Forstå den digitale revolution og dens betydning

Henning Meyer

For det andet, et socialt filter. Social modstand mod teknologiske forandringer er ikke ny, og den vil sandsynligvis være mere intens på områder, hvor der er en opfattet trussel mod folks job. Fra luditterne i det 19. århundredes England til nyere protester fører dette sociale filter til enten forsinket gennemførelse eller forskellige former for regulering. Modstanden mod Uber er et sådant aktuelt eksempel. Det er en meget interessant sag, der viser, hvordan social modstand kan føre til forskellige reguleringsmiljøer. I begyndelsen af sidste år besøgte forfatteren større byer i USA, Storbritannien og Tyskland og tog Ubers. Resultatet: Hvis man ringer til en Uber i Miami, får man en privatchauffør; hvis man ringer til en Uber i London, får man en privatchauffør med licens, og hvis man ringer til en Uber i Berlin, kunne man kun få en fuldt licenseret taxa til en almindelig taxameterpris – selv om dette har ændret sig for nylig, og man kan nu også få andre typer biler. Men i bund og grund har sociale konflikter og den måde, de løses på, en klar indvirkning på anvendelsen af teknologi.

For det tredje, et corporate governance-filter. Man kan finde en masse forskning og analyser om, hvordan de forskellige corporate governance-modeller fungerer. I dette arbejde står den angloamerikanske model, der fokuserer på aktionærernes værdi, ofte i kontrast til europæiske modeller, der er mere fokuseret på en bredere gruppe af interessenter. Førstnævnte har en tendens til at prioritere kortsigtede finansielle mål, mens sidstnævnte generelt har et mere mellem- til langsigtet perspektiv, der inddrager et bredere sæt af interesser i beslutningstagningen. Medbestemmelse gennem tilsynsråd og samarbejdsudvalg i Tyskland er eksempler på forskellige beslutningsprocedurer, som sandsynligvis vil føre til forskellige resultater i forbindelse med anvendelsen af teknologi. Hvis teknologiske forandringer af det omfang, som vi sandsynligvis vil se i den nærmeste fremtid, udfordrer virksomhederne, er det ikke svært at se, hvordan disse beslutningstagningsmodeller sandsynligvis vil give forskellige slutresultater på grund af de forskellige fokuspunkter og de mange forskellige interesser, der afspejles i processen.

For det fjerde modererer et juridisk filter også, hvad der er muligt, og hvad der anvendes i den virkelige verden. Tænk blot på selvkørende biler. Ud fra et rent teknisk synspunkt er de fleste spørgsmål blevet løst. Vi ser nu endda semi-succesfulde forsøg med selvkørende biler, der er bygget af Google og andre, på offentlige veje. Men det er usandsynligt, at selvkørende biler vil overtage størstedelen af vores trafik inden for den nærmeste fremtid, ikke mindst fordi der ikke er nogen juridiske rammer på plads, som afklarer centrale spørgsmål som f.eks. ansvar. Og hvis teknologien påvirker et område, der ikke har været reguleret, kan en ny lovramme også være afgørende for, hvordan den nye teknologi kan anvendes. De seneste bestræbelser på at regulere brugen af private droner er et eksempel på dette.

Sidst men ikke mindst et produktivitetsfilter. Dette filter betyder i princippet, at anvendelsen af ny teknologi ikke har en dramatisk effekt på produktiviteten, fordi enten ligger produktivitetsflaskehalsen et andet sted, eller fordi det aftagende marginale afkast betyder, at der ikke er nogen reel forbedring af produkter eller tjenesteydelser. MIT-økonomen David Autor citerede to interessante eksempler for at vise denne effekt.

Menneskelige (og andre) flaskehalse

De fleste mennesker bruger en eller anden form for tekstbehandlingsprogram. I overensstemmelse med Moores lov har vi oplevet en kontinuerlig eksponentiel vækst i processorkraft, selv om den seneste udvikling kunne tyde på, at den årtier gamle tommelfingerregel endelig er ved at være forældet. Men denne enorme vækst i processorkraften er ikke blevet modsvaret af, at din skriftlighed er blevet lige så hurtig. Dette viser, at hindringen for produktivitetsstigninger inden for tekstbehandling ikke er computerens hastighed, men din egen skriveevne. Din computer kan stadig blive hurtigere, men du vil ikke kunne skrive meget mere eller meget bedre. Det er dig, der er flaskehalsen, ikke maskinen.

Den anden effekt er, når man, hovedsagelig på grund af faldende priser, bygger processorkraft ind i apparater, som kun har begrænset brug for den, og derfor kan man tydeligt identificere det, som økonomer kalder aftagende marginalafkast. For at illustrere dette tilfælde gav Autor eksemplet med en vaskemaskine, der nu har mere processorkraft end Apollo-måneprogrammet. Hvad betyder det egentlig i virkeligheden? Konklusionen er enkel: Uanset hvad Apollo-programmets processorkraft var, lykkedes det at få folk op på månen. Deres vaskemaskine vil imidlertid, uanset hvor meget processorkraft den har, kun fortsætte med at rense Deres beskidte vasketøj. Du kan måske bruge en smartphone til at styre den og spare lidt energi og vand, men vaskemaskinen og det, den gør, er ikke grundlæggende forandret. Den vil ikke komme til månen på noget tidspunkt i den nærmeste fremtid.

Den analytiske ramme, som disse fem filtre udgør, fører til en vigtig konklusion: Den digitale revolution giver helt sikkert enorme muligheder, men det er afgørende at forstå i detaljer de kræfter, der bestemmer, hvordan de teknologiske muligheder rent faktisk vil påvirke os. Har en ny teknologi virkelig en stor indvirkning på produktiviteten? Vil der opstå sociale konflikter i forbindelse med indførelsesprocessen? Og hvilke lovgivningsmæssige rammer vil den nye teknologi blive styret af? Det er afgørende at forstå disse fem filtre, og hvad de betyder for deres specifikke omstændigheder.

Hvad er fremtidens arbejde?

Det næste spørgsmål er herefter, hvordan disse modererede ændringer rent faktisk påvirker arbejdsmarkederne. Der er naturligvis mange måder, hvorpå nye teknologier ændrer den måde, vi lever på, men den mest akutte diskussion er fokuseret på, om vi står på tærsklen til omfattende tab af arbejdspladser. Der er en livlig debat blandt eksperter og i den brede offentlighed om, hvorvidt vi står over for en robotisering af det meste af arbejdet, og det ærlige svar på dette spørgsmål er: Vi ved det ganske enkelt ikke. Det hele afhænger af, hvilke antagelser der ligger til grund for din modellering, og hvordan du ser forskellige faktorer interagere.

I en sådan situation er det tilrådeligt at kortlægge alle potentielle kræfter, så der er en struktureret ramme, som du kan bruge til overvågning og politikudvikling. De tre store virkninger på arbejdsmarkederne er: substitution, forøgelse og skabelse.

Hvad end den digitale revolutions fulde virkning bliver, er der ingen tvivl om, at den vil gøre nogle job overflødige. Hvad angår substitution, er der to undertendenser, der skal tages i betragtning. For det første det klare tilfælde, hvor et eksisterende job simpelthen erstattes af en computer eller en robot, og for det andet det tilfælde, hvor reorganisering og outsourcing af de specifikke opgaver i et job fører til, at et job går tabt. Sidstnævnte område kaldes også ofte for “gig-økonomi”. I gig-økonomien udføres specifikke opgaver stadig af mennesker, men outsources via onlineplatforme. Med global konnektivitet er der ikke længere behov for fysisk nærhed for tjenester som oversættelse, diktering eller visse designopgaver.

Det andet forandringsområde er augmentation, som grundlæggende beskriver, hvordan forholdet mellem menneskelige arbejdstagere og teknologi ændres. Dette har en direkte indvirkning på de nødvendige færdighedssæt og på den nødvendige mængde menneskelig arbejdskraft. Supermarkedskasser er et godt eksempel. I mange moderne supermarkeder finder man ikke længere ti kasser med ti personer, der sidder bag kasserne for at scanne produkterne. Det er langt mere sandsynligt, at man finder ti selvbetjente kasseapparater med kun én menneskelig tilsynsførende. For den tilsynsførende ved kasseapparaterne har de nødvendige færdigheder ændret sig fundamentalt, da han eller hun skal være i stand til at løse tekniske problemer, hvis de opstår. Virkningen på antallet af nødvendige menneskelige medarbejdere er også indlysende: I stedet for ti personer har man kun brug for én person.

For det tredje vil den digitale revolution naturligvis også skabe nye job. Dette har altid været et træk ved teknologiske forandringer, og job som “social media manager” fandtes ganske enkelt ikke for blot få år siden. Men med hensyn til jobskabelse er man nødt til at stille et par ømtålelige spørgsmål. Hvor hurtigt vil der blive skabt nye arbejdspladser? I hvilken mængde og kvalitet vil de blive skabt? Og hvor vil de blive skabt? Og hvad betyder det for den sociale mobilitet?

Hvis du f.eks. er lastbilchauffør, og dit job om nogle få år bliver overflødigt i takt med, at lastbilerne bliver selvkørende, vil det så betyde, at du vil være opadgående eller nedadgående mobil? Vil du dygtiggøre dig og blive en højt kvalificeret arbejdstager, eller er en vej mod den lavt kvalificerede servicesektor mere sandsynlig? Faren er, at en sådan overgang fører til nedadgående social mobilitet, og i nogle lande som f.eks. USA ser man allerede tegn på udhuling af middelklassejobs og polarisering af arbejdsmarkedet i den høje og den lave ende af spektret. Dette er igen et afgørende politisk spørgsmål, som fører os til den sidste del om den digitale revolutions politik.

Den digitale revolutions politik

Når man følger de aktuelle politiske debatter, bemærker man hurtigt, at det er en vogue at tale om den digitale økonomi. Det er muligt, at der i de seneste år er blevet tilføjet det samlende begreb “digital” til adskillige politiske begreber, men ud over en sådan branding har der været meget lidt substansdebat om, hvad et omfattende politisk svar på truslen fra den teknologiske arbejdsløshed kunne være. Som nævnt ovenfor ved vi ikke, om nogle af de mere dystre forudsigelser om tab af arbejdspladser i stor skala vil indtræffe, men vi ved, at regeringerne skal være forberedt, hvis og når der sker væsentlige ændringer på arbejdsmarkedet.

Den genoplivede idé om en universel basisindkomst (UBI) er hjørnestenen i den begrænsede politiske diskussion, der er i gang. Ideen er naturligvis ikke ny, men den har haft adskillige inkarnationer gennem mange årtier og er blevet præsenteret som en løsning på ganske forskellige problemer. Det, der bekymrer os her, er ganske enkelt, om UBI kan være en løsning på omfattende teknologisk arbejdsløshed eller midlertidige forstyrrelser på arbejdsmarkedet, som kan opstå som følge af accelererende teknologiske forandringer. Når man undersøger spørgsmålet i detaljer, bliver det klart, at en basisindkomst ikke ville løse mange af de centrale problemer. Ud over det indlysende spørgsmål om, hvordan man finansierer en UBI, der ville være høj nok til at erstatte behovet for at arbejde, er der flere andre grunde hertil.

Den første er, at UBI i realiteten reducerer værdien af arbejde til blot at være en indkomst. At tjene til livets ophold er naturligvis et afgørende element i forbindelse med arbejde, men de sociale aspekter er også afgørende. Den sociale værdi, som arbejde giver, er en væsentlig kilde til selvværd og giver folk en struktur til deres liv og rolle i samfundet.

Der er også risiko for arvævsdannende virkninger. Hvis folk forlader arbejdsmarkedet og lever af basisindkomsten i en længere periode, bliver deres chancer for at komme tilbage på dette marked meget små. Den accelererende teknologiske udvikling vil sandsynligvis gøre eksisterende færdigheder forældede stadig hurtigere, så det ville være ret nemt at miste evnen til at arbejde og blive hængende på basisindkomsten kvasi-permanent. Det rejser igen spørgsmålet om ulighed. At udbetale folk en basisindkomst ville ikke fjerne det grundlæggende problem, at nogle mennesker i den digitale økonomi sandsynligvis vil klare sig ekstraordinært godt, mens mange andre vil blive hægtet af. Et ofte hørt argument er, at hvis folk vil have flere penge, end basisindkomsten giver, kan de bare arbejde et par dage mere. Hvis problemet imidlertid er teknologisk arbejdsløshed, fjernes denne mulighed simpelthen, da det store tab af arbejdspladser gør den uholdbar. Den digitale økonomi vil således skabe en ny underklasse, der sidder fast på basisindkomstniveauet, og en økonomisk elite, der vil høste de største fordele; denne elite vil også stort set være fri for socialt ansvar for de efterladte, da ideer til finansiering af basisindkomsten normalt hviler på flade skatter og afskaffelse af offentlige velfærdsydelser. En universel udgave af basisindkomsten ville også være en dårlig fordeling af knappe ressourcer. Uanset om den udbetales direkte eller gives som en form for skattegodtgørelse, er det meget usandsynligt, at alle de midler, der ville blive udbetalt til folk, som faktisk ikke har brug for den, kan kræves tilbagebetalt via reformerede skattesystemer, hvis man tager fordelingen af de eksisterende skattesystemer som benchmark. Og hvorfor skulle en universel betaling være en god løsning på et specifikt problem?

Finalt kan der være nogle ømtålelige spørgsmål om, hvornår indvandrere ville kvalificere sig til basisindkomsten, og, i Europas tilfælde, hvordan et sådant system ville være foreneligt med EU’s regler om fri bevægelighed og ikke-diskrimination. I mange lande ville det desuden ikke være let at afskaffe de nuværende pensionssystemer – også en effekt af basisindkomsten – da disse omfatter strenge juridiske rettigheder.

Af alle disse grunde ser basisindkomsten ikke ud til at være et passende politisk svar på truslen om teknologisk arbejdsløshed. Hvad kunne virke i stedet? En politisk dagsorden baseret på følgende fem hjørnesten kunne være en mere omfattende og tilpasningsdygtig løsning.

Fem hjørnesten i politikken

For det første skal uddannelsessystemerne helt klart tilpasses mere til de nye økonomiske realiteter, end de hidtil har gjort. Uddannelse bør i mindre grad handle om at lære information udenad og i højere grad fokusere på at omdanne denne information til viden samt på at undervise i overførbare kreative, analytiske og sociale færdigheder. Tekniske færdigheder kan blive forældede meget hurtigt, men evnen til at være kreativ, tilpasse sig og engagere sig i løbende læring vil altid forblive værdifuld.

For det andet bør en omfordeling af det resterende arbejde være et første skridt, hvis der er stor teknologisk arbejdsløshed i stor skala. Det er måske ikke den 15-timers arbejdsuge, som John Maynard Keynes forestillede sig for sine børnebørn, men hvor det er muligt, ville en sådan politik give mening og være et første redskab til at genoprette balancen.

For det tredje bør de offentlige beslutningstagere overveje jobgarantiordninger, der kan supplere det normale arbejdsmarked. En sådan garanti for lønnet beskæftigelse ville træde i kraft, når de traditionelle job går tabt; den ville holde folk aktive og i stand til at bruge deres færdigheder. Hvis regeringerne optrådte som en “arbejdsgiver i sidste instans”, ville dette forhindre arvævseffekter og kunne aktivt fremme opkvalificering, hvis indlæring af nye færdigheder var et centralt element i den garanterede aktivitet. Da en sådan ordning i realiteten ville afkoble betalingen for en aktivitet fra dens indhold, skaber den et yderligere offentligt politisk værktøj til at tilskynde til socialt fordelagtige aktiviteter. En jobgaranti kunne f.eks. effektivt anvendes til at opgradere sundheds- og plejesektoren, hvor der på baggrund af den nuværende demografiske udvikling er behov for mere menneskelig arbejdskraft i fremtiden. Den kunne også bruges til at finansiere sport og andre kulturelle aktiviteter lokalt og dermed styrke den sociale samhørighed i lokalsamfundene.

En sådan jobgarantiordning ville blive forvaltet gennem en række forskellige formidlere og forvaltningsinstitutioner. Det drejer sig ikke om at indføre en planøkonomi. Ideen bygger på den antagelse, at selv hvis de traditionelle arbejdspladser forsvinder, eller der er perioder med overgangsarbejdsløshed, vil vi som mennesker ikke løbe tør for idéer til, hvilken form for samfundsnyttig aktivitet vi aktivt kan engagere os i.

Den fjerde hjørnesten omhandler derefter, hvordan en sådan ordning skal finansieres. Det er helt sikkert værd at gentænke beskatningen, herunder hvordan skattegrundlaget kan udvides, men i sidste ende kan det enten være utilstrækkeligt, forvridende eller begge dele. Hvis vi virkelig ender i en verden, hvor det meste af arbejdet udføres af robotter, er det grundlæggende spørgsmål: Hvem ejer robotterne? Det fører os til det femte og sidste punkt: demokratisering af kapitalejerskab. Hvis robot-ejerne er vinderne i denne fagre nye digitale verden, så bør så mange mennesker som muligt have ejerandele. Det kan fungere både på individ- og på makroniveau. På virksomhedsniveau kan modeller som f.eks. “arbejderaktier” sprede ejerskabet blandt de ansatte, så de enkelte arbejdstagere bliver mindre afhængige af lønindkomst.

På makroniveau kan der oprettes særlige finansielle instrumenter med henblik på at re-socialisere kapitalafkastet. Det kunne være statslige investeringsfonde, der kunne fungere efter samme model som universitetsstiftelser eller statslige formuefonde og skabe nye offentlige indtægtsstrømme, som så kunne bruges til at hjælpe med at finansiere jobgarantien.

Kerneidéen bag basisindkomsten er baseret på et libertariansk samfundssyn. Gennemførelsen af den ville individualisere mange aspekter af vores dagligliv, som i dag er organiseret kollektivt. Det ovenfor foreslåede policy-mix ville på den anden side ikke blot give en effektiv beskyttelse mod de potentielle ulemper ved den digitale revolution, men samtidig skabe redskaber til at styrke fællesskaberne og mindske uligheden.

Dette kapitel har givet et overblik over tre på hinanden følgende trin i håndteringen af den teknologiske forandring. Vi er nødt til at vurdere, hvad den reelle virkning af teknologien er, før vi kan analysere virkningerne på arbejdsmarkederne, og hvad regeringerne kan gøre, hvis tab af arbejdspladser i stor skala bliver et problem.

Den digitale revolution vil have ganske forskellige virkninger på forskellige økonomier, så det er vigtigt at have en struktureret tilgang, der kan bruges til at undersøge alle tilfælde. Den politiske debat er lige begyndt, og forfatteren har forklaret, hvorfor en UBI ville være en fejlagtig politisk reaktion, og hvilket alternativt policy-mix kunne give en bedre beskyttelse. Debatten om, hvordan vi politisk skal reagere på den digitale revolution, vil dog fortsætte i et stykke tid endnu. Det er en af de afgørende diskussioner i det kommende årti, og de argumenter, der fremføres i dette kapitel, er udformet som et interessant bidrag.

Denne artikel blev først offentliggjort på spansk i CIDOB’s årbog.