Sprog
Kroaterne taler kroatisk, et sydslavisk sprog i den indoeuropæiske familie. Kroatisk ligner ret meget serbisk og bosnisk, men den politiske udvikling siden Jugoslaviens sammenbrud har tilskyndet de tre etniske grupper til at fremhæve forskellene mellem deres sprog. Den tydeligste forskel mellem den kroatiske og den serbiske variant af det, der tidligere blev kaldt det serbokroatiske sprog, er skriften, idet kroatisk skrives med det latinske alfabet og serbisk med det kyrilliske alfabet. Der er også forskelle i grammatik og udtale og mere markante forskelle i ordforråd, som til dels skyldes forskellige historiske mønstre af fremmed dominans. For kroaternes vedkommende har dette resulteret i et stænk af tysk, ungarsk og (i Dalmatien og Istrien) italiensk ordforråd, mens serbernes tale er præget af tyrkisk og russisk indflydelse. Desuden har der været forskellige bevægelser for at “rense” det kroatiske sprog, hvilket har ført til yderligere forskelle.
En anden sproglig forskel, der afspejler arven fra historien såvel som virkningerne af geografi, kan høres i det farverige sammensurium af regionale dialekter og subdialekter, der overlever den dag i dag. Det standardiserede kroatiske litterære sprog, der er baseret på den shtokaviske dialekt, opstod i anden halvdel af det 19. århundrede som et resultat af en bestræbelse på at forene alle sydslaver. Selv om alle tre store grene af serbokroatisk (shtokavisk, chakavisk og kajkavisk) blev talt af kroaterne (som de stadig gør i dag), var den shtokaviske dialekt den mest udbredte i de kroatiske regioner i det østlige Slavonien, ved Adriaterhavskysten fra Makarska til Dubrovnik og i Hercegovina samt i Montenegro og Serbien. Den blev derfor vedtaget af førende kroatiske nationale intellektuelle i det 19. århundrede.
