HENOTHEISME , et udtryk dannet af græsk henos (“én”) og theos (“gud”), blev i nogen tid af F. Max Müller brugt i flæng sammen med kathenoteisme, der er afledt af græsk kathʿhena (“en efter en”). Det var Friedrich Schelling (1775-1854), der først brugte ordet henoteisme i sin undersøgelse af mytologien for at betegne “relativ, rudimentær monoteisme”, som han antog var forestillingen om Gud i forhistorisk bevidsthed (Philosophie der Mythologie und der Offenbarung, 1842). F. Max Müller (1823-1900) brugte i sit forsøg på at “spore den menneskelige tankes oprindelse og første vækst” ordet som et fagudtryk fra Religionswissenschaft til at betegne en særlig form for polyteisme, som efter hans mening var karakteristisk for beskrivelsen af guderne i Ṛgveda. Han bemærkede, at i Vedaerne – den ældste indiske religiøse litteratur – bliver guder påberåbt med en række forskellige navne, såsom Agni (“ild”), Sūrya (“solen”), Uṣas (“daggry”), Maruts (“stormene”), Pṛthvī (“jorden”), Āp (“vandet”) og Nadī (“floderne”), der er tæt forbundet med naturen, samt ved egennavne, såsom Varuṇa, Mitra, Indra og Aditi, “for den bønfaldendes sind” er hver gud “på det tidspunkt en virkelig guddommelighed, suveræn og absolut” og ikke begrænset af andre guders kræfter. Müller kaldte denne “tro på enkelte guder” henotheisme eller kathenotheisme, “en tilbedelse af den ene gud efter den anden” (Müller, 1881, s. 136-137). I sine forelæsninger fra 1882 bemærkede han, at i stedet for betegnelsen kathenoteisme har “den kortere betegnelse henoteisme fundet mere almindelig udbredelse, da den mere klart udtrykker modsætningen mellem monoteisme, tilbedelse af kun én gud, og henoteisme, tilbedelse af enkeltguder” (Müller, 1896, s. 146-147).
Müller adskilte denne vediske flerhed af guder fra ideen om polyteisme, der, som han påpegede, hovedsageligt stammer fra den græske og romerske oldtid og betegner “et vist mere eller mindre organiseret system af guder, forskellige i magt og rang, og alle underordnet en øverste gud, en Zeus eller Jupiter” (Müller, 1896, pp. 145-146).
Delvis i opposition til Ernest Renans (1823-1892) tese om, at monoteismen var en unik tendens hos den semitiske race, foreslog Müller, at en “henoteistisk fase” var “en ejendommelig fase af religionen”, der sandsynligvis fandtes overalt forud for enten polyteisme eller monoteisme (Müller, 1873, s. 142; jf. Müller, 1881, s. 414). Han hævdede, at en sådan fase ikke kun fandtes i Indien, men også i Grækenland, Italien, Tyskland og andre steder (Müller, 1879, p. 275; jf. Müller, 1896, p. 163). Müller hævdede, at denne henoteistiske fase “tenderede til at blive til en tro på én gud, der var formand for de andre, ikke længere øverste guder – polyteisme – eller en tro på én gud, der udelukkede selve muligheden af andre guder – monoteisme” (Müller, 1879, s. 362; jf. Müller, 1896, s. 163). I sin sammenligning af monoteisme og henoteisme gjorde Müller følgende bemærkning: “Der er en slags enhed, som ikke udelukker tanken om flerhed”, dvs. henoteismen, og “der er en anden, som” udelukker tanken om flerhed, dvs. monoteismen (Müller, 1881, s. 415).
Anslutningen af henoteismen til tanken om “rudimentær monoteisme” forsvandt dog aldrig helt fra nogle religionsforskeres bevidsthed. Således blev henoteisme undertiden forvekslet med monolatri, et udtryk, der bedst anvendes på det gamle Israels religion, før det opnåede monoteisme, hvor eksistensen af andre guder end Jahveh blev indrømmet, men hvor deres tilbedelse var strengt forbudt (se 2. Mosebog 22:20). Friedrich Heiler (1961, s. 323) og andre har imidlertid påpeget, at monolatrien – en bestemt social gruppes eksklusive tilbedelse af en gud – klart adskiller sig fra den idé om henoteisme, som Müller har redegjort for.
Müllers idé om henoteisme har en spekulativ dimension, der handler om, hvordan en guddommelig virkelighed åbenbarer sig for mennesker. Han anerkendte i Vedaerne et “gennembrud” af bevidstheden om, “at alle guddomme kun er forskellige navne på én og samme guddom”, og at “den primitive intuition af guddommen”-“hovedkilden til al senere religion”-“hverken er monoteistisk eller polytheistisk…. Gud er Gud” (Müller, 1881, s. 136-137 og 414-415). Han hævdede således, at “det guddommeliges enhed” var grundlaget for den henoteistiske udtryksmåde (Müller, 1896, s. 144). Af sit studie af Vedaerne konkluderede Müller, at “vi lærer en lektie – en lektie om, hvordan guder blev skabt og afskaffet – hvordan det hinsides eller det uendelige blev navngivet med forskellige navne for at bringe det tættere på menneskets sind, for at gøre det for en tid forståeligt, indtil, når navn efter navn havde vist sig at være nytteløst, en navnløs Gud blev følt som det bedste svar på det menneskelige hjertes rastløse begær” (Müller, 1896, s. 163). Hvis man imidlertid ser bort fra disse metafysiske påstande, synes Müllers idé om henoteisme at være endnu et begreb, der betegner en vis flerhed af guder, hvilket medfører en mulig sammenblanding med begreber som monoteisme, polyteisme og monolatri.
Den idé om henoteisme, som Müller foreslår, er todelt: (1) den betegner et bestemt udviklingsstadium inden for en religion, der går forud for polyteisme eller monoteisme, og (2) et unikt, kvalitativt “kairologisk øjeblik” eller aspekt af selve den menneskelige religiøse bevidsthed (jf. Panikkar, s. 266). Heiler anvender for eksempel ordet henoteisme på grund af dets psykologiske betydning og sidestiller det med “subjektiv teisme”, som efter hans mening baner vejen for objektiv monoteisme (Heiler, s. 460). Den oprindelige religiøse intuition, som tiltrak sig Müllers opmærksomhed, kan sammenlignes med en af de to tænkemåder, som Heidegger identificerer, nemlig med besinnliches Denken, eller meditativ tænkning, i modsætning til rechnendes Denken, eller kalkulerende tænkning.
Bibliografi
For generelle oplysninger om henotheisme se D. W. Holstens artikel “Henotheismus”, i Die Religion in Geschichte und Gegenwart, 3. udg., bd. 3 (Tübingen, 1959). Se Robert Mackintosh’s artikel “Monolatry and Henotheism,” i Encyclopaedia of Religion and Ethics, redigeret af James Hastings, vol. 8 (Edinburgh, 1915), for en fremragende redegørelse for historien om henotheisme og monolatry som fagudtryk. Raffaele Pettazzoni giver en kortfattet historisk baggrund for ordet henoteisme, når han diskuterer den primitive monoteisme i sine Essays on the History of Religions (Leiden, 1967); heri vurderer Pettazzoni Schellings indflydelse på F. Max Müller. For Max Müllers skrifter, se Chips from a German Workshop, bd. 1 og 2 (1867-1875; New York, 1895-1898). Müllers Indien: Hvad kan det lære os? (London, 1896) indeholder foredrag, som han holdt i 1882 på universitetet i Cambridge. Hans Introduction to the Science of Religion (London, 1873) indeholder “Lectures on the Science of Religion”. Müllers artikel “Henotheism, Polytheism, Monotheism, Atheism” findes i hans Lectures on the Origin and Growth of Religion (New York, 1879). Selected Essays on Language, Mythology and Religion, vol. 2 (1881; New York, 1978), indeholder mange af Müllers essays fra hans Chips from a German Workshop, herunder “Lecture on the Vedas” og “Semitic Monotheism”. For senere fortolkninger af henoteismen se f.eks. Theophile J. Meek’s Hebrew Origins (1936; New York, 1960) og Friedrich Heiler’s Erscheinungsformen und Wesen der Religion (Stuttgart, 1961). Om udtrykket “kairologisk øjeblik” se Raimon (var. Raimundo) Panikkars kapitel “Silence and the Word” i Myth, Faith and Hermeneutics (Myth, Faith and Hermeneutics, New York, 1979). En god diskussion af Martin Heideggers kontrasterede tænkemåder findes i hans Discourse on Thinking (New York, 1966).
Michiko Yusa (1987 og 2005)
