Finland var indtil begyndelsen af det 20. århundrede en del af Sverige eller Rusland. I 1155 ankom de første missionærer til Finland fra Sverige i 1155. Sverige regerede Finland fra det tolvte til det nittende århundrede. Rusland regerede Finland fra 1809 til 1917, hvor Finland endelig vandt sin uafhængighed.
Den finske befolknings politiske og sociale karakter er blevet formet af deres forhold til Sverige, Rusland og i det 20. århundrede til Sovjetunionen og Vesten. Under svensk styre var det svenske sprog det officielle sprog, og en stor del af administrationen af landet blev styret fra Sverige og udført af svenskere. Finland overgik fra svensk til russisk kontrol som led i en aftale, der blev indgået mellem Napoleon af Frankrig og zar Alexander I af Rusland i et forsøg på at afslutte Napoleons blokering af England (1809). I den forbindelse besatte russiske tropper Finland (Jakobson 1998).
På en vigtig måde var dette begyndelsen til Finlands uafhængighed. Som et storhertugdømme under zaren fik Finland sin egen administration ledet af et senat. “Som storhertug af Finland accepterede den russiske zar, der var en autokrat med absolut magt i resten af sit imperium, rollen som konstitutionel monark” i Finland (Jakobson 1998). Således begyndte det finske selvstyre.
Sammen med selvstyre blev det finske sprog regeringssprog, hvilket fremmede en følelse af finsk identitet. I 1835 blev Kalevala, det finske nationale epos, udgivet. Denne samling af finske folkedigtninger, der blev samlet og redigeret af Elias Lönnrot, spillede en vigtig rolle i udviklingen af det finske sprog og mere generelt af den finske kultur. Dette episke digt bragte et lille, ukendt folk til andre europæeres opmærksomhed. I Storhertugdømmet Finland styrkede Kalevala selvtilliden. Disse faktorer fremmede troen på muligheden for et uafhængigt Finland, komplet med et finsk sprog og en finsk kultur.
Finland erklærede sin uafhængighed fra Rusland den 6. december 1917, selv om der var russiske tropper i Finland. I slutningen af december 1917 anerkendte Lenin den finske uafhængighed. Den nye stat blev også anerkendt af Frankrig, Tyskland og Sverige. Således begyndte en lang periode med et komplekst og til tider stormfuldt forhold til Sovjetunionen.
Med opmuntring fra bolsjevikkerne brød en gruppe finner ud af den “røde garde” og engagerede den “hvide hær” under ledelse af general Mannerhein. Omkring 30.000 finner mistede livet på begge sider i borgerkrigen, der varede fra januar til maj 1918. Den hvide hærs styrker vandt dagen. I 1919 blev den nuværende forfatning vedtaget, og Finland blev en republik med en præsident som statsoverhoved. Den lovgivende magt har et enkammerparlament eller Eduskunta med 200 pladser; medlemmerne vælges ved folkeafstemning på et forholdsmæssigt grundlag for fireårige valgperioder. En højesteret eller Korkein Oikeus står i spidsen for den juridiske gren. Præsidenten udnævner dommerne i Korkein Oikeus.
I vinteren 1939-1940 angreb Sovjetunionen Finland, og Vinterkrigen blev udkæmpet. Selv om finnerne ikke besejrede Sovjetunionen, lykkedes det dem at holde dem tilbage og vandt stor respekt i Europa og i verden for deres indsats. Det er ikke helt korrekt at sige, at Finland var det eneste land, der kæmpede på begge sider under Anden Verdenskrig. Finland var med krigsførende sammen med Tyskland mod Sovjetunionen. Finland underskrev en fredsaftale med Sovjetunionen i sommeren 1944 og afstod nogle områder til Sovjetunionen, men blev aldrig besat af sovjetiske tropper. Finlands uafhængighed og suverænitet blev bevaret.
Efter krigen bevægede den finske regering sig på en hårfin linje mellem de to lejre i den “kolde krig”. På den ene side nægtede Finland at acceptere et amerikansk tilbud om at deltage i Marshallplanen, udviklede et handelsforhold med Sovjetunionen og betalte sin krigsgæld til Sovjetunionen. På den anden side arbejdede Finland for at blive medlem af Den Europæiske Union, hvilket lykkedes i 1995.
Politisk, socialt, &kulturelt grundlag: Finlands officielle navn er Republikken Finland (Suomen Tasavalta). Den korte lokale form er Suomi. Finland har en befolkning på ca. 5,2 millioner indbyggere. Det er det sjettestørste land i Europa i areal, med en lav befolkningstæthed på 17 personer pr. kvadratkilometer. De fleste finner, ca. 65 % af befolkningen, bor nu i byområder, mens 35 % af finnerne bor på landet. Hovedstadsområdet Helsinki består af tre byer: Helsinki, hovedstaden, med 551.000 indbyggere, Espoo, med 210.000 indbyggere, og Vantaa, med 176.000 indbyggere. I disse bycentre bor ca. en sjettedel af landets samlede befolkning. Andre vigtige byer er Tammerfors (193.000), Åbo (172.000) og Oulu (118.000).
Det finske sprog er et medlem af den finsk-ugriske sprogfamilie, der i den ene gren omfatter finsk, estisk og en række andre finsksprogede sprog og i den anden gren ungarsk, som er langt det største sprog i den ugriske gruppe. Et indfødt mindretalssprog er samisk, der tales af det samiske folk (også kendt som lapper) i Lapland.
Tallet af udenlandske statsborgere, der bor permanent i Finland, var ca. 85.000 i 1999. De største grupper kom fra nabolandene Rusland, Estland og Sverige. Den finske valuta er markka.
Lutheranerne udgør 86 procent af befolkningen, mens 1 procent af befolkningen bekender sig til den finsk-ortodokse religion. Sverige, Norge og Rusland grænser op til Finland. Skove dækker 68 procent af Finland, mens 10 procent er vand (188.000 søer). Dyrkede arealer udgør 8 procent af det finske territorium, mens 14 procent er opført som “andet”. De officielle sprog i landet er finsk (92,6 procent), svensk (5,7 procent) og andre sprog (1,7 procent). Sidstnævnte tal stemmer overens med andelen af udenlandske indbyggere i Finland (1,7 procent i 1999). Der er 2,5 millioner arbejdstagere i arbejdsstyrken (53 procent mænd og 47 procent kvinder). Tjenesteydelsessektoren udgør 64 procent af arbejdsstyrken, mens industri og byggeri udgør 28 procent, og landbrug og landbrug udgør de sidste 8 procent. Den finske eksport er anført af metal- og maskinindustrien (43 procent), efterfulgt af papir (39 procent), mens kemikalier, tekstiler og beklædning udgør de sidste 18 procent. Finlands vigtigste handelspartnere er Tyskland, Sverige og Det Forenede Kongerige. (Havén 1999)
Siden 1917 har Finland været en suveræn parlamentarisk republik med en separat valgt præsident. Præsidentens mandatperiode er seks år. To hundrede parlamentsmedlemmer vælges for fire år ad gangen. Valgretsalderen er 18 år og er universel. De største politiske partier i Finland er Socialdemokraterne, Finlands Centerparti, Det Nationale Samlingsparti, Venstrealliancen, Den Grønne Liga, Finlands Svenske Folkeparti og Finlands Kristelige Liga. Ved valget i marts 1999 havde kvinder 37 % af pladserne i parlamentet, hvilket er den største procentdel kvinder i Den Europæiske Union. Af administrative årsager er landet inddelt i seks provinser (laanit): Aland, Etela-Suomen Laani, Ita-Suomen Laani, Lansi-Suomen Laani, Lappi og Oulun Laani.
Geografisk set ligger Finland i det nordligste nord af Europa. Det betyder, at den sydlige spids af Finland har 19 timers sol om sommeren og 6 timers sol om vinteren. I de nordligste dele af landet går solen derimod ikke op i ca. seks uger om vinteren og går ikke ned i ca. to måneder om sommeren. På trods af den nordlige beliggenhed varmer Østersøen den sydlige del af landet, så både sommer- og vintertemperaturer er moderate.
Sundhedsplejen i Finland er under ledelse af Social- og Sundhedsministeriet. Mens ministeriet fastsætter retningslinjer for bestyrelsen og fører tilsyn med gennemførelsen af programmerne, ligger leveringen af sundhedstjenesterne hos de ca. 450 lokale kommunale myndigheder. Disse myndigheder leverer ydelser uafhængigt eller i samarbejde med nabokommuner i fælleskommunale bestyrelser, der er oprettet i et fælles sundhedscenter. Sundhedstjenesterne finansieres med nationale og lokale skatter, og ca. 10 % af udgifterne dækkes af patienten. Den forventede levealder ved fødslen er 77,41 år for den samlede befolkning. For mænd er den 73,74 år, mens kvinder har en forventet levealder på 81,2 år.
Der er 56 ugeaviser (udkommer 4 til 7 gange om ugen) og 158 ugeaviser (udkommer fra 1 til 3 gange om ugen). Det samlede oplag for alle aviser er på 3,3 millioner. Det finske radio- og tv-selskab, Oy Yleiradio Ab (YLE), er den største nationale radio- og tv-udbyder. YLE er et ikke-kommercielt public service-selskab, der driver to tv-kanaler med fuld landsdækning. Der er 2 privatejede tv-kanaler med national dækning og ca. 30 lokale tv-stationer. YLE er den eneste radiostation med fuld landsdækkende dækning. De elektroniske mediers betydning vokser hurtigt. Internetforbindelser pr. indbygger i Finland var de højeste i verden i 1999 med 25 internetbrugere pr. 100 indbyggere.
