De første forsøg på digitale audio workstations i 1970’erne og 1980’erne havde begrænsninger som f.eks. den høje pris på lagerplads og datidens meget langsommere behandlings- og diskhastigheder.
I 1978 byggede Soundstream, der havde fremstillet en af de første kommercielt tilgængelige digitale lydbåndoptagere i 1977, hvad der kunne betragtes som den første digitale lydarbejdsstation ved hjælp af noget af det mest aktuelle computerhardware på det tidspunkt. Digital Editing System, som Soundstream kaldte det, bestod af en DEC PDP-11/60 minicomputer, der kørte en specialfremstillet softwarepakke kaldet DAP (Digital Audio Processor), en Braegen 14″ harddisk, et oscilloskop til visning af lydbølgeformer til redigering og en videoterminal til styring af systemet. Grænsefladekort, der blev sat ind i PDP-11’s Unibus-slots (Digital Audio Interface eller DAI), gav analog og digital lydindgang og -udgang for at skabe grænseflader til Soundstreams digitale optagere og konventionelle analoge båndoptagere. DAP-softwaren kunne foretage redigeringer af den lyd, der var optaget på systemets harddiske, og producere enkle effekter som f.eks. crossfades.
I slutningen af 1980’erne begyndte en række computere på forbrugerniveau som MSX (Yamaha CX5M), Apple Macintosh, Atari ST og Commodore Amiga at have nok kraft til at kunne håndtere digital lydredigering. Ingeniører brugte Macromedias Soundedit sammen med Microdeals Replay Professional og Digidesigns “Sound Tools” og “Sound Designer” til at redigere lydprøver til sampling-keyboards som E-mu Emulator II og Akai S900. Snart begyndte folk at bruge dem til simpel to-spors lydredigering og lydmastering.
I 1989 udgav Sonic Solutions det første professionelle (48 kHz ved 24 bit) diskbaserede ikke-lineære lydredigeringssystem på diskette. Det Macintosh IIfx-baserede Sonic System, der var baseret på forskning, der tidligere var udført hos George Lucas’ Sprocket Systems, indeholdt komplet premastering af cd’er med integreret styring af Sonys U-matic båndbaserede digitale lydredigeringssystem, der er branchestandard.
I 1994 producerede et firma i Californien ved navn OSC et 4-spors redigerings- og optagerprogram kaldet DECK, der kørte på Digidesigns hardwaresystem, og som blev brugt i produktionen af The Residents’ “Freakshow” .
Mange større optagestudier “gik endelig over til det digitale”, efter at Digidesign introducerede sin Pro Tools-software i 1991, der var modelleret efter den traditionelle metode og signalstrøm i de fleste analoge optageapparater. På dette tidspunkt var de fleste DAW’er Apple Mac-baserede (f.eks. Pro Tools, Studer Dyaxis, Sonic Solutions). Omkring 1992 begyndte de første Windows-baserede DAW’er at dukke op fra virksomheder som Innovative Quality Software (IQS) (nu SAWStudio), Soundscape Digital Technology, SADiE, Echo Digital Audio og Spectral Synthesis. Alle systemerne brugte på dette tidspunkt dedikeret hardware til deres lydbehandling.
I 1993 udgav det tyske firma Steinberg Cubase Audio på Atari Falcon 030. Denne version bragte DSP-indbyggede effekter med 8-spors lydoptagelse &afspilning & kun ved hjælp af native hardware. Det første Windows-baserede software-only produkt, der blev introduceret i 1993, var Samplitude (som allerede eksisterede i 1992 som en lydredigeringssoftware til Commodore Amiga).
I 1996 introducerede Steinberg et fornyet Cubase (som oprindeligt blev lanceret i 1989 som et MIDI-sekvenseringsprogram til Atari ST-computeren, senere udviklet til Mac- og Windows-pc-platforme, men som ikke havde lydfunktioner før Cubase Audio fra 1993), som kunne optage og afspille op til 32 spor digital lyd på en Apple Macintosh uden brug af ekstern DSP-hardware. Cubase modellerede ikke blot en båndlignende grænseflade til optagelse og redigering, men modellerede desuden ved hjælp af VST, der også blev udviklet af Steinberg, hele mixerpulten og effektrækken, som er almindelige i analoge studier. Dette revolutionerede DAW-verdenen, både med hensyn til funktioner og pris, og blev hurtigt efterlignet af de fleste andre moderne DAW-systemer.
