OldtidshistorieRediger
Den region, hvori Erbil ligger, var stort set under sumerisk dominans fra ca. 3000 f.Kr. indtil opkomsten af det akkadiske imperium (2335-2154 f.Kr.), som forenede alle de akkadiske semitter og sumerere i Mesopotamien under ét styre. I dag lever det assyriske folk, et syrisktalende samfund, der hævder at stamme fra akkadisk talende, som et mindretal i det nordlige Irak, det nordøstlige Syrien, det sydøstlige Tyrkiet og det nordvestlige Iran; deres befolkning anslås at være 3,3 millioner.
Den første omtale af Erbil i litterære kilder stammer fra arkiverne fra det østsemitisk-talende kongerige Ebla. De beretter om to rejser til Erbil (Irbilum) af en budbringer fra Ebla omkring 2300 f.Kr. Erridupizir, konge af det sprogisolatalende kongerige Gutium, erobrede byen i 2150 f.Kr. Den neosumeriske hersker af Ur, Amar-Sin, plyndrede Urbilum i sit andet år, ca. 1975 f.Kr.
Erbil var en integreret del af Assyrien fra omkring 2050 f.Kr. og blev en relativt vigtig by under det gamle assyriske rige (1975-1750 f.Kr.), det mellemassyriske rige (1365-1050 f.Kr.) og det neoassyriske rige (935-605 f.Kr.), indtil det sidste af disse imperier faldt mellem 612-599 f.Kr. Det forblev dog en del af Assyrien under persisk, græsk, parthisk, romersk og sassanidisk styre indtil første halvdel af det 7. århundrede e.Kr.
Under Medianerriget kan Cyaxares have bosat et antal folk fra den gamle iranske stamme Sagartianerne i de assyriske byer Arbela og Arrapha (det moderne Kirkuk), sandsynligvis som belønning for deres hjælp ved indtagelsen af Nineveh. Ifølge klassiske forfattere besatte den persiske kejser Kyros den Store Assyrien i 547 f.Kr. og etablerede det som en aksemenidisk satrapi kaldet på oldpersisk Aθurā (Athura), med Babylon som hovedstad.
Slaget ved Gaugamela, hvor Alexander den Store besejrede Darius III af Persien, fandt sted i 331 f.Kr. ca. 100 km vest for Erbil. Efter slaget lykkedes det Darius at flygte til byen. (Noget unøjagtigt er konfrontationen nogle gange kendt som “Slaget ved Arbela”). Efterfølgende blev Arbela en del af Alexanders rige. Efter Alexander den Stores død i 323 f.Kr. blev Arbela en del af det hellenistiske seleukidiske rige.
Erbil blev en del af den region, der var omstridt mellem Rom og Persien under sasaniderne. Det gamle ashkenazisk-riphatheiske kongerige Adiabene (den græske form af det assyriske Ḥadyab) havde sit centrum i Erbil, og byen og kongeriget er kendt i den jødiske historie for kongefamiliens konvertering til jødedommen. I løbet af den parthiske æra til den tidlige sassanidiske æra blev Erbil hovedstad i den ashkenazisk-rypathæiske stat Adiabene.
Befolkningen konverterede derefter gradvist fra den mesopotamiske religion mellem det 1. og 4. århundrede til kristendommen – primært den kaldæiske katolske kirke (og i mindre grad til den syrisk-ortodokse kirke), hvor Pkidha traditionelt blev den første biskop omkring 104 e.Kr. Den gamle mesopotamiske religion uddøde ikke helt i regionen før det 10. århundrede e.Kr. Metropolitanatet Ḥadyab i Arbela (syrisk: ܐܪܒܝܠ Arbel) blev et centrum for den østlige syriske kristendom indtil sent i middelalderen.
Middelalderens historieRediger
Da mange af de assyrere, der var konverteret til kristendommen, antog bibelske (herunder jødiske) navne, havde de fleste af de tidlige biskopper østlige aramæiske eller jødiske/bibelske navne, hvilket ikke tyder på, at mange af de tidlige kristne i denne by var konvertitter fra jødedommen. Byen fungerede som hjemsted for en metropolit for den assyriske kirke i Øst. Fra byens kristne periode stammer mange kirkefædre og kendte forfattere på syrisk.
Efter den muslimske erobring af Persien blev den sasanidiske provins Assuristan, som Erbil var en del af, opløst, og fra midten af det 7. århundrede e.Kr. oplevede regionen en gradvis tilstrømning af muslimske folkeslag, overvejende arabere, kurdere og tyrkiske folkeslag.
Den mest bemærkelsesværdige kurdiske stamme i regionen var Hadhabani, hvoraf flere personer også fungerede som guvernører for byen fra slutningen af det 10. århundrede indtil det 12. århundrede, hvor den blev erobret af zengiderne og dens guvernørskab givet til de tyrkiske begtegenider, hvoraf den mest bemærkelsesværdige var Gökböri, som beholdt byen i den ayyubidiske æra Yaqut al-Hamawi beskriver endvidere Erbil som værende overvejende kurdisk befolket i det 13. århundrede.
Da mongolerne invaderede Nærøsten i det 13. århundrede, angreb de Arbil for første gang i 1237. De plyndrede den nedre bydel, men måtte trække sig tilbage foran en ankommende kalifathær og måtte udsætte indtagelsen af citadellet. Efter Bagdads fald til Hülegü og mongolerne i 1258 overgav den sidste begtegenidiske hersker sig til mongolerne, idet han hævdede, at den kurdiske garnison i byen ville følge trop; de nægtede dog at gøre det, og derfor vendte mongolerne tilbage til Arbil og kunne indtage citadellet efter en belejring, der varede seks måneder. Hülegü udnævnte derefter en assyrisk kristen guvernør til byen, og den syrisk-ortodokse kirke fik lov til at bygge en kirke.
Som tiden gik, begyndte vedvarende forfølgelser af kristne, jøder og buddhister i hele Ilkhanatet for alvor i 1295 under Oïrat amir Nauruz’ styre, hvilket i høj grad berørte de indfødte assyriske kristne. Dette manifesterede sig tidligt i Ilkhan Ghazans regeringstid. I 1297, efter at Ghazan havde følt sig stærk nok til at overvinde Nauruz’ indflydelse, satte han en stopper for forfølgelserne.
Under Ilkhan Öljeitü’s regeringstid trak de assyriske indbyggere sig tilbage til citadellet for at undslippe forfølgelserne. I foråret 1310 forsøgte Malek (guvernør) i regionen at indtage den fra dem med hjælp fra kurderne. Trods den tyrkiske biskop Mar Yahballahas bedste forsøg på at afværge den forestående undergang blev citadellet til sidst indtaget efter en belejring af Ilkhanat-tropper og kurdiske stammefolk den 1. juli 1310, og alle forsvarerne blev massakreret, herunder mange af de assyriske indbyggere i den nedre bydel.
Den assyriske befolkning i byen forblev dog numerisk betydelig indtil Timurs styrker ødelagde byen i 1397.
I middelalderen blev Erbil successivt regeret af umayyaderne, abbasiderne, buwayhiderne, seljukkerne og derefter de turkmenske Begtegīnid-emirerne af Erbil (1131-1232), især Gökböri, en af Saladins førende generaler; de blev igen efterfulgt af ilkhaniderne, jalayiriderne, kara-koyunlu’erne, timuriderne og ak-koyunlu’erne. Erbil var fødested for de berømte kurdiske historikere og forfattere fra det 12. og 13. århundrede, Ibn Khallikan og Ibn al-Mustawfi. Efter slaget ved Chaldiran i 1514 kom Erbil under Soran-emiratet I det 18. århundrede indtog Baban-emiratet byen, men den blev generobret af Soran-herren Mir Muhammed Kor i 1822 Soran-emiratet fortsatte med at herske over Erbil, indtil den blev indtaget af osmannerne i 1851. Erbil blev en del af Musul Vilayet i det osmanniske rige indtil Første Verdenskrig, hvor osmannerne og deres kurdiske og tyrkiske allierede blev besejret af det britiske imperium.
MederneRediger
Mederne, og med dem sagarthanerne, skulle gøre oprør mod Darius I af Persien i 522 f.Kr., men dette oprør blev slået hårdt ned af den hær, som Darius sendte ud under ledelse af general Takhmaspada det følgende år. Begivenhederne er skildret i Behistun-inskriptionen, som i dag står i bjergene i Irans Kermanshah-provins. Sletterne 10 km vest for Erbil, som altid har været bufferzone mellem de to store imperier Byzans og Persien, blev vidne til slaget ved Gaugemela mellem Alexander den Store og Darius III af Persien i 331 f.Kr. Da Darius blev besejret, lykkedes det ham at flygte til Erbil, hvilket er grunden til, at slaget stadig nogle gange – ret ukorrekt – omtales som slaget ved Erbil. Erbil blev i det første århundrede e.Kr. hovedsæde for Adiabene-kongedømmet, der stort set lå nordvest for det nordvestlige område i det nuværende Diyarbakir i Tyrkiet. Det huskes i jødiske traditioner for den bemærkelsesværdige konvertering af dets dronning, Helena af Adiabenes, til jødedommen, før hun drog videre til Jerusalem. Den tidlige kristendom blomstrede også i Erbil med en biskop etableret i byen så tidligt som i 100 e.Kr. med et samfund af tilhængere, som menes at være konvertitter fra jødedommen.
Moderne historieRediger
Erbil ligger på sletten under bjergene, men for det meste bor indbyggerne i irakisk Kurdistan oppe ovenpå i det barske og klippefyldte terræn, der er kurdernes traditionelle levested siden umindelige tider.
Den moderne by Erbil står på en tell, der krones af et osmannisk fort. I middelalderen blev Erbil et vigtigt handelscenter på ruten mellem Baghdad og Mosul, en rolle, som byen stadig spiller i dag med vigtige vejforbindelser til omverdenen.
I dag er Erbil både multietnisk og multireligiøs, idet kurderne udgør den største etniske gruppe i byen, mens der også findes et mindre antal arabere, assyrere, tyrkere, tyrkere, armeniere, yazidier, shabakker, tyrkere, kawliya, iranere og mandeanere. Erbil er også hjemsted for en stor befolkningsgruppe af flygtninge på grund af de igangværende konflikter i Syrien og i resten af Irak. I 2020 blev det anslået, at 450.000 flygtninge havde bosat sig i Erbils hovedstadsområde siden 2003, og mange af dem forventes at blive her.
Den kurdiske autonome regions parlament blev oprettet i Erbil i 1970 efter forhandlinger mellem den irakiske regering og Kurdistans Demokratiske Parti (KDP) under ledelse af Mustafa Barzani, men blev i praksis kontrolleret af Saddam Hussein indtil det kurdiske oprør i slutningen af Golfkrigen i 1991. Den lovgivende forsamling ophørte med at fungere effektivt i midten af 1990’erne, da der udbrød kampe mellem de to største kurdiske fraktioner, Kurdistans Demokratiske Parti og Kurdistans Patriotiske Union (PUK). Byen blev erobret af KDP i 1996 med bistand fra Saddam Husseins irakiske regering. PUK etablerede derefter en alternativ kurdisk regering i Sulaimaniyah. KDP hævdede, at PUK i marts 1996 bad Iran om hjælp fra Iran til at bekæmpe KDP. KDP betragtede dette som et udenlandsk angreb på irakisk jord, og bad Saddam Hussein om hjælp.
Det kurdiske parlament i Erbil blev genindkaldt efter underskrivelsen af en fredsaftale mellem de kurdiske partier i 1997, men det havde ingen reel magt. Den kurdiske regering i Erbil havde kun kontrol over den vestlige og nordlige del af den selvstyrende region. Under invasionen af Irak i 2003 havde en specialstyrke fra USA’s specialstyrker hovedkvarter lige uden for Erbil. Byen var skueplads for festligheder den 10. april 2003 efter Baath-regimets fald.
Under koalitionsstyrkernes besættelse af Irak blev Erbil ramt af sporadiske angreb. Parallelle bombeangreb mod Eid-festlighederne kostede 109 mennesker livet den 1. februar 2004. Ansar al-Sunnah påtog sig ansvaret og erklærede, at de var solidariske med Ansar al-Islam. Et selvmordsbombeangreb den 4. maj 2005 dræbte 60 civile og sårede 150 andre uden for et rekrutteringscenter for politiet.
Den internationale lufthavn i Erbil åbnede i byen i 2005.
I 2015 flyttede Assyrian Church of the East sit sæde fra Chicago til Erbil.
I februar 2021 ramte en række missiler byen og dræbte 2 og sårede 8 personer.
