Som voksen blev jeg altid beskrevet af venner og familie som “genert”. Hvis jeg dengang havde vidst, hvad jeg nu ved om social angst, ville jeg have protesteret og bedt om at se en terapeut.
Skyhed er et personlighedstræk. Folk, der er generte, kan ikke lide at være i centrum for opmærksomheden. De kan føle sig utilpas, når en menneskemængde synger tillykke med fødselsdagen til dem, eller når de går ind i et rum, hvor de ikke kender nogen. Den fordel, som generte mennesker har i forhold til mennesker med social angst, er, at deres ubehag i disse situationer er kortvarigt og let glemmes. Det kan overvindes.
Social angst er imidlertid kendetegnet ved et højt niveau af uro, der kan føre til, at man helt undgår sociale situationer. Det er en hurtigere hjertefrekvens, kvalme, rysten, svedtendens, usikkerhed og frygt for at blive dømt – og det varer ved.
I årenes løb har min sociale angst fået mange mennesker til at misforstå mig. Jeg har svært ved at være til stede og skabe kontakt med andre, så jeg gør ikke altid det bedste førstehåndsindtryk, jeg glemmer vigtige ting om folk, og jeg frarøver mig selv muligheder for at lære og vokse; ikke kun i venskaber og relationer, men også i karrieremæssig henseende.
Mere end noget andet ønsker jeg, at folk i mit liv skal forstå, hvad det at have social angst betyder for mig, og hvad det kan betyde for dem.
Det er svært for mig at komme i kontakt med folk
Når jeg taler med folk, især dem, jeg lige har mødt eller ikke ser så ofte, er jeg næsten altid i mit eget hoved.
Hvad tænker de om mig? Ser jeg interesseret nok ud? Skal jeg bruge mere kropssprog? Er tonen i min stemme passende? Hvad skal jeg spørge næste gang?
I stedet for at lytte opmærksomt og lade samtalen flyde organisk, er jeg afhængig af og stiller en række generiske spørgsmål. Hvad laver du på arbejdet? Hvor længe har du gjort det? Hvor bor du i øjeblikket? Hvordan finder du det der?
Jeg har kun en håndfuld spørgsmål, som jeg kan stille på autopilot, så når jeg begynder at løbe tør, ved jeg, at vi er på vej mod en ubehagelig stilhed, der illustrerer min manglende opmærksomhed, og det er en virkelig skræmmende ting at tænke på, mens man har en samtale med nogen.
Jeg bruger så meget tid på at bekymre mig om, hvordan jeg holder mig, og hvad jeg skal spørge næste gang, at jeg faktisk ikke tager det, de siger, til mig. Jeg går glip af det dybere niveau af forbindelse og forståelse, som man får, når man aktivt fører en samtale.
Jeg plejer at være stolt af mine lytteevner. Mit navn, Samantha, betyder faktisk “lytter”. Jeg elsker virkelig at lytte, men når jeg føler mig ængstelig, mister jeg denne tilbøjelighed, og en simpel samtale bliver en uregelmæssig og ubehagelig demonstration af usikkerhed.
Denne lidelse er ikke eksklusivt for nye mennesker, jeg møder – selv folk, jeg har kendt hele mit liv, har følt dette, er jeg sikker på.
Social angst kan være særlig skadelig i et arbejdsmiljø
Jeg overvejede engang at lade være med at søge om en forfremmelse, som jeg havde arbejdet hen imod i månedsvis, udelukkende fordi jeg var bange for interviewprocessen. Kundemøder og selv møder med nære kolleger fik mig til at være oppe natten før og bekymre mig om alt fra mødedagsordenen til mit tøj, og hver gang jeg præsenterede mig for en gruppe mennesker, var jeg mere bekymret for, hvordan jeg så ud, og hvad de tænkte om mig som person, end jeg var om det, jeg præsenterede.
Det er det mest frustrerende. Du ved, at du saboterer dig selv ved at koncentrere dig om alle de forkerte ting, men du kan bare ikke flytte dit fokus.
Jeg talte forleden dag med en veninde, som fortalte mig om et arbejdsarrangement, hun deltog i på den internationale kvindedag. I slutningen af en række inspirerende taler, hvor alle stod i kø for at tale med gæstetalerne, gik hun i stedet på jagt efter sin administrerende direktør – for at invitere ham til hendes kunstudstilling!
“Det var et modigt træk med den rene hensigt bare at skabe forbindelse og åbne usynlige døre til ukendte muligheder for at se, hvor de ville føre hen,” sagde hun.
Jeg kunne knap nok holde min ærefrygt tilbage. Selv tanken om at tale med en administrerende direktør skræmmer mig. Jeg ville bevidst undgå folk i højere stillinger, hvor jeg plejede at arbejde, fordi de ville få mit hjerte til at banke. Jeg var for intimideret og bange for at blive dømt til at se enhver interaktion med dem som en mulighed for at skabe forbindelse, lære eller vokse.
