Atrieflimren (AF) og kronisk hjertesvigt (CHF) er to vigtige og endda voksende kardiovaskulære tilstande, der ofte eksisterer samtidig. Der er imidlertid kun få data til rådighed til at vejlede behandlingen af AF hos patienter med hjerteinsufficiens. Denne gennemgang opsummerer den aktuelle litteratur vedrørende følgende emner: (i) prognostisk relevans af AF hos patienter med CHF, (ii) relevans og strategier for rytme- og hastighedskontrol hos patienter med AF og CHF, og (iii) muligheder for forebyggelse af AF hos patienter med ventrikeldysfunktion. Konklusionen er, at AF er forbundet med øget dødelighed hos CHF-patienter. Det er dog ikke klart, om der er en årsagssammenhæng. Nye strategier til forebyggelse af AF er lovende værktøjer, der kan forbedre livskvaliteten og overlevelsen hos patienter med CHF.
Atrial fibrillation (AF) og kronisk hjertesvigt (CHF) er to store og endog voksende kardiovaskulære problemer. Selv om der mangler præcise data, anslås prævalensen af både AF og CHF at være >1% af den generelle befolkning og stiger stejlt med alderen: Mens forekomsten af AF er <1 % i en alder under 60 år, lider ca. 8 % i en alder på 80 år eller derover af arytmi. Tilsvarende fandt Framingham Heart Study en prævalens af hjerteinsufficiens på 0,8 % i en alder af 50–59 år, hvilket stiger til 6,6 % hos mænd og 7,9 % hos kvinder i en alder af 80–89 år.AF og hjerteinsufficiens eksisterer ofte samtidig og kan disponere for hinanden. Ved mild til moderat CHF (NYHA-klasse II–III) er AF-prævalensen 10–15 %, mens der ved svær CHF (NYHA IV) er AF hos hver anden patient (Figur 1).
Både systolisk og diastolisk dysfunktion er blevet vist at være forbundet med en øget risiko for at udvikle AF. De kan begge skabe et substrat for AF, der er karakteriseret ved øget atriel belastning, atriel dilatation, lokale ledningsforstyrrelser og en vis grad af atrielfibrose. (Detaljer om patofysiologi ligger uden for rammerne af denne artikel, for gennemgang se ref.). På den anden side kan AF accelerere ventrikelfrekvensen og derved producere en takykardiomyopati i tidligere normale ventrikler, og hos patienter med allerede eksisterende CHF øger AF desuden uafhængigt af hinanden risikoen for progressiv ventrikeldysfunktion og forværring af hjertesvigtssymptomer. Dette kan skyldes en reduktion af den ventrikulære fyldning på grund af den uregelmæssige, hurtige ventrikulære frekvens og på grund af atriel kontraktiel dysfunktion. således kan sammenhængen mellem AF og CHF udgøre en ond cirkel. Begge tilstande kan dog være markører for et fælles patofysiologisk substrat. Ifølge data fra Framingham Heart Study gik AF forud for CHF omtrent lige så ofte som CHF gik forud for AF, og hos en femtedel af forsøgspersonerne blev AF og CHF diagnosticeret for første gang på samme dag.
Denne gennemgang opsummerer evidensen vedrørende følgende spørgsmål: (i) i hvilket omfang øger AF morbiditet og mortalitet ved CHF? (ii) Hvor vigtigt er genoprettelse og opretholdelse af sinusrytme hos patienter med CHF? (iii) Hvilke strategier er nyttige til at opretholde sinusrytme eller til at kontrollere hjertefrekvensen under AF? (iv) Hvilken etableret CHF-behandling kan forhindre forekomsten af AF? Denne artikel er udformet som en narrativ gennemgang uden brug af formelle metaanalytiske teknikker. Der blev foretaget en litteratursøgning i PubMed Medline-databasen ved hjælp af søgetermer, der var relevante for hvert afsnit af manuskriptet (f.eks. “atrial fibrillation AND heart failure AND beta blockers”, begrænset til kliniske forsøg og artikler offentliggjort på engelsk). Artikler, der rapporterede prospektive data om store undersøgelsespopulationer, blev fortrinsvis udvalgt. Hvis disse ikke var tilgængelige, blev små undersøgelser og retrospektive data medtaget. Desuden blev referencelisterne i de gældende retningslinjer for hjertesvigt og AF analyseret for undersøgelser, der var relevante for hvert afsnit.
