Saligkåring & Kanonisering
Den proces, hvor en person erklæres for helgen i den katolske kirke, kaldes kanonisering. Kanoniseringsprocessen er en kanonisk (kirkeretlig) procedure, hvorved kirken gennem paven højtideligt erklærer en katolik for forenet med Gud i himlen, fortaler for Gud på vegne af de levende og værdig til offentlig og universel ærbødighed.
En årsag til kanonisering undersøger en persons liv og død for at afgøre, om vedkommende enten blev martyr eller levede et dydigt liv. Enhver sag om kanonisering har to faser: den diocesane og den romerske fase. Det stift, der er ansvarligt for at åbne en sag, er det stift, hvor personen døde/blev martyr. Stiftet, den religiøse orden, foreningen eller den/de lægmand(er), der anmoder (andrager) om sagen, beder stiftsbiskoppen gennem en person, der kaldes postulatoren, om at indlede en undersøgelse af personens martyrium eller liv.
Stiftsbiskoppen undersøger, hvordan personen levede et heroisk dydigt liv og eksemplificerede dyderne tro, håb og kærlighed ved at indkalde vidner og foretage en teologisk gennemgang af kandidatens skrifter. Hvis årsagen er baseret på martyrium, undersøger stiftsbiskoppen omstændighederne omkring det påståede martyrium, hvilket også sker ved at indkalde vidner til martyrdøden og undersøge kandidaternes liv.
Når stiftets undersøgelse er afsluttet, sendes den dokumentation (beviser), der er blevet indsamlet, til Vatikanets Kongregation for Helgeners Årsager, og den romerske fase begynder. Det første skridt i den romerske fase er gennemgangen af stiftets dokumentation. Hvis kongregationens teologer finder dokumentationen overbevisende, sendes den til gennemgang af kongregationens kardinal- og biskopmedlemmer. Hvis de også finder dokumentationen gunstig, sendes den til paven. Med pavens godkendelse udstedes et dekret, der fastslår, at personen har levet et dydigt liv, hvorved personen får titlen “Ærværdig”.
Det næste skridt i processen er at blive udnævnt til “Velsignet”. For at blive saliggjort skal et mirakel tilskrives den ærværdige. Miraklet verificeres gennem en undersøgelse foretaget af et hold af medicinske eksperter og teologer. De tre traditionelle standarder for bedømmelse af et mirakels ægthed er: fuldstændigt – hvilket betyder en total helbredelse af sygdommen, det er ikke nok, at personen “bare” føler sig bedre; øjeblikkeligt – hvilket betyder, at helbredelsen skete på én gang og ikke i løbet af flere dage eller måneder; og varigt – hvilket betyder, at personen forbliver permanent fri for den sygdom, som vedkommende blev ramt af. Når miraklet er blevet bekræftet, udsteder paven et dekret, der erklærer miraklet, og personen får titlen “salig”. Paven kan dispensere, selv om han ikke altid gør det, fra kravet om et mirakel for saligkåring af en martyr.
Der skal tilskrives et andet mirakel til den saligkårne for at han eller hun kan blive helgenkåret som helgen. Et bevist mirakel er påkrævet, selv for martyrer, for at blive kanoniseret. Verifikationen af det andet mirakel følger den samme procedure som det første. Når personen er erklæret helgen, er han eller hun værdig til universel ærbødighed af Kirken.
Der er mange trin for at blive udnævnt til helgen i Kirken, og kanoniseringsprocessen er langvarig og detaljeret. Denne proces sikrer, at de rollemodeller, der holdes op som vidner for Kristus og evangeliet, er værdige til vores efterfølgelse.
