typer blodceller komme igennem. De blodceller, der er lidt ældre eller på anden måde defekte, er ikke fleksible nok til at kunne klemme sig igennem disse huller, og de sidder derfor fast. Disse fastsiddende celler bliver så ædt af makrofagerne.
Den “hvide pulpa” er i bund og grund områder med lymfoidt væv i midten af milten. Der er områder fyldt med T-celler og B-celler. Disse udgør ca. 5-20 % af milten. Der er langt flere B-celler hos yngre mennesker end hos ældre mennesker, og deres antal i milten falder med alderen.

Mere information

For oplysninger om det erhvervede immunsystem, se Erhvervet immunsystem.

For oplysninger om det medfødte immunsystem, se Medfødt immunsystem.

1. Martini, FH. Human Anatomy (tredje udgave). New Jersey, Prentice-Hall, 2000.
3. Moore KL, Dalley AF. Clinically Oriented Anatomy (fjerde udgave). Baltimore, Lippincott Williams & Wilkins, 1999.
4. Peakman M, Vergani D. Basic and Clinical Immunology. London, Churchill Livingstone (Elsevier), 2003.
5. Young B, Heath JW. Wheater’s Functional Histology (fjerde udgave). Edinburgh, Churchill Livingston, 2002.