Når de kristne vandt retten til religionsfrihed i 313, skrev Lactantius i “Om forfølgernes død” 16 til sin kristne ven Donatus, som var blevet fængslet og tortureret for sin tro. Lactantius (240-320 e.Kr.) brugte en metafor fra vognløb til at beskrive den store sejr, som hans ven og utallige andre kristne martyrer havde opnået ved hjælp af deres blod og deres udholdenhed. Lactantius begynder med “hvor glædeligt skue for Gud, da han så jer (alle) som sejrherrer.”
Ordet “skue” kommer fra latin spectaculum, der betyder “et offentligt skue”, og er det samme ord, som romerne brugte om vognløbene i Circus Maximus. For romerne var vognløbene spektakler, var spektakulære. Lactantius siger, at Gud er tilfreds, da han så de kristne som vindere i det århundreder lange og opslidende kapløb for religionsfrihed. Han ser det som en triumf i Circus Maximus over “netop de mænd, som havde ført folkene (romerne) i fangenskab”. De kristne krigere havde ligesom vognmændene i arenaen i Rom holdt ud og var sejlivede nok til at have vundet løbet, til at have triumferet:
“Hvor glædeligt syn for Gud, da han så dig som en sejrherre, der i din vogn ikke koblede hvide heste sammen … men netop de mænd, der havde ført folkeslagene i fangenskab! At herske over jordens herrer på denne måde er i sandhed en triumf!….Ingen vold kunne fratage dig din trofasthed og udholdende beslutsomhed. Dette er det at være Guds discipel, og dette er det at være Kristi soldat; en soldat, som ingen fjende kan fordreje eller verden rive ud af den himmelske lejr; ingen kunstgreb kan forføre eller smerte for kroppen undertrykke eller pinsler omstyrte.”
Der ville naturligvis ikke have været noget vognløb uden hestene. Ligesom i vore dage med Kentucky Derby og andre væddeløb blev heste til vognløb specielt opdrættet til disse væddeløb. De spansk opdrættede andalusiske heste blev anset for at være de bedste, og det er ikke tilfældigt, at nogle af de største helte i de antikke løb, herunder den unge Scorpus og Diokles, blev født i Iberien, i Spanien.
KLIK HER for artikel om Scorpus
Træningen af en væddeløbshest begyndte omkring 5-årsalderen, og deres karriere kunne vare op til 20 år, hvorefter de blev avlsforældre, som forhåbentlig kunne avle flere vindere. I inskriptionen til den berømte vognmand Diokles står der: “Han gjorde ni heste til 100 gange vindere og en til 200 gange vinder.” En hest, der vandt hundrede gange, blev almindeligvis omtalt som en “centenary”.”
Den ledende hest i et vognløb var ofte lige så berømt eller mere berømt end kusken. Sportsfans kendte avlslinjen og de intime detaljer om de heste, de tilbedte.
KLIK HER for artikel om Diokles
Nogle af navnene på heroiske væddeløbsheste var: Abigieus, Lucidus, Cotynus, Galata, Pompeianus. Navnene betyder naturligvis intet for os i dag, men blot det at nævne “Abigieus” på stadion ville drive folk til vanvid. Kejser Nero var skør og var en fan af en hest ved navn Incitatus. Incitatus var så vigtig for Nero, at hesten havde sin egen marmorstald, elfenbensboks, lilla tæpper, juvelbesat krave og sit eget møblerede hus og hold af slaver.
Den spanske andalusiske hest, kendt som kongernes hest, var blevet brugt af romerske og andre generaler for hære som krigshest i århundreder før vognløbene. De var/er påfaldende smukke heste, der er ca. 15,1 hænder (61 tommer), og de er intelligente, føjelige og følsomme over for mennesker. Det fremadrettede skub fra deres hofter gav dem kraft og lige nok fart til at galoppere på de lige strækninger og stadig være i stand til at forhandle de farlige sving ved de to metae, de vendepæle, hvor de fleste ryttere kunne vælte og blive trampet ihjel. Vognen, kusken og hestene skulle gennemføre 7 hele omgange rundt om Circus Maximus på i alt ca. 3-4 miles.
Førstehesten, den bedste og mest erfarne hest, var på indersiden af vognmandens venstre side og blev ofte lige så berømt som vognmændene. Billedet nedenfor er af en stridsvognschauffør, der kører for Red Faction. Der var fire væddeløbshold – de røde, de blå, de grønne og de hvide. Denne kusk for det røde hold har sejrens palmegren i sin højre hånd. Under jubel fra publikum på op til 250.000 mennesker fører han sit hold flere gange rundt i Circus Maximus.
Denne romerske mosaik, som er det centrale element i et stort gulv i et kejserligt bad, blev fundet i Trier i Tyskland. Føreren bærer palmegrenen i sin venstre hånd og laurbærkransen i sin højre hånd. Vi ved, at hans navn er Polydus. Navnet på hans førerhest (til højre) er Compressore. Romerne var begejstrede for vognløb, ligesom nogle i dag er begejstrede for hestevæddeløb. En gammel inskription på mosaikken i et nordafrikansk badehus siger om en yndlingshest: “Vincas, non vincas, te amamus, Polydoxe!”: “Vinder eller taber, vi elsker dig, Polydoxe!” Deres navne var lige så berømte i den romerske verden, som de er i vores.”
Nedenfor ses en romersk lampe, der viser den førende hest i et vognløb. Den plakat, som manden foran hesten bærer, ville bære hestens navn og antallet af sejre, som han havde vundet. 
I 1400-tallet begyndte kartusermunkene at redde og opdrætte andalusiske heste. De førte upåklagelige optegnelser over avlsvaner og avlslinjer, som stadig studeres den dag i dag. Den hest, som de opdrættede og “reddede”, kaldes i dag en karthusiansk andalusisk hest. I dag er andalusiske heste de mest elegante dressurheste.
Hvis du gerne vil købe en, er der her en video (nedenfor). Prisintervallet er ca. 5.000 dollars til 50.000 dollars eller mere.
En reklame før showet af en andalusier til salg
Der har altid været et bånd mellem menneske og hest. Man kunne godt tænke sig, at de anonyme og berømte heste fra før og nu har en viden/instinkt for, hvor vigtige de var og er for mennesket og historien.-Sandra Sweeny Silver
KLIK TIL HJEMMESIDE
