Dravidiske sprogs historie
Der findes en betydelig litteratur om teorien om, at Indien er et sprogligt område, hvor forskellige sprogfamilier har udviklet konvergerende strukturer gennem omfattende regional og samfundsmæssig tosprogethed. Det er nu veletableret, at de indo-ariske og dravidiske sprogfamilier har udviklet konvergerende strukturer i lydsystem (fonologi) og grammatik på grund af kontakt, der går tilbage til det 2. årtusinde fvt. De tidligste varianter af indo-arisk er former af sanskrit. Mere end et dusin dravidiske låneord kan spores i sanskritteksten Rigveda (1500 fvt.), herunder ulūkhala- “mørtel”, kuṇḍa “grube”, khála- “tærskeplads”, kāṇá- “enøjede” og mayūra “påfugl”. Indførelsen af retrofleksive konsonanter (de konsonanter, der produceres ved at tungespidsen hæves mod midten af den hårde gane) er også blevet tilskrevet kontakten mellem talere af sanskrit og talere af de dravidiske sprog.
Fordelingen af dravidiske låneord i Rigveda indebærer, at dravidiske og ariske talere på tidspunktet for dens sammensætning var smeltet sammen til ét talesamfund på den store indo-gangetiske slette, mens uafhængige samfund af dravidiske talere var flyttet til periferien af det indo-ariske område (Brahui i nordvest, Kurukh-Malto i øst, og Gondi-Kui i øst og det centrale Indien). Især findes de ældste former af de dravidiske sprog i det sydlige Indien, som ikke blev udsat for sanskrit før det 5. århundrede fvt. Det tyder på, at det sydlige område var befolket af talere af de dravidiske sprog, allerede før arieres indtog Indien.
Ordet drāviḍa/drāmiḍa og dets adjektivformer forekommer i den klassiske sanskritlitteratur fra det 3. århundrede fvt. som navn på et land og dets folk. Drāviḍa som navnet på et sprog forekommer i Kumarila-Bhatas Tantravartika (“Exposition on the Sacred Sciences”) fra omkring det 7. århundrede e.Kr. I disse og næsten alle lignende tilfælde er der grund til at tro, at navnet henviste til det tamilske land, det tamilske folk og det tamilske sprog. Robert Caldwell, den skotske missionær og biskop, der skrev den første komparative grammatik over de dravidiske sprog (1856), hævdede, at udtrykket nogle gange henviste tvetydigt til sydindiske folk og deres sprog; han vedtog det som et generisk navn for hele familien, da tamil (tamiẓ) allerede var det etablerede navn for et specifikt sprog.
Caldwell og andre forskere har postuleret, at flere ord fra græsk, latin og hebraisk har dravidisk oprindelse. Autenticiteten af mange af disse påstande er blevet anfægtet, selv om to punkter synes plausible. Det første er det græske oruza/oryza/orynda ‘ris’, som skal sammenlignes med proto-dravidisk *war-inci (asterisken angiver en rekonstruktion baseret på attesterede efterkommere, i dette tilfælde tamil-malayalam-telugu wari, parji verci(l), gadaba varci(l) og gondi wanji ‘ris, paddy’) og ikke med tamilsk arisi (syddravidisk *ariki) som foreslået af Caldwell.
I det andet tilfælde stammer det græske ziggiberis/zingiberis ‘ingefær’ fra den syddravidiske nominalforbindelse *cinki-wēr (protodravidisk *wēr ‘rod’), Pali singi og singivera, Sanskrit s’ṛṅgavera- og Tamil-Malayalam iñci (afledt fra *cinki ved tab af *c og ved at ændre -ki til -ci efter en forreste vokal). En række stednavne i Sydindien, der nævnes af Plinius den Ældre (1. århundrede ce) og Ptolemæus (2. århundrede ce), ender på -our eller -oura, som svarer til stednavne-suffikset -ūr ‘by’ fra proto-dravidisk *ūr.
