Forensisk odontologi er anvendelsen af tandvidenskab i retslige undersøgelser, primært ved at identificere gerningsmanden ved at sammenligne tandlægejournaler med et bidmærke, der er efterladt på offeret eller på gerningsstedet, eller ved at identificere menneskelige rester på grundlag af tandlægejournaler.
Kriminelle er kendt for at efterlade bideaftryk på gerningsstedet, hvad enten det er i mad, tyggegummi eller, mere almindeligt, på offeret. Når et bidmærke opdages, bør der tages adskillige skridt. Når mærket er blevet tilstrækkeligt fotograferet, tages der en spytprøve fra området med henblik på potentielle DNA-beviser. Der kan derefter laves afstøbninger eller afstøbninger. Hvis der findes et andet bidaftryk et andet sted, eller hvis der er taget et tandaftryk fra en mistænkt, kan der foretages en sammenligning.
Bidmærker er blevet inddelt i syv klassifikationer:
Blødning: En lille blødende plet.
Abrasion: Ubeskadiget mærke på huden.
Kontusion: Sprængte blodkar, blå mærker.
Laceration: Prik eller flænge i huden.
Incision: Pæn punktering af huden.
Avulsion: Fjernelse af huden.
Artefakt: Afbidt stykke af kroppen.
Bidmærker kan findes på kødet hos ofre for et voldeligt overfald, især på maven, brysterne eller balderne. Alternativt kan de findes på den mistænkte, efterladt af offeret under selvforsvar. Kvaliteten og nøjagtigheden af et bidmærke er afhængig af mange faktorer, herunder tidsafhængige ændringer, hvor bidmærket blev fundet, skader på blødt væv, tandlignende lighed mellem individer og kvaliteten af fotografering, aftryk eller målinger. Hvis et bidmærke kun er repræsenteret som et blå mærke, er det ofte yderst vanskeligt at påvise individuelle karakteristika.
Der bør ved identifikation af menneskelige rester baseret på deres tænder ideelt set indhentes tandlægejournaler og sammenlignes med dem fra det uidentificerede lig. Hvis dette ikke er muligt, kan andre ledetråde i tænderne være nyttige. Tandudbruddet hænger i et vist omfang sammen med alder, hvilket giver et muligt groft skøn over offeret. Når der arbejdes med et ungt offer, kan et barns tændernes udviklingsstadie bruges til at bestemme dets alder, selv om dette kun kan være et skøn. Tilstanden og slidmønstrene på en persons tænder kan give indsigt i personens alder, kost og tandhistorie samt personlige vaner som f.eks. piberygning og spiseforstyrrelser.
En almindelig metode til sammenligning af bidemærker er at bruge gennemsigtige overlejringer til at optage bidekanterne på en mistænkts tænder og sammenligne dem med prøven fra gerningsstedet. Disse er ofte tegnet på ark af acetat, som derefter kan lægges over hinanden til sammenligning. Hvis det er muligt, vil der blive lavet en tandafstøbning af bidmærket med henblik på senere sammenligning med en prøve fra den mistænkte.
Den retsmedicinske odontologis pålidelighed er imidlertid blevet sat spørgsmålstegn ved adskillige lejligheder. Huden i sig selv er ikke et godt medium til tandaftryk, da den ofte har en række uregelmæssigheder, der vil medføre forvrængning. Bidemærker kan ændres ved udstrækning, bevægelse eller ændring af omgivelserne efter biddet. Der findes heller ikke nogen fast standard for analyse og sammenligning af bidemærker.
Ud over straffesager er retsmedicinske odontologer og tandlæger i høj grad involveret i identifikation af ofre for massekatastrofer. Især tandjournaler er nyttige i forbindelse med identifikation af sådanne ofre.
