Printable Version
| Emergence of a New Party System | Previous | Next |
| Digital History ID 3542 | ||
De første år af den nye republik havde givet anledning til to konkurrerende politiske partier, føderalisterne og de demokratisk-republikanske partier. De to første partier havde i modsætning til de nuværende politiske partier en tendens til at have en stærk sektionel karakter, hvor føderalisterne var dominerende i New England og republikanerne andre steder.
Efter krigen i 1812 vendte nationen tilbage til en periode med et enpartistyre i nationalpolitik. Føderalistpartiets tilbagegang skabte en illusion om national politisk enhed, men skuffen var bedragerisk. Uden den disciplin, som konkurrencen med et stærkt oppositionsparti pålagde, begyndte det republikanske parti at splitte sig op i kliker og fraktioner.
Under James Monroes præsidentperiode gik det republikanske parti i opløsning som en stabil national organisation. Efter sin overvældende sejr i 1816 søgte Monroe at fremme det ideal, som George Washington havde udtrykt i sin afskedstale: en nation fri for partipolitiske splittelser. Ligesom Washington udpegede han rivaliserende partiledere, såsom John Quincy Adams og John C. Calhoun, til sit kabinet. Han nægtede at bruge føderal protektionisme til at styrke det republikanske parti. Han indtog også den holdning, at Kongressen, og ikke præsidenten, var den bedste repræsentant for offentlighedens vilje og derfor skulle definere den offentlige politik.
Fraværet af en stærk leder førte imidlertid til en fragmentering af det republikanske parti under Monroes regering. Fraktions- og sektionsrivaliteter blev stadig mere bitre, og partimaskineriet faldt i ubrug.
Fødsel af det andet partisystem
Med tiden begyndte lokale og personlige fraktioner at smelte sammen til et nyt politisk partisystem. Tre kritiske faktorer bidrog til skabelsen af det andet partisystem. Den første var den finansielle panik i 1819 og den efterfølgende depression.
Panikken resulterede i betydelige politiske forskelle om emner som gældslettelse, bank- og pengepolitik og toldsatser. Landmænd, især i syd og vest, krævede vedtagelse af opholdslove for at udskyde tilbagebetalingen af gæld. Mange håndværkere og landmænd beskyldte bankerne for at have forårsaget panikken ved at trykke et overskud af værdiløse papirpenge. De krævede, at pengesedler blev erstattet af hårde penge, guld- og sølvmønter. Disse grupper var ofte uenige med erhvervsinteresser, som krævede kreditudvidelse, højere toldsatser for at beskytte nye industrier og statsfinansierede transportforbedringer for at reducere handelsomkostningerne.
En anden kilde til politisk splittelse var sydstaternes alarm over slavedebatterne i Kongressen i 1819 og 1820. Mange sydlige ledere frygtede, at Missourikrisen kunne udløse en omlægning af den nationale politik langs sektionsgrænserne. En sådan udvikling, skrev John Quincy Adams, var “frygtelig for sydstaterne – den truede i sit forløb frigørelsen af alle deres slaver og truede i sin umiddelbare virkning den sydlige dominans, som har styret Unionen i de sidste tyve år”. Bekymring over slavedebatterne i 1819 og 1820 fik mange sydstatsborgere til at søge politiske alliancer med nordstaterne. Allerede i 1821 var gamle republikanere i Sydstaterne – som var imod høje toldsatser, en nationalbank og føderalt finansierede interne forbedringer – begyndt at danne en løs alliance med senator Martin Van Buren fra New York og den republikanske partifraktion, som han stod i spidsen for.
Den tredje store kilde til politisk splittelse var valget af præsidentkandidater. “Virginia-dynastiet” af præsidenter, en kæde, der var begyndt med George Washington og havde omfattet Thomas Jefferson, James Madison og James Monroe, var ved sin afslutning i 1824. Traditionelt valgte et caucus bestående af det republikanske partis medlemmer af Kongressen det republikanske partis kandidat. Ved caucuset i 1824 mødtes medlemmerne i et lukket møde og valgte William Crawford, Monroes finansminister, som partiets kandidat. Ikke alle republikanere støttede dog denne metode til at udpege kandidater og nægtede derfor at deltage.
Da Crawford fik et slagtilfælde og blev delvist invalideret, dukkede fire andre kandidater op: Udenrigsminister John Quincy Adams, søn af nationens anden præsident og den eneste kandidat fra nord; John C. Calhoun, Monroes krigsminister, som ikke havde megen støtte uden for sit hjemland South Carolina; Henry Clay, formand for Repræsentanternes Hus; og general Andrew Jackson, helten fra slaget ved New Orleans og sejrherre over Creek- og Seminole-indianerne. Om sidstnævnte kommenterede Thomas Jefferson tørt, at man lige så godt kunne forsøge at “gøre en soldat af en gås som Andrew Jackson til præsident.”
I valget i 1824 fik Jackson det største antal stemmer både ved valget og i valgkollegiet, efterfulgt (i valgmandsstemmer) af Adams, Crawford og derefter Clay. Men det lykkedes ham ikke at få det forfatningsmæssigt krævede flertal af valgmændene. Som fastsat i forfatningens tolvte forfatningsændring blev valget derfor kastet over til Repræsentanternes Hus, som skulle vælge mellem de tre personer, der havde fået flest stemmer i valgkollegiet. Her overtalte Henry Clay sine tilhængere til at stemme på Adams og kommenterede syrligt, at han ikke mente, “at det at dræbe to tusinde fem hundrede englændere i New Orleans” var en passende kvalifikation til præsidentposten. Adams blev valgt på første valgrunde.
The Philadelphia Observer anklagede Adams for at have indgået en hemmelig aftale for at opnå Clays støtte. Tre dage senere syntes Adams’ udnævnelse af Clay som udenrigsminister at bekræfte anklagerne om en “korrupt handel”. Jackson var forarget, da han med rette kunne hævde, at han var den populære favorit. Generalen udbrød: “Vestens Judas har lukket kontrakten og vil modtage de tredive sølvmønter.”
| Previous | Next |
