I 1994 gjorde det nye tv-drama “ER” chefen for akutmedicin på det gamle Cook County Hospital så vred, at han ønskede at sagsøge for bagvaskelse. Det kan ikke lade sig gøre, oplyste hospitalets advokater til dr. Robert Simon: Seriens skildring af det fiktive “Cook County General Hospital” var måske nok mærkværdig – i sine breve til NBC og seriens producenter raserede Simon over “grove unøjagtigheder” – men det rigtige hospital i Chicago havde ingen retlig mulighed for at gøre noget ved sagen.
Simon, der var meget stolt af sin nationalt respekterede skadestue og dens kompagnon, Cook Countys legendariske traumeafdeling, kunne ikke tåle sådanne absurditeter i manuskriptet som en yngre læge, der opererer et aortaaneurisme, eller en børnelæge, der groft beordrer en mor til at købe medicin, som hun ikke havde råd til. “Disse ting kan ske,” sagde Simon dengang til en journalist. “Mit problem er, at de ikke kan ske her.”
Femten år senere, mens NBC forbereder sig på at sende showets sidste afsnit torsdag aften, er Simon en ændret observatør med en anerkendende mening. Han vil måske endda se det sidste program fra start til slut – noget, han aldrig har gjort.
* * * *
Skriget fra Cook County Hospital fik til sidst skaberne af “ER” til at forkorte navnet på deres tv-hospital til det, det stadig hedder i dag: “County General”. Men ved at holde sig på afstand af det virkelige hospital på Chicagos Near West Side gik “ER’s” forfattere glip af de mærkeligere øjeblikke end fiktion.
I månederne før showet blev sendt første gang, havde kirurgerne på den virkelige traumeafdeling skiftet løbesko ud med lyse, klappende gummiklodser – så de bedre kunne vaske tørret blod af.
Showet fangede heller ikke de virkelige spændinger, når rivaliserende gangstere delte et venteværelse efter en skudduel. Og et andet problem: Sikkerhedsvagterne på Cook County Hospital havde holdt bandemedlemmer ude af trappeopgange for at forhindre dem i at hente ligene af deres mordofre til den ultimative lemlæstelse.
Den tidlige “ER” overså også halvdelen af grundene til, at personalet på Cook County Hospital afklædte de alvorligt sårede patienters tøj. “Officielt klæder vi folk af for at se på deres sår”, fortalte oversygeplejerske Lola Whalen dengang. “Uofficielt gør vi det for at aflæse deres våben.” Og hvem, uden at høre den sande historie fra nogen i Cook County, kunne vide noget om den meningsløshed, som lægerne oplevede i forbindelse med den mand, der blev dødeligt skudt i hovedet af sin bror i et skænderi om … en kanalskifter?
Først klagede mange læger på Cook County og andre travle hospitaler over seriens kavalergang til medicin – især den manglende overvågning i skadestuen. Karaktererne var så uforsigtige med blodet, at instruktører i infektionskontrol på hospitalerne på University of Chicago optog episoder af “ER” for at vise lægerne, hvad de ikke skulle gøre.
Men det var dengang. Nu hvor serien slutter, behøver vi ikke at strække os for langt for at sige, at den medicinske sæbeopera “ER” meget vel kan have reddet nogle liv. En dag, måske endda dit.
* * * *
Nødmedicin udviklede sig som noget af et blandingsfelt; læger fra mange specialer roterede typisk gennem skadestuerne eller reagerede på individuelle tilfælde, efterhånden som de kom ind ad døren. Først i 1979 blev akutmedicin formelt anerkendt som et speciale af American Board of Medical Specialties.
“ER” glorificerede akutmedicin som intet andet program før det – ikke engang “St. Elsewhere”, et program, som mange læger stadig roser for sin realistiske skildring af bymedicin. Nogle af virkningerne af denne glamour er ubestridelige: Intet medicinsk speciale kan gøre George Clooney til sit eget, selv ikke i et tv-drama, uden at se sin status stige, og kvaliteten af ansøgere til kandidaturer til speciallægeuddannelsen forbedres. Det vil være en af de varige resultater af “ER”: Programmet har øget offentlighedens respekt for akutmedicin og de mennesker, der praktiserer den.
Selv Dr. Robert Simon er frivillig i denne dom. At holde tv-publikummet som gidsler i 15 år i en fiktiv skadestue, siger han, “har skabt et positivt indtryk af vores profession. Det har vist folk den medfølelse, der er for patienter i virkelige nødsituationer.”
Ingen af os stræber efter at være en af disse patienter. Vil vi en dag finde os selv i nåde hos en særligt dygtig akutlæge, som blev interesseret i dette speciale ved at se “ER”? Det kunne være.
Serien har med sin opmærksomme fokus på virkelige scener i Chicago og virkelige Chicago-boere været god for byen. Hvis det også har været godt for nogle af de patienter, der ankommer til de amerikanske skadestuer i næste uge eller næste år – om ikke andet så fordi omgivelserne vil virke velkendte – så er det kun endnu bedre.
Hvad angår øjenskønheden, overdrivelsen og respektløsheden – så lykkedes det selv Dr. Simon at komme forbi det. Doc, du tager popcorn med torsdag aften.
