I 1930’erne arbejdede en tredjedel af kvinderne i Storbritannien uden for hjemmet – hovedsageligt i lavtlønnede “kvindejobs”, som f.eks. pasning og madlavning. Den økonomiske depression forstærkede ideen om, at vellønnet arbejde primært skulle være for mænd, og at den rette plads for kvinder var i familiens hjem som ulønnet arbejdskraft.
I 1928 havde Stanley Baldwin og hans konservative regering tilladt alle kvinder at stemme, når de fyldte 21 år – samme alder som for mænd. “Kvindernes underkastelse, hvis der er noget sådant, vil nu ikke afhænge af nogen form for lovgivning”, sagde han. “Det vil aldrig mere være muligt at give den suveræne stat skylden for en hvilken som helst ulighedssituation. Kvinderne vil hos os have de mest fuldstændige rettigheder. Grunden og berettigelsen for den gamle agitation er væk.”
Måske vidste han godt, at hans ord var retoriske. Der var i hvert fald ikke sket noget skift i antagelsen om mandlig overlegenhed og magt, og i 30’erne var begrundelsen for den “gamle agitation” lige så stærk som nogensinde. At have en lovgivning er slet ikke det samme som at have den tilstand, som lovgivningen hævder at opnå. Det er lettere at føre kampagne for håndgribelige mål som f.eks. stemmeret end at kæmpe for at udrydde de fordomme, der ligger til grund for den oprindelige benægtelse. Der er tale om symbolsk lovgivning om ligestilling, hvis det samfund, der gennemfører den, ikke har noget reelt engagement i ligestilling.
Kvindernes lønninger var beskedne sammenlignet med mændenes. I den offentlige administration, i uddannelsessektoren og i sygeplejen var der en “ægteskabsbarriere”, hvilket betød, at kvinder måtte sige op, når de blev gift. Ugifte kvinder var “spinsters”, en nedsættende betegnelse. Samkønnede forhold måtte ikke nævnes. Et andet stykke lovgivning fra 1928 forbød Radclyffe Halls anodine lesbiske roman The Well of Loneliness. “Jeg ville hellere give en rask dreng eller en rask pige en flaske blåsyre end denne roman”, skrev redaktøren af Sunday Express. “Gift dræber kroppen, men moralsk gift dræber sjælen.” Censuren af denne bog forårsagede, at et dække af forlegenhed hyllede sig over homoseksuelle forhold mellem kvinder, som indtil da ikke havde interesseret lovgiverne, og lukkede for accept af udtryk for mangfoldighed.
Men første verdenskrigs ækvivalent til Rosie the Riveter havde ikke tænkt sig at vende tilbage, underdanigt, til at være englen i huset. Den gamle agitation fortsatte. Kvinderne fik stemmeret, uddannelses- og skilsmissereformer og i det mindste ret til at blive advokater og parlamentsmedlemmer. Kjolerne blev kortere, og det samme gjorde håret. Kvinderne røg cigaretter, dansede jitterbug og – de, der havde råd til det – kørte i bil.
I Paris begyndte der en frigørelsesbevægelse uden for lovgivernes og håndhævernes rækkevidde, de store gamle mænd fra England. I Lysets by undslap udstationerede kreative kvinder fra Storbritannien og USA, mange af dem lesbiske, fra patriarkatets undertrykkelse, tog deres frihed, dannede deres eget samfund og levede og arbejdede, som de ville. Den modernistiske revolution mellem krigene ville ikke have fundet sted uden deres bidrag.
-Diana Souhami er forfatter af biografier, bl.a. om Gluck: Hendes biografi, The Trials of Radclyffe Hall og Gertrude and Alice
- Del på Facebook
- Del på Twitter
- Del på Twitter
- Del via e-mail
- Del på LinkedIn
- Del på Pinterest
- Del på WhatsApp
- Del på Messenger
