Det er snart 80 år siden, at Anden Verdenskrig begyndte. Det er vigtigt at forstå, hvordan konflikten og Holocaust kunne have fundet sted – og hvordan vi kan forhindre, at sådanne grusomheder sker igen.
Som specialist i international forretning ved jeg, hvor hurtigt ideer og ideologier kan transporteres globalt. Forskere inden for international forretning er i stigende grad bekymrede over muligheden for, at økonomisk nationalisme vil føre til deglobalisering, hvilket vil vende årtiers økonomisk vækst.
Dette har givet anledning til nye debatter om de potentielle konsekvenser af økonomisk nationalisme og også til undersøgelser af de politiske processer, der forårsager skift fra liberale demokratier til mere autoritære regeringer. For bedre at forstå, hvorfor lande kan opgive det liberale demokrati, er det lærerigt at vende sig mod historien.
Og derfor er det vigtigt at se tilbage på, hvordan Adolf Hitler kom til magten. Forståelse af 1930 til 1933 hjælper os til bedre at forstå 1939 til 1945. Og i en tid med stigende politisk ekstremisme rundt om i verden rummer denne periode af historien vigtige erfaringer for nutiden.
Hitlers opstigning indebærer, at konservative politikere deler magten med et ekstremistisk parti og bliver udmanøvreret. Den viser et universitet, der modigt modstår ministeriel indblanding, men som hurtigt falder ind i rækken, når det nye regime har cementeret sin magt.
Rollen i Braunschweig
Hvordan nazisterne kom til magten begynder i Braunschweig, en lille delstat i Tyskland.
Hitler havde sit ønske om at opnå politisk magt i Tyskland fast forankret. Men han stod over for et problem: Han havde ikke tysk statsborgerskab – faktisk var han en statsløs indvandrer, der boede i Tyskland.
Hitler blev født i Østrig, flyttede til München i 1913 og tilbagekaldte sit østrigske statsborgerskab i 1925 for at undgå at blive udleveret tilbage til sit hjemland. Den normale vej til tysk statsborgerskab var besværlig og usikker – og Hitler havde trods alt en stor straffeattest på grund af sin deltagelse i det, der er kendt som ølstuepuppet i 1923.
Spørgsmålet blev presserende, da Hitler ønskede at stille op til det tyske præsidentvalg i 1932. På det tidspunkt delte hans parti, NSDAP (nazistpartiet), kun magten i én af de tyske delstater, den lille nordlige fri stat Braunschweig (kendt som Brunswick på engelsk). Hitler bad derfor sine partimedlemmer i Braunschweig om at skaffe ham statsborgerskab.
Politikken i delstaten Braunschweig var mere polariseret end nationalpolitikken. Delstaten omfattede en substantiel arbejderklasse i byerne, traditionelle små virksomheder og store landdistrikter. På nationalt plan var tysk politik i 1920’erne præget af en række flerpartiregeringer, der samlede socialdemokrater (SPD) med partier fra midten og midten af højre.
I Braunschweig regerede SPD som et flertal fra 1927 til 1930 under premierminister Heinrich Jasper. Partierne fra centrum og centrum-højre samt repræsentanter for små virksomheder i delstaten dannede en alliance. De betragtede SPD som deres hovedmodstander ved delstatsvalget i 1930 og var bl.a. utilfredse med udnævnelsen af SPD-medlemmer til stillinger i statsadministrationen, på skoler og universitetet.
Koalition med nazisterne
Da SPD mistede sit flertal ved valget, mens nazisterne steg til tredjepladsen, dannede alliancepartierne en koalition med Hitlers parti. Denne koalitionsregering gav nazistpartiet posten som formand for parlamentet og indenrigsminister.
Nazisterne brugte disse poster til effektivt at fremme deres interesser, og på trods af forskellige kriser holdt koalitionen stand indtil 1933. Dietrich Klagges, indenrigsminister fra 1931, brugte sin stilling til at chikanere den politiske opposition, underminere demokratiske processer, gribe ind i interne sager på universitetet og – kritisk nok – til at give Hitler sit tyske statsborgerskab.
Det tekniske universitet i Braunschweig befandt sig i centrum af tidens politiske konflikter, samtidig med at det kæmpede for at hævde sin autonomi i forhold til delstatsregeringen. Konflikten startede i 1931 med en episode, hvor nazistiske studerende beskyldte en bulgarsk studerende for at have fornærmet en kvindelig tysk studerende og krævede hans udvisning.
Da universitetet ikke efterkom deres racistisk ladede krav, blev universitetets ledere selv genstand for nazistiske angreb.
Konflikten eskalerede i marts 1932, da Klagges, der var indenrigsminister, forberedte sig på at udnævne Hitler til professor ved universitetet. Skolen modsatte sig kraftigt ideen, ikke kun fordi Klagges blandede sig i universitetets autonomi, men også fordi Hitler manglede de akademiske kvalifikationer.
Universitetets præsident Otto Schmitz gik hen over Klagges’ hoved for at kommunikere direkte med premierminister Werner Küchenthal. Küchenthal nægtede at underskrive udnævnelsesdokumentet.
Klagges fandt en anden vej, nemlig at udnævne Hitler til en regeringsstilling ved Braunschweigs repræsentation i Berlin, hvilket automatisk ville medføre tysk statsborgerskab. Koalitionspartnerne indvilligede modvilligt på betingelse af, at Hitler rent faktisk ville arbejde i denne stilling (hvilket han aldrig gjorde).
Men på universitetet fortsatte forholdet til ministeren med at blive forværret. I maj blev Schmitz suspenderet og efterforsket for en ubeslægtet påstået skandale. Men den nye rektor, Gustav Gassner, gik også i karambolage med den nazistiske studentergruppe og protesterede mod, at de brugte mindedagen til at fejre en af deres ledere, der blev dræbt i et gadekamp, og at de bar partibannere med hagekors-symbolet ved universitetets arrangementer. Klagges underkendte ham.
Efter nazistpartiets nationale magtovertagelse i januar 1933 oplevede Braunschweig, tidligere end andre steder, fyringer, arrestationer af politiske modstandere, vold på gaden og bogafbrænding. Blandt mange socialdemokrater og kommunister blev den tidligere premierminister Jasper og byens borgmester Ernst Böhme arresteret; Böhme blev tortureret, indtil han underskrev sin afskedsbegæring. Gassner gemte sig først og flygtede derefter fra staten, tog sin afsked mens han var i Bonn og blev arresteret ved sin tilbagevenden til Braunschweig.
Den 1. maj 1933 bekendtgjorde Klagges på universitetets trappe, at det nazistiske partimedlem Paul Horrmann blev dets nye præsident. På det tidspunkt var demokratiet og universitetets autonomi døde.
Hvorfor greb andre politikere ikke ind?
Klagges’ udskejelser kunne være blevet stoppet af politikere i de ikke-nazistiske partier i koalitionen i Braunschweig. Hvorfor handlede de ikke? Dette spørgsmål er blevet diskuteret udførligt af lokalhistorikere – og af hovedpersonerne selv efter 1945. Der var mindst tre faktorer, der spillede sammen.
For det første var kløften mellem centrum-højre (alliancepartierne i koalitionen) og centrum-venstre (SPD eller socialdemokraterne) dybere i Braunschweig end andre steder i Tyskland, sandsynligvis på grund af erfaringerne med en regering udelukkende bestående af SPD fra 1927 til 1930. Og centrum- og centrum-højrepartiernes afvisning af Versaillestraktaten var en vigtig del af deres ideologi, et synspunkt, som de delte med nazistpartiet.
For det andet skabte gadevold og verbale intimideringer fra nazistiske grupper, herunder paramilitære grupper, en atmosfære af frygt. Allerede før den nationale magtovertagelse var personer, der havde udtalt sig mod nazisterne, bekymrede for deres personlige sikkerhed.
For det tredje synes nogle centrale beslutningstagere at være blevet belønnet med lukrative forfremmelser: F.eks. blev Küchenthal chef for statsbanken, en stilling, som han beholdt indtil 1945.
I deres egne udtalelser efter 1945 argumenterede politikere fra midten og centrum-højre for, at de forsøgte at inddæmme nazisterne ved at integrere dem i regeringen, hvilket de forventede i sidste ende ville underminere deres vælgeropbakning. Det var en kostbar fejlberegning.
Hvad det betyder for os i dag: Et personligt synspunkt
Min interesse for denne historie er meget personlig. Ikke alene er Braunschweig min hjemby, men min bedstefar var juniorprofessor ved det tekniske universitet i Braunschweig og arbejdede tæt sammen med Gustav Gassner, præsidenten, der stod op imod nazisterne, men blev fængslet og gik i eksil i Tyrkiet.
I erkendelse af vigtigheden af at lære af historien, og især af familieminder, mener jeg, at denne historie rummer vigtige erfaringer om nazismens fremkomst i Tyskland – og dermed også om, hvordan lignende udskejelser kan forhindres i fremtiden.
Når en fascistisk gruppe først opnår politisk magt, er den meget svær at fortrænge.
For vælgerne skal man være informeret og engageret. Og hold dig væk fra politiske grupper, der ikke er engageret i demokratiske processer eller har racistisk motiverede dagsordener.
For politikere er det farligt at dele magten med ekstremister i dit eget parti eller i andre partier. Politikere fra centrum-venstre og centrum-højre kan se hinanden som historiske modstandere, men de bør være allierede i kampen mod ekstremister på begge sider.
