91 grundstoffer ud af de kendte 118 grundstoffer forekommer naturligt på Jorden. De øvrige 27 — alle grundstoffer ud over plutonium i det periodiske system og tre andre — technetium (43 elektroner), promethium (61) og neptunium (93) — er for ustabile til at eksistere på Jorden og er ikke blandt de sjældne grundstoffer, der indgår i den nukleare henfaldsproces for enten thorium eller uran. De grundstoffer, der ikke forekommer naturligt, er syntetiske. Syntetiske grundstoffer er grundstoffer, der er blevet skabt i et laboratorium ved hjælp af kunstige midler. Syntetiske grundstoffer er meget ustabile og har kun få kommercielle formål. De henfalder til andre grundstoffer på en brøkdel af et sekund. De fleste skabes udelukkende med henblik på forskning og eksperimenter.
Syntetiske grundstoffer skabes i partikelacceleratorer. To mindre grundstoffer accelereres til utrolige hastigheder og kolliderer med hinanden. Deres kerner smelter sammen til et større grundstof. Grundstoffet studeres af laboratorieudstyr, inden det henfalder.
Syv af de 91 naturligt forekommende grundstoffer (polonium, astatin, radon, francium, radium, actinium og protactinium) eksisterer kun i nærvær af de naturligt forekommende radioaktive grundstoffer uran og thorium. Disse omfatter alle grundstoffer med atomnummer 84 til 91 med undtagelse af thorium (90). Alle isotoper af disse grundstoffer har meget kort levetid, og de isotoper, der er i brug, anvendes kun på grund af deres radioaktive egenskaber (især i radium og derefter som en desperat terapi for visse kræftformer). På grund af deres korte halveringstider og de farer, der er forbundet med deres radioaktivitet, er det ofte yderst vanskeligt at undersøge disse grundstoffers kemiske egenskaber.
NamingEdit
De fleste syntetiske grundstoffer er blevet navngivet af IUPAC, som er den internationale myndighed for navngivning af kemikalier. De er opkaldt efter berømte videnskabsmænd eller steder, hvor grundstofferne blev dannet. For eksempel einsteinium (Es, 99) og americium (Am, 95). Nogle grundstoffer er for nye til at have officielle navne. Før et grundstof kan få et navn, skal det opdages og bevises, at det findes af en videnskabsmand eller et hold. Derefter får elementets opdager(e) lov til at vælge et navn. Indtil grundstoffet har et navn, får det et foreløbigt navn. Foreløbige navne består af en kæde af ord, der hver repræsenterer et ciffer i grundstoffets atomnummer. F.eks. er ununseptium grundstof 117, unnilpentium var grundstof 105 (siden omdøbt til dubnium), og unbioctium ville være grundstof 128 (menes ikke at eksistere).
