Det indhegnet område i USA kan opdeles i syv brede fysiografiske opdelinger: fra øst til vest, Atlanterhavets og Golfens kystslette, Appalachernes højland, de indre sletter, det indre højland, Rocky Mountain System, den mellemliggende region og Pacific Mountain System. Et ottende område, Laurentian Uplands, der er en del af det canadiske skjold, falder ind i USA fra Canada i området omkring de Store Søer. Det er et område med ringe lokalt relief, med et uregelmæssigt afvandingssystem og mange søer samt nogle af de ældste blottede bjergarter i USA.
Terrænet i N USA blev dannet af de store kontinentale iskapper, der dækkede N Nordamerika i løbet af det sene Kænozoikum. Indlandsisens sydlige kant er nogenlunde sporet af en linje af slutmoræner, der strækker sig mod vest fra E Long Island og derefter langs løbet af floderne Ohio og Missouri til Rocky Mts.; land nord for denne linje er dækket af istidsmateriale. Alaska og bjergene i det nordvestlige USA havde omfattende bjerggletsjere og blev stærkt eroderet. Store gletsjersøer (se Lake Bonneville under Bonneville Salt Flats; Lahontan, Lake) optog dele af Basin and Range-provinsen; Great Salt Lake og de andre søer i denne region er rester af gletsjersøerne.
The Atlantic?Gulf Coastal Plain strækker sig langs USA’s øst- og sydøstkyst fra E Long Island til Rio Grande; Cape Cod og øerne ud for SE Massachusetts er også en del af denne region. Selv om den er smal mod nord, udvider den atlantiske kystslette sig mod syd og smelter sammen med Gulf Coastal Plain i Florida. Atlanterhavskysten og Golfkysten er i det væsentlige undervandskyster med talrige flodmundinger, bugter, øer, sandgrave og barrierestrande med laguner som støtte. Nordøstkysten har mange fine naturhavne, f.eks. i New York Bay og Chesapeake Bay, men syd for North Carolinas store høfder (Fear, Lookout og Hatteras) findes der kun få store bugter. Et hovedtræk ved den laguneforsynede Golfkyst er Mississippiflodens store delta.
Den atlantiske kystslette hæver sig i vest til det bølgende Piemonte (hvis vandfald var en tidlig kilde til vandkraft), en kuperet overgangszone, der fører til Appalacherne. Disse gamle bjerge, et engang tårnhøjt system, der nu er slidt lavt af erosion, strækker sig mod sydvest fra det sydøstlige Canada til Gulf Coastal Plain i Alabama. I det østlige New England strækker Appalacherne sig nogle få steder ud til Atlanterhavet og bidrager til en stenet, uregelmæssig kystlinje. Appalacherne og Adirondack-bjergene i New York (som geologisk set er beslægtet med det canadiske skjold) omfatter alle de vigtigste højlandsområder i Ø. USA; Mt. Mitchell (6.684 ft/2.037 m højt) i Black Mts. i North Carolina er det højeste punkt i Ø. Nordamerika.
Det bølgede indre slettene område strækker sig over 1.610 km fra Appalacherne til Rocky Mts. og ligger mellem Canada (som de strækker sig ind i) i nord og Gulf Coastal Plain i syd. De indre sletter var engang dækket af et stort indlandshav og er nu dækket af sedimentære bjergarter. Næsten hele regionen afvandes af et af verdens største flodsystemer: Mississippi-Missouri. De indre sletter kan opdeles i to dele: det frugtbare centrale lavland, USA’s landbrugskerneområde, og de store sletter, et træfrit plateau, der stiger blødt op fra det centrale lavland til foden af Rocky Mountains. Black Hills i South Dakota udgør regionens eneste højlandsområde.
Det indre højland ligger lige vest for Mississippifloden mellem de indre sletter og Gulf Coastal Plain. Denne region består af det bølgende Ozark-plateau (se Ozarks) mod nord og Ouachita-bjergene, der i struktur ligner Appalachernes højderyg- og dalsnit, mod øst.
Vest for de store sletter ligger de høje Rocky Mountains. Dette geologisk set unge og komplekse system strækker sig ind i det nordvestlige USA fra Canada og løber mod S til New Mexico. Der er mange høje bjergtoppe i Rocky Mountains; den højeste er Mt. Elbert (14.433 ft/4.399 m). Rocky Mts. er opdelt i fire sektioner: de nordlige Rocky Mountains, de mellemste Rocky Mountains, Wyoming-bækkenet (Great Divide) og de sydlige Rocky Mountains. Langs bjergkæden ligger den kontinentale kløft, der adskiller afvanding fra Atlanterhavet fra afvanding mod Stillehavet.
Mellem Rocky Mts. og bjergkæderne mod vest ligger Intermontane regionen, en tørt område med plateauer, bassiner og bjergkæder. Columbia-plateauet i den nordlige del af regionen er dannet af vulkansk lava og afvandes af Columbia-floden og dens biflod Snake River, som begge har skåret dybe kløfter ind i plateauet. Det enorme Colorado Plateau, som er et område med sedimentære klipper, afvandes af Colorado River og dens bifloder; her har Colorado River forskanset sig og dannet Grand Canyon, som er et af verdens mest imponerende naturskønne vidundere. Vest for plateauerne ligger Basin and Range-provinsen, et område med udstrakt halvørken.
Der ligger det laveste punkt i Nordamerika, i Death Valley (282 ft/86 m under havets overflade). Det største bassin i regionen er Great Basin, et område med afvanding i det indre af landet (Humboldt-floden er den største strøm) og med mange saltsøer, herunder Great Salt Lake. Mellem den intermontane region og Stillehavet ligger Pacific Mountain System, en række bjergkæder, der generelt ligger parallelt med kysten, og som er dannet af forkastninger og vulkanisme. Kaskadekæden med dens talrige vulkanske toppe strækker sig mod syd fra det sydvestlige Canada til det nordlige Californien og fortsætter derfra mod syd med Sierra Nevada, som er en stor forkastningsblok. Mt. Whitney (14.495 ft/4.418 m) i Sierra Nevada er det højeste bjerg i USA’s grænseområde.
Vest for Kaskaderne og Sierra Nevada og adskilt fra dem af et strukturelt trug ligger Coast Ranges, som strækker sig langs hele den amerikanske Stillehavskyst. Central Valley i Californien, Willamette Valley i Oregon og lavlandet ved Puget Sound i Washington er en del af truget. San Andreas-forkastningen, et brud i jordskorpen, er parallel med Coast Ranges fra San Francisco-bugten mod sydøst til det nordvestlige Mexico; jordskælv er almindelige langs hele dens længde. Pacific Coastal Plain er smal, og i mange tilfælde falder bjergene direkte ud i havet. Kysten er en opstigende kystlinje og har kun få øer, bortset fra Californiens Kanaløer og øerne i Puget Sound; der er kun få gode havne ud over Puget Sound, San Francisco Bay og San Diego Bay.
Alaska kan inddeles i fire fysiografiske regioner; de er fra nord til syd: det arktiske lavland, kystsletten ved det Arktiske Ocean; Rocky Mountain System, hvoraf Brooks Range er den nordligste del; Central Basins and Highlands Region, som domineres af Yukon River-bækkenet; og Pacific Mountain System, som er parallelt med Alaskas sydlige kyst og som hæver sig til 6.190 m ved Denali (Mt. McKinley), den højeste top i Nordamerika. Øerne i den sydøstlige del af Alaska og øerne i Aleuterne er delvist nedsænkede dele af Pacific Mountain System og er ofte udsat for vulkansk aktivitet og jordskælv. Disse øer, ligesom Hawaii, er toppen af vulkaner, der rejser sig fra Stillehavets bund. Mauna Kea og Mauna Loa på Hawaii er aktive vulkaner; de andre Hawaii-øer er udslukte vulkaner.
Der findes et omfattende indre vandvejssystem i USA, hvoraf en stor del er blevet forbedret med henblik på sejlads og oversvømmelseskontrol og udviklet til produktion af vandkraft og vand til kunstvanding af agenturer som U.S. Bureau of Reclamation, U.S. Army Corps of Engineers og Tennessee Valley Authority. Nogle af verdens største dæmninger, kunstige søer og vandkraftværker ligger ved de amerikanske floder. Mississippi-Missouri-flodersystemet (ca. 3.890 mi/6.300 km langt), er det længste i USA og det næstlængste i verden. Med sine hundredvis af bifloder, hvoraf de vigtigste er Red River, Ohio og Arkansas, afvander Mississippibækkenet mere end halvdelen af landet. Yukon, Columbia, Colorado og Rio Grande har også store afvandingsbassiner. Andre bemærkelsesværdige flodsystemer omfatter Connecticut, Hudson, Delaware, Susquehanna, Potomac, James, Alabama, Trinity, San Joaquin og Sacramento.
Den store saltsø og Alaskas Iliamna er de største amerikanske søer uden for de store søer og skovsøen, som deles med Canada (Lake Michigan og Iliamna er de største ferskvandssøer helt inden for USA). Illinois Waterway forbinder de store søer med Mississippi-floden, og New York State Canal System forbinder dem med Hudson-floden. Intracoastal Waterway giver beskyttet passage for fartøjer med lavt træk langs Atlanterhavskysten og Golfkysten.
- Indledning
- Politisk geografi
- Fysisk geografi
- Klima
- Mennesker
- Religion og uddannelse
- Økonomi
- Regering
- Historie
- Bibliografi
