Forlag, filmproducenter, kunstnere, forfattere, musikere og deres arvinger samt virksomhedsejere af ophavsrettigheder bifalder den nylige afgørelse om, at loven om forlængelse af ophavsrettens varighed fra 1998 (Copyright Term Extension Act (CTEA)) er en lov, der er gyldig. Det blev hævdet af en koalition af arkivarer, forskere og internetudgivere, at kongressen havde overskredet forfatningens direktiv om, at ophavsretlig beskyttelse skal gælde for “begrænsede perioder”. Desuden blev det hævdet, at CTEA – også kendt som Sonny Bono Copyright Extension Act – krænkede den første forfatningsændring om ytringsfrihed.
Men i Eldred v. Ashcroft afgjorde USA’s højesteret den 15. januar 2003, at CTEA ikke var i strid med den amerikanske forfatning. CTEA tilføjer 20 år til den beskyttelsestid, der allerede ydes til ophavsretligt beskyttede værker. Kreative værker er nu beskyttet i ophavsmandens levetid plus 70 år, eller i tilfælde af værker, hvis ophavsret indehaves af en juridisk person, er de beskyttet i 95 år fra datoen for den første offentliggørelse.
Det drejede sig om retten til at bruge værker, der blev skabt i jazzalderen, herunder George Gershwins musik, Ernest Hemingways bøger og F. Scott Fitzgerald og tidlige Mickey Mouse-tegnefilm – deraf et andet populært kælenavn fra CTEA, “The Mickey Mouse Act”.
Hvis ikke forlængelsen ville ophavsrettighederne til disse værker og mange andre være udløbet, så de ville være blevet frit tilgængelige for offentligheden. Med forlængelsen skal brugerne imidlertid fortsat indhente licenser og betale licensafgifter. Indtægterne, der berøres af Domstolens afgørelse, anslås at være på milliarder af dollars.
Sagen begyndte, da sagsøger Eric Eldred ønskede at offentliggøre nogle Robert Frost-digte på sit arkiv på et websted på internettet. Med hjælp fra Harvard Law School’s Berkman Center og en Stanford-juraprofessor, Lawrence Lessig, blev der dannet en koalition. Den omfattede et firma, der restaurerer gamle film, en kirkekorleder og Dover Publications, der udgiver billige udgaver af klassiske bøger, der er blevet offentligt tilgængelige.
Koalitionen anlagde i 1999 sag ved den amerikanske distriktsdomstol i Washington, D.C. Da denne sag ikke gav resultat, blev den appelleret, først til D.C. Circuit Court og til sidst ved en begæring om en kendelse til Højesteret.
De, der støttede forfatningsmæssigheden af udvidelsen, omfattede individuelle ophavsmænd som Bob Dylan og Carlos Santana, arvinger til forfattere som Theodor Geisel (Dr. Seuss), organisationer for udøvende rettigheder BMI, ASCAP og SESAC og virksomhedsejere af ophavsrettigheder, herunder AOL Time Warner og Walt Disney Company.
De argumenterede, at den harmonisering med international lovgivning, der blev opnået med CTEA, fremmer det underliggende formål med ophavsretten, dvs, at fremme videnskabens og de nyttige kunstarters fremskridt, idet det at bringe USA på linje med Den Europæiske Union (EU) og andre lande rundt om i verden fremmer fair handel og lige konkurrence. Formålet ville også blive opfyldt, fordi CTEA tilskynder til restaurering og bevaring af tidligere skabte værker.
Modstanderne hævdede, at loven hæmmede ytringsfriheden og kvæler kreativiteten. De henviste til forfatningens ophavsretsklausul – som alle er enige om har til formål at skabe et incitament for forfattere ved at give dem eneret til deres værker. De hævdede, at eftersom CTEA gælder for eksisterende værker såvel som for fremtidige værker, kunne der ikke være noget incitament til at skabe værker, der allerede er skabt. De hævdede også, at kongressen uretmæssigt havde strakt ophavsretsbeskyttelsens varighed ud, så den var praktisk talt evig.
Højesteret afviste med 7 stemmer mod 2 modstandernes argumenter, idet det gav kongressen ret og stadfæstede CTEA. Selv om afgørelsen ikke var uventet, blev den ikke desto mindre opfattet som et slag for visse internetarkivarer og bibliotekarer. Som i Napster-sagen, der blev afgjort af forbundsdomstole i Californien, støttede Højesteret ophavsretsejernes rettigheder frem for internetbrugernes.
Dommer Ruth Bader Ginsberg, der skrev på flertallets vegne, fandt, at forfatningen “giver Kongressen et stort spillerum”, at “Kongressen handlede inden for sine beføjelser”, og at CTEA “er en rationel lovtekst”. Udtalelsen undersøgte ophavsretslovens historie fra 1790 og bemærkede, at alle tidligere forlængelser også havde været gældende for allerede eksisterende værker, og at denne fremgangsmåde ikke lå inden for Domstolens “kompetenceområde til at tage stilling til”. Ginsberg bemærkede også, at CTEA ville give et incitament til at udbrede afledte værker.
Domstolen afviste også argumentet om, at CTEA griber ind i ytringsfriheden i henhold til det første ændringsforslag. Dommer Ginsberg forklarede, at ophavsretsloven allerede indeholder bestemmelser, der skal sikre ytringsfriheden. Beskyttelsen af ophavsretten omfatter ikke ideer, procedurer, systemer, arbejdsmetoder, begreber, principper eller opdagelser, og doktrinen om fair use skaber balance mellem ophavsretsbeskyttelse og ytringsfrihed.
CTEA-modstandere gjorde ikke kun indsigelse mod selve loven, men også mod den proces og politik, der lå bag dens vedtagelse. Ginsberg syntes at give en vis troværdighed til dette argument ved at sige: “Det står os ikke frit for at efterprøve kongressens beslutninger og politiske vurderinger af denne art, uanset hvor diskutable eller tvivlsomt uklogt de end måtte være.”
To dommere var uenige: Stephen Breyer udtrykte bekymring over de økonomiske konsekvenser af CTEA, og John Paul Stevens var bekymret for, at Domstolen ikke beskyttede offentlighedens interesse i fri adgang til kreative værker. Selv om andre medlemmer af Domstolen ikke var overbevist om disse punkter, blev modstanderne af andragenderne opmuntret af, at de var blevet hørt.
Som følge af Domstolens afgørelse vil indehavere af ophavsret til allerede eksisterende værker fortsat være berettiget til at modtage royalties og andre licensafgifter. Internet-arkivarer vil have valget mellem at betale eller vente til udløbet af den forlængede periode med at bruge værker uden tilladelse. Forfattere og ophavsmænd til nye værker vil fremadrettet få en længere beskyttelsesperiode, en periode, der nu er i harmoni med resten af den udviklede verden.
I Copyright Act anerkendes det, at ophavsmænd ikke altid har stor forhandlingsstyrke, især ikke tidligt i deres karriere. Den giver visse opsigelsesrettigheder, så ophavsmænd og deres familier kan få mulighed for at genforhandle visse licenser og overdragelser på mere fordelagtige vilkår.
Den amerikanske ophavsretslov fra 1976 krævede, at disse rettigheder skulle udøves inden for et bestemt tidsrum; hvis rettighederne ikke blev udnyttet, udløb de. CTEA giver nu forfattere og deres arvinger en ekstra mulighed for at udøve visse opsigelsesrettigheder, som ville være udløbet i henhold til Copyright Act of 1976.
I lyset af Domstolens afgørelse vil bobehandlerne måske ønske at revidere visse beslutninger, da CTEA forlænger ophavsrettigheders løbetid og dermed øger deres værdi som opsigelsesberettigede interesser. Desuden vil ophavsmænd og deres arvinger måske ønske at udøve deres ret til at opsige visse overdragelser. Nu er et passende tidspunkt til at gennemgå porteføljer af intellektuel ejendomsret, herunder ophavsretsregistreringer, fornyelser og licensaftaler, da der kan være bestemmelser fra flere forskellige ophavsretslove involveret – Copyright Act of 1909, Copyright Act of 1976 samt CTEA.
