Har det tidligere sovjetiske område nogen historisk-regional betydning, eller er det i virkeligheden ikke andet end et område besat af en imperial aspirant, der udnyttede de europæiske og asiatiske magters svaghed efter Første Verdenskrig? Forfatteren hævder, at begrebet “Eurasien” blot er en bekvem måde at henvise til det, der har været sovjetisk territorium. I den nyere historie er der gjort forsøg på at tillægge det en større civilisatorisk betydning, men disse forsøg har deres rod i russisk mytedannelse. De områder, der forstår sig selv som europæiske og er en del af den historiske kristendom, vil vende tilbage til Europas “demokratiske” forbrugerkultur så hurtigt som muligt. Nationaliteterne og de små nationer i Kaukasus og Centralasien, der overvejende er islamiske, er ved at blive en del af “Mellemøsten”, som det almindeligvis forstås i den moderne geopolitiske diskurs. Dele af det, der tidligere var den østlige og sydlige del af Sovjetunionen, er ved at glide ind i Kinas kredsløb, og selv Indien kan udøve en vis indflydelse. De metoder, som både ikke-sovjetiske og sovjetiske forskere har brugt til at studere Sovjetunionen, er næsten helt irrelevante for nutidig forskning.
