Fra Vittorio Sellas dagbog
April-august 1897
Leder af ekspeditionen Luigi Amedeo di Savoia-Aosta mere almindeligt kendt som hertugen af Abruzzo. Han blev født den 29. januar 1873 i Madrid (14 dage før hans far abdicerede fra den spanske trone). Ud over Mt. St. Elias-ekspeditionen stod han også i spidsen for den arktiske ekspedition “Stella Polare” fra juli 1899 til september 1900, hvor det lykkedes gruppemedlemmerne at nå frem til breddegraden 86 grader 34 minutter. I 1909 måtte man desuden i 1909 opgive et forsøg på at nå K2 med mange af de samme ekspeditionsmedlemmer fra tidligere ekspeditioner. I stedet nåede han med succes Bride Peak (7.654 m.). Denne højde blev ikke igen overgået af andre ekspeditioner før 1922.
Efter den første verdenskrig flyttede han til Somalia, hvor han tilbragte sine sidste dage i den landsby, han grundlagde. Han døde den 18. marts 1933.
Sammenfatning af begivenhederne
Gennem fotografier nåede ekspeditionen til USA med skib, til New York. Udgangspunktet, og deres hjemmebase var Aosta, Valle d’Aosta, Italien. Efter at være gået i land i New Yorks havn krydsede de USA og nåede havnebyen Seattle, hvor de gik om bord på et skib med kurs mod Sitka. I Sitka blev der chartret mindre skibe for rejsens varighed og den tid, der var nødvendig for at gennemføre bestigningen af Mt. St. Elias, ca. 3 måneder.
Når de ankom til Juneau, fik de lov til at besøge Treadwell-minen i den periode, hvor den var i fuld drift. I denne periode beskæftigede minen 300 mennesker og producerede omkring 2.000 dollars om dagen i guld.
På deres sejlads nordpå gjorde de hyppige stop for at besøge områder som Glacier Bay, hvor en landudflugt blev foretaget af gruppens medlemmer. På forskellige steder havde selskabet mulighed for at møde og handle med lokale indfødte folk samt at fiske. I en beretning påpeger hr. Sella, at en stor fisk, som Hans Excellence (som han officielt blev kaldt) fangede, stadig var i live efter at have tilbragt 40 minutter på skibets dæk uden for vandet. Den 22. juni 1897 nåede ekspeditionen Yakutat.
Efter megen diskussion om et landgangssted, hvorfra vandringen skulle begynde, fandt de, at det sikreste sted var i nærheden af Pt. Manby. Da de gik i land, nævner de, at myggene var til stede, men ikke voldsomme. Den 24. juni, efter kun kort tid i det maritime miljø, var myggene uophørlige plageånder! Det er vanskeligt at fastslå, hvor meget bagage gruppen havde med sig, men den var dog tilstrækkelig til mere end deres planlagte to måneders ophold. Sella påpeger ofte, at prinsen (som han også officielt kaldes) var ret energisk og ivrig efter at hjælpe med transporten af det nødvendige udstyr. Selv om der blev hyret flere amerikanske bærere, gjorde prinsen en dyd ud af at opfordre alle i gruppen til at bære deres eget specifikke udstyr. Da hr. Sella f.eks. klagede over at skulle bære sit tunge kamera og “…tele…”-kameraudstyr, var prinsen hurtig til at skælde ham ud og mindede ham om, at ekspeditionens primære formål var at nå toppen af Mt. St. Elias, og at han ikke var interesseret i at bruge bærerne til at bære videnskabeligt, fotografisk eller andet materiale.
Det ser ud til, at ekspeditionen som et sekundært mål kunne have indsamlet prøver af flora og fauna. På et tidspunkt nævnes det, at nogle småfugle, som ikke fandtes i Europa, blev dræbt og udstoppet, ligesom der blev indsamlet prøver af isorme og insekter af forskellige typer til at blive bragt med hjem.
Mr. Sellas dagbog er ret indviklet beskrivende om den rute, der blev fulgt under bestigningen. I begyndelsen blev der brugt slæder, der var lastet med tusindvis af kilo udstyr. Næsten straks viste det sig, at de var for svage til at modstå belastningerne. De måtte forstærkes og belastningerne lettes, for at de kunne bruges til noget. Det er vigtigt at bemærke, at hr. Sella, efterhånden som turen skred frem, tog notater og mange fotografier for at registrere begivenhederne. Desuden fremkaldte han sine fotografiske plader, efterhånden som ekspeditionen skred frem. Der er omtale af et “sort telt”, som blev brugt til både madlavning og udvikling af film.
Af det antal personer, der blev hyret som bærere, var 3 indianere fra “Sakutat”, (muligvis en fejlskrivning af Yakutat), 8 kom med prinsen, dette inkluderede hr. Sella, flere andre amerikanske bærere blev ansat, det er dog ikke klart præcis hvor mange. Sidstnævnte var studerende fra Seattle.
Når de forlod Pt. Manby, vandrede de langs Osar stream mod Malaspina-gletsjerens gletsjermoræne. Bemærk, at prinsen var vant til at vandre foran gruppen for at lave rute- og lejrgennemgang. Efter at have krydset Malaspina-gletsjerens moræne nåede gruppen frem til Seward-gletsjeren. Naturligvis var slæderne meget vanskelige at bruge i dette terræn. De måtte aflæsses og bruges med lettere last, hvilket gjorde det nødvendigt med flere rundture for at få udstyret frem og tilbage. Den 30. juni var 15 dages proviant blevet efterladt og gemt i en cache for at lette den store opgave med at flytte ekspeditionens forsyninger fremad. Det betød, at lasten skulle lettes med 1.000 lbs. Det var nødvendigt, at alle, der ikke trak en slæde, hjalp til med at skubbe den fremad, indtil man nåede frem til bedre sne- og isforhold på Hitchcock-gletsjeren den 4. juli. Der er omtale af spor fra en “…Puma…” den 3. juli på sneen, samt af en mindre medicinsk procedure, der blev udført på prinsen, hvis øjne var hævede, muligvis på grund af sneblindhed. Filippo, ekspeditionens læge, anvendte kokainkompresser på prinsens øjne for at lindre smerten.
Mr. Sella var fascineret af de høje cirrusskyer og den lave tåge, som ofte blev set under rejsen. Han sammenligner ofte med bjergvejret i Alperne, hvor cumulus- og nimbusskyer er mere fremherskende. På et tidspunkt, mens han kiggede på Mts. Elias, Newton, Augusta, Owen og andre, bemærker han en stærk lighed med den region i Schweiz, hvor Aletsch-gletsjeren ligger og de nærliggende Jungfrau-, Monch- og andre bjergtoppe kan ses. Fra dette tidspunkt er bærerne hovedsageligt beskæftiget med at transportere proviant fra en cache-lejr til den næste, højere beliggende lejr, mens ekspeditionens hovedmedlemmer fortsætter deres søgen efter toppen. Hitchcock-gletsjeren viste sig at være vanskelig at krydse med mange serac’er og svage snebroer, mens Seward-gletsjeren var mere egnet til slædeudstyr på de første 2 km, hvorefter forvredne sprækker var normen. I hele denne periode var vejret ikke altid gunstigt. Der var meget varierende, regnfuldt og snefyldt vejr. Her nævner hr. Sella igen, at vejret i området minder ham om dyb vinter i Alperne. Fra dette synspunkt langs Seward-gletsjeren tvivler Sella “…på at Mt. St. Elias er mere end 15.000’…”
Siden deres ankomst til Pt. Mamby havde de endnu ikke nået Dome Pass. Den 8. juli omtalte han vejret som absolut smukt. Klar himmel, varme temperaturer og smukke scenerier dominerede denne dag. De var alle i beundring over isudvidelsernes storhed.
Den 19. juli var vejret klart og solrigt. St. Elias-bjerget var synligt og virkede bedragerisk tæt på deres nuværende position på Newton-gletsjeren. Prinsen besluttede at forsøge at bestige toppen efter en kort erkendelsesrejse mod Russell Col. Han beordrede en tidlig afvikling af lejren og en øjeblikkelig afgang. Resten af gruppen var, selv om de var underordnede, meget erfarne bjergbestigere. De frarådede et sådant træk og bemærkede, at bjergets tilsyneladende nærhed var en optisk illusion på grund af det klare vejr og den tyndere atmosfære. De nægtede at følge trop. Prinsen var åbenlyst demoraliseret og forblev tilbagetrukket i flere timer, hvorefter han kom ud og meddelte, at hr. Sella fra det øjeblik ville træffe alle beslutninger om ruten.
De resterende dage af bestigningen blev meget kedelige for gruppen. De simple opgaver med at tilberede mad, rengøre redskaber, håndtere betydelige snefald, svarende til vinterforhold i Alperne, var alle medvirkende faktorer til vanskelige forhold. Den 23. juli nåede de deres 17. lejr på Russell Col, der blev beskrevet som et majestætisk amfiteater. I løbet af de næste par dage blev det besluttet, at bestigningen til toppen skulle ske i én strækning fra Russell Col, en højdeforøgelse på ca. 3.000 m. .
Den 30. juli kl. 23.00 forlod ekspeditionen lejren ved Russell Col. Kl. 7.00 om morgenen følte hele gruppen sig meget træt. De nåede en højde på 16.000 m. Sella udtaler sin og de resterende medlemmer af gruppens overraskelse over deres tilsyneladende forbløffelse over den store højde af St. Elias. Elias. Topmødet blev nået kort efter kl. 11.00 om morgenen. Prinsen nåede toppen med fremragende styrke og entusiasme. Han plantede det kongelige italienske flag og opfordrede alle til at anerkende kongen.
Afgangen var ganske vanskelig og langsom på grund af de forværrede sneforhold. De tilbragte endnu en nat i den høje lejr på Russell Col. Nedturen var et spørgsmål om at følge deres skridt tilbage fra opstigningen. Den 8. august havde de nået Malaspina-gletsjeren, hvor de den 4. juli på vej op var tvunget til at gå uden om en gletsjersø for at nå Hitchcock-gletsjeren, denne gang var søen ikke længere til stede, og de kunne let komme til Malaspina-gletsjeren, hvor søen havde været. Den 10. dag noterer de sig slæder og andre materialer, der var efterladt af et andet, næsten samtidigt bjergbestigningsteam under ledelse af Bryant, en geograf. De nævner alle det forfærdelige udseende af dette efterladte materiale som et synligt irritationsmoment. Den 11. august, efter 50 dage på isfjeldene og uden landskab som f.eks. træer, mødte de igen skoven. De første planter og frugter, de lægger mærke til, er Vaccinium macrosarpum, det store blåbær. De første insekter, de møder, er myg, som dagen efter formår at forårsage alvorlige hævelser i ansigtet på flere af ekspeditionsmedlemmerne samt på prinsen.
Den 11. august blev skibet lastet med de resterende forsyninger, og der blev sat sejl mod Disenchantment Bay, for at gå på bjørnejagt. De næste dage blev brugt på at sejle mod syd, og den 17. august nåede man frem til byen Sitka, hvor der blev købt pelse. Den sidste post i denne dagbog blev skrevet den 20. august, hvor der blev gjort et stop i Juneau.
