“Blodet regnede ned og sprøjtede på væggene”
Flagellanterne var religiøse tilhængere, der piskede sig selv i den tro, at de ved at straffe sig selv ville opfordre Gud til at vise barmhjertighed over for dem. Flagellanterne ankom til en by og gik direkte til kirken, hvor klokkerne ringede for at meddele byens indbyggere, at de var ankommet.
Når de havde fremsagt deres liturgier, gik brødrene hen til et åbent sted og dannede en cirkel, hvor de klædte sig af til taljen og gik rundt i cirklen, indtil mesteren kaldte dem til at stoppe. Derefter faldt de ned på jorden og indtog en krucifiks-stilling eller holdt tre fingre i vejret (menedere) eller lå med ansigtet nedad (ægteskabsbrydere).
Efter at være blevet pryglet af Mesteren, stod Brødrene op og begyndte at flagellere sig selv. Efter en vis periode med denne selvtortur ville flagellanterne kaste sig ned på jorden igen, og processen ville begynde igen.
Overst: Flagellanterne er afbildet på et træsnit fra det 15. århundrede.
1348 – det år, hvor flagellantbevægelsen opstod, først i Østeuropa, omkring Ungarn og Polen, før den spredte sig til Tyskland, det nuværende Belgien og Nederlandene.
200-300 – den typiske størrelse af flagellantgrupper (selv om de undertiden var op mod tusind), som rejste fra by til by, hvor de dannede store cirkler og piskede sig selv.
Hver pisk bestod af en pind med tre knyttede bånd hængende fra enden. To stykker af nåleskarpt metal blev ført gennem midten af knuderne fra begge sider og dannede et kors, hvis ende rakte ud over knuderne i en længde svarende til et hvedekorn eller mindre. Ved hjælp af disse piske slog og piskede de deres bare hud, indtil deres kroppe var smadrede og opsvulmede, og blodet regnede ned og sprøjtede på de nærliggende vægge. Jeg har set, når de piskede sig selv, hvordan disse metalstykker nogle gange trængte så dybt ind i huden, at det krævede mere end to forsøg at trække dem ud. – Heinrich von Herford (ca. 1300-1370), Chronicon Henrici de Hervordia
Regler
Flagellanter skulle følge en række meget strenge regler –
7 – den alder, fra hvilken synder blev betragtet som tilregnelige og skulle bebrejdes.
3 – antallet af gange flagellation skulle finde sted hver dag (to gange om dagen og en gang om aftenen).
33 – antallet af dage, over hvilke piskning skulle finde sted (dette tal blev valgt for at repræsentere Kristi alder på tidspunktet for hans korsfæstelse).
8 – det samlede antal timer i denne periode, hvor piskningen skulle have fundet sted.
4 pence – det beløb, som flagellanter skulle betale til deres mad hver dag.
Flagellanter skulle også undgå at tale, ikke have kontakt med det modsatte køn, undgå at barbere sig, bade eller skifte tøj og sove på halm.
3 – antallet af medlemmer af Brødremenigheden, der ville synge salmer var flagellationen fandt sted, og som effektivt fungerede som cheerleaders.
Nogle tåbelige kvinder havde tøj klar til at fange blodet og smøre det på deres øjne, idet de sagde, at det var mirakuløst blod. – Jean Froissart (ca. 1337-c.1405).
2.500 – antallet af omrejsende flagellanter, som et kloster kunne huse i løbet af en seksmåneders periode.
Oktober 1349 – den måned, hvor pave Clemens VI proklamerede, at flagellanterne ikke fulgte kirkens regler og ekskommunikerede mange af dem. Året efter forsvandt bevægelsen (selv om flagellation stadig findes i nogle religioner i dag, f.eks. i shi’a-islam).
Men flagellanterne ignorerede og foragtede den dom om ekskommunikation, som biskopperne havde afsagt over dem. De tog ikke notits af den pavelige ordre mod dem – indtil fyrster, adelsmænd og de mere magtfulde borgere begyndte at holde dem på afstand, forsvandt de lige så pludseligt, som de var kommet, ligesom genfærd eller spøgelser bliver fordrevet af hån. – Heinrich von Herford (ca. 1300-1370), Chronicon Henrici de Hervordia
Vidste du det?
Flagellanter fandtes før den sorte død, med bemærkelsesværdige eksempler i perioden op til år 1000 (en tid præget af megen tusindårig glød) og i Italien i 1260 under vækkelsesbevægelsen kendt som det “store Alleluja”.
